181 Maurits R. Aarflot, 19.2.1855

Gode Vìn.
 
Dæ vart nòke dittinne te Førsle! Best so d'æ so stilt, at ein inkje høyre ein Pist elde seer ein Brevlappe paa laange Tid, so veit ikj' ein ta, førr dæ lìmna i Kræ'naa aa kjeme rynjande dæ eine Breve f`yre aa dæ andre itte, so fort so ein kann vinne aa take mot. Dæ vert ikje onnaa Raad: e lyte no til aa svare no; aa so lyt' e til aa skrive paa Synnmørs Maal mæ, so mykje dæ kann vere like Or i Halsin, so dei seie.
 
Siste Breve veit e lite te svare paa; f``yre d'æ so leidt aa snakke um dæ so ein inkje heve seett, maa vÏte; men f`yste Breve lyt' e no baade takke aa laate væl f`yre, i sær sida dæ va paa Heimemaale. E va rettelege gilde ta di; f`yre d'æ so sjøldaa e fæ høyre dæ Maale no, at e æ m`ykje rædde, at e gløyme dæ aa kasta dæ vekk, aa dæ vilde vere baade te Skam aa Skade.
 
E seer, der heve vòre imise Umskifte mæ Folkja. Aa ja, d'æ no so Væra fram fira: sume døyr aa sume lÏmna; sume sk`ylst aat aa sume dræge se ihop. E va tefreds, e vòre der e mæ, so tòre e ha' faatt etkvart lite godt e ogsaa. Men e heve no sagte vòre der førr, aa e saag, dæ vart ikje so, at e fekk nòke; aa no va e no slett inkje tenkte te kòme paa den Kanten meir. Men dæ æ sant: no ha de faatt Umbyte paa mæ Prestestella. Aa so va daa Voldinganne so lukkelege, at dei fekk haanaa Wraamann likevæl! E tikst mest sjaa dei, kor gilde aa glade dei ska vere, især s˘me ta dei; aa e kann 'kje anna seie: e æ gilde ta di, e mæ; f`yre d'æ inkje beire til, elde at Folkje fæ dæ so dei vil, enten dæ so æ væl elde ille. E tenkje stundaa, at e lyte gjere me ei ForvÏta-Reis ein Gaang aa prøve aa kòme inn i Voldskirkjaa ein Syndag, so e baade fæ høyre Presten aa sjaa Aalmuin. Men d'æ so dei seie: d'æ Fjaar myllaa Frænda, aa der æ dæ so verre æ elde Fjaaranne; d'æ 'kje berre eit svelgjande Djup, men d'æ eit svimbrande Fjell (ja dÏtta va no kanskje inkje rette Synnmørs Maale). Aa so æ dæ Olukkaa, at e heve so maange andre Stade te fare, aa ein kann 'kje kløyve se helder aa vere paa alle Stade i Senn.
 
Den Visaa, so e skreiv um sist, va e mest tenkte te sende de; men so æ dæ so leidt mæ di, at e inkje kann skriva Nota, aa naar du inkje heve Notin, so gjere du 'kje nòke mæ Visinne helder. Men d'æ ikje berre ei Vise, ska tru, so e no heve te belje p`yve. Den Stævleikjin elde Komediaa, so me snakka um, æ so fulle mæ Vise, ate d'æ 'kje mindre elde aatte Stykkje, aa alle mæ rare Nota, aa sume mæ nye Nota mæ. No æ dæ færigt heile Stykkje, men e trur ikje, at Folkje æ no so reint kaahuga Ïtte di; kanskje dei vil ikje eingaang ha dæ. E va stad aa las dæ upp no nyst aat ei tvo-tre ta Meisteraa der upp i Theatre; men dei bad me bere dæ heimatte aa late dæ liggje aa kvile se eit B`yl, aa so kunne e take dæ atte aa prøve aa vøle um dæ litevetta. Du ska 'kje tru, at dæ æ allestade slikt so der heime, at so snart ein heve laga til ei lita Løfse, so æ Folk so hækne Ïtte hinne, at dei vil rive hinne ti se, førr ho æ halsteikte. Men dÏtte æ no nòke, so e inkje vilde, at du skulde gjere nòke Snakk um, f`yst f`yre di, at e vil vere onæmnde (anonym, forstende du), aa so f`yre di, at e vilde ikje late Folkje der heime høyre, at e fær aa prima mæ slikt; e æ rædde, dei vilde verte sinte paa me, f`yre du veit, kva han "Pontoppidant" seie um "Skuespil" i Forklaringjinne sinaa.
 
Ellest æ dæ no maangt, so e fær aa prima mæ. Dæ va ei Liste paa alle Folkenamna, so e skulde faa innførde i "Folkevennen"; den Listaa æ no inkje trykte endaa, aa inkje æ ho rettele færige helder. So æ dæ alle disse Ortøkja elde Orspraakja, so e skulde skrive uppatte aa faa færige, so ate Bokja kunna verte prenta no paa Vaarparten; men e veit ikje kor dæ gjenge til mæ di, f`yre dæ seer inkje ut te di, ate Bokja verte so snart færige, at e kunne faa hinne trykte f`yre Jonsòke elde til den Tidinne, daa e lyt ut aa reise. Skal dæ drage endaa lenger, so verte dæ ei Skam.
 
Noke nytt her ifraa Stada heve e inkje te fortelje, anna dæ, at her heve vòre so overhendigt te Gnallefrost no ei tvo-tre VÏke, at d' æ reint makelaust. E veit ikje kor mange "Grade" dæ æ, men f`yre ei aatte Dage sida va dæ tjue (20 ∞ R.), aa sida heve dæ vorte alt værre aa værre, aa soleis kan du tenkje dæ, her æ ein go' Nasebit. Naar ein skal ut, so lyt ein vøde se til so, ate dæ berre ein litin Gluggje midt f`yre Auaa, so m`ykje at ein seer te gaa; aa naar ein skal vere inne, so kann ein helder inkje byrge se. Ja mi Sann, æ e so valin paa Haandaa naar e skal skrive, at e tikje, Pænin vil dette uto Fingraa. Skulde dæ kome nòke paa mæ Brand elde laust Ljøs, so vilde dæ vere reint raadalaust; f`yre dæ fryse vekk baade Vatn aa alt so vaatt æ.
 
E heve vòre tòlle mæ Helsinne no eit B`yl, aa mykje beire eld' e va i Fjaar Vinter; ellest heve e no vòre klene f`yre Brøsta, no sida dinne store Kulden kom; men e heve ikje store Nød uta' di, anna mæ Natta, naar e skal liggje.
 
E tenkje, dæ va maangt endaa te skrive um, men e lyte tenkje paa aa kome te Endes mæ Breva, maa vÏte; aa so æ dæ no sume Ting, so e lyte skrive paa eit Blad f`yre se sjøl. No maa du gjere so væl aa helse fraa me te Skyldfolkja, naar de kann kòme te finnast. Aa lÏv so væl.
 
Kristiania den l9de Februari 1855.
 
Han Aase-Andrias.
[Fotnote i trykt utgåve: Dette maa ingen see.] Jeg burde ogsaa have svaret noget paa dit sidste Brev; men jeg veed sandelig ikke meget at svare paa det. Du har talt om en 8 eller høist 14 Dages Betænkningstid; men det er Ulykken, at naar jeg skulde betænke mig, saa maatte jeg først vide noget, jeg maatte have et lidet Grundlag for Betænkningen, og det har jeg nu ikke, da jeg ikke har seet Vedkommende og ikke engang veed hvor gammel hun er. Jeg kunde saaledes gjerne have svaret samme Dag som jeg fik Brevet; men jeg har havt saa meget nødvendigt at bestille, og desuden pleier jeg nu altid at komme for seent med mine Breve, saa at rimeligviis de 14 Dage ville gaae hen alligevel. Der er Tale om at behandle Sagen enten som Spøg eller Alvor, og dersom jeg ikke var saa opraadd og forlegen som jeg er, skulde jeg virkelig have taget det som Spøg, thi der er sandelig saa liden Udsigt til nogen Fremgang, som der nogensinde kanvære.
 
Jeg har ingen Tvivl om, at det omtalte "Partie" vilde vare saa godt, som jeg for mit Vedkommende nogensinde kunde vente, og var det ikke for godt, saa var det idetmindste godt nok. Efter alt hvad jeg kan tænke og slutte, for Exempel efter en formodet Familie-Lighed, har jeg al mulig Grund til at gjøre mig de allerbedste Forestillinger i saa Henseende. Men jeg har ikke seet Vedkommende, og dette er for det første en meget betydende Omstændighed. Og saa har Vedkommende rimeligviis heller ikke seet mig, og dette er en endnu meget mere betydende Omstændighed. Jeg kan ikke andet forestille mig, end at en Pige, som har hørt noget godt om mig og saa derefter faaer see mig, vil blive meget skuffet (som det hedder paa Dansk); og skulde hun desuden komme til at see mig med den Tanke, at jeg skulde være hendes Tilkommende, da frygter jeg for, at hun vilde slaae Hænderne sammen og bede den syvende Bøn. Jeg har desværre havt Erfaring for, at smukke Piger have en stor Modbydelighed imod mig. Man maa i det mindste have seet et Menneske og hørt det tale, førend man kan vide, om man skal tænke paa sligt. Dette "at see En" indeholder saa overordentlig meget i sig; man kan jo ellers ikke vide, om han (hun) seer ud som en Stabbe eller som en Staur, om han (hun) er over 70 Tommer eller under 40 Tommer høi, om han er "grann eller tjukk", svart eller kvit, gretten eller blid, alvorlig eller morsom, om han (hun) er over 50 eller under 30 Aar, om han har en Stemme som et Barn eller som en gammel Kall. At tage alting paa det uvisse, at løbe til i Blinde, eller at kjøbe Katten i Sækken, som man siger, kunde vistnok være morsomt og romantisk nok, ja det vilde endog paa en Maade vare bibelsk og gammeltestamentligt, det vilde være ligesom de gamle Patriarker der ikke vilde have nogen af Kanaans Døttre, men drog hen til sine Fædres Land for at tage den som Skjæbnen havde bestemt for dem; det blev akkurat ligesom "da Jakob sin Reise til Padan paatog en Ægteven til sig at tage". Men om nu ogsaa jeg, paa Grund af min høie Alder og deraf følgende tiltagende Forlegenhed, kunde være tilbøielig til at gjøre et saadant Blindekast, saa er det dog ikke vist, at vedkommende Pige vilde gjøre det samme. Dersom jeg vidste, at hun kjendte mig og vidste alle mine Lyder og endda vilde have mig, ja saa troer jeg næsten, at jeg vilde springe til i Blinde, da jeg som sagt, har al mulig Grund til de allerbedste Formodninger. Men dette er ikke paa nogen Maade rimeligt. Det er allerede usandsynligt nok, at en anseelig Pige, som kanskje ikke engang har naaet sine 30 Aar [fotnote i trykt utgåve: Det var fortrædeligt, at jeg ikke skulde vide hendes Alder. Dersom hun er under 30, er det næsten umuligt. Det allermindste Tal er 28, og det kunde kun da gaae an, naar alle andre Ting var til Lags.] skulde ville dele en uvis og fattig Stilling med en svagelig og gretten Mand paa 42 Aar (1813 fra 1855 kommer 42). Dette kunde kun da være Tilfældet, naar hun ved et nærmere Bekjendtskab maatte have fattet en særdeles Godhed for vedkommende Person. Men nu har et saadant Bekjendtskab ikke fundet Sted. Og heller ikke nu er der nogen Leilighed til at gjøre Bekjendtskab; ikke kan jeg komme did, og ikke kan hun komme hid, ialfald ikke paa denne Aarsens Tid. Jeg kan ikke komme herifra, førend Sommeren kommer, og da havde jeg bestemt mig til at gjøre først en Reise til Nummedal og siden en Reise til Østerdalen. Rigtignok var det muligt, at jeg istedetfor Reisen til Østerdalen kunde gjøre en Reise til Trondhjems Stift "for at undersøge Sproget" (kunde det jo hedde, og det kunde jo ogsaa være saa). Men dette vilde ikke kunne skee, førend efter Midsommer, og da vilde det vistnok være forseent. Dersom hun skulde vente saa længe, saa kunde hun komme til at forsømme andre og bedre Tilbud; og jeg paa min Side vilde da ikke heller have frie Hænder, hvilket dog kanskee ikke har saa meget at betyde. Jeg har rigtignok foresat mig, at der skal skee en Forandring i dette Aar, men jeg har havt adskillige Forsætter før ogsaa, og der er ikke kommet noget af det. Jeg er altsaa endnu fri, desværre, og gaaer fremdeles og seer mig omkring, men jeg seer endnu ikke fra hvilken Kant det er, at Hjælpen skal komme. Kunde der endnu være Hjælp at finde paa Søndmør, saa var det sagte vel; men hvis der ikke er nogen større Sandsynlighed end den, som dit sidste diplomatiske Brev indeholder, saa kommer nok ogsaa den Fugl til at flyve, saaledes som andre Fugle have fløiet, fordi man altid kommer for seent og ikke bliver Fuglen vaer, førend just i det Øieblik, da den har slaaet Vingerne ud for at flyve.
 
Hvad er nu derved at gjøre? Dersom du eller din Kone kunde finde for godt at tale til hende om dette i al Stilhed, saa har jeg intet derimod, og for min egen Deel kunde jeg endog ønske det. Men jeg er saa ræd for, at de da vilde overtale hende til at give Slip paa et andet Tilbud, som efter alt hvad jeg kan skjønne, maa være meget bedre for hende, forsaavidt hun ikke skulde have alt for megen Utilbøielighed for det. Hun kunde saaledes komme til at bortkaste det visse for det uvisse, og dette vilde være en meget slem Omstændighed. Jeg er saaledes næsten ræd for, at det er bedst, at der intet bliver gjort ved Sagen. Det er kanskee det sikkreste at lade det være.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 135140), omframt serskild kladd.
 
- Ordlyden i [etterskrifta] svarar til flg. tekst i kladden: «E turt he svara noke paa dæ andre Breve mæ, men nei mi Sann, veit ikkje e noke te seie, so kann vere noke Rettelse ti. Men dæ Breve va no inkje paa Synnmørs Maal, aa difỳre lỳ t e vende Maale aa skrive paa Stormannsmaal e mæ.»
 
- I brev på sunnmørsmaal 23. jan. 1855 fortel M. Aa. bygdenytt. «E seer du heve gjort ei nye Vise: Aa du Iva likevel! Ja denne lyte e no sagte faa sjaa mæ de, veit du. Men, kva sa 'kje e, e seer ogsaa du æ i Arbeid mæ ei Komedi. Jau ditta va mi Von. E he sagt dæ alljetida at dæ verte Enden dæ.»
 
I nytt brev 29. jan. 1855 talar M. Aa. om ein plan han har om å finna, eit høveleg koneemne åt I. Aa. Dei har skjemta om dette i Oslo, og «jeg er nu ikke værre faren end jeg kan staae med[!] mine Ord og det vil beroe paa Dig, om vi ikke faa Alvor af dette vort Spøg. Jenta er frank og fri».
 
Så hermer M. Aa. nokre [av Aasens] verseliner: «Statt upp og gakk og sjaa deg ikring» [frå «Paa Byvegen», 1853, Skr. I, s. 121] Gjenta, Marta Skjelderup, veit ikkje om planane hans. Svar vil han ha om 14 dagar.
 
- Hans Nicolai Wraamann (180661), cand. teol. 1831, sokneprest frå 1844 i Ulstein, frå 5. jan. 1855 i Volda.
 
 las dæ upp] dvs. «Ervingen», las I. Aa. opp 12. febr. for C. R. Unger, N. R. Østgaard og Ragnv. Klingenberg (i styret for Det norske Theater), jfr. SS 1955 s. 148 f. og s. 153, jfr. òg M. Furu­berg i «Gula Tidend» 1952, 30. jan.
 
 «Pontoppidant»] på Vestlandet vart namnet uttala såleis, jfr. elles merknad til Br. nr. 9.
 
 um «Skuespil»] spørsmål nr. 137 i «Sandhed til Gudfrygtighed» (1737), om kva som vanhelgar kviledagen: «Med legemligt ufornødent Arbeide, samt syndige Lyster, saasom Dands, Spil, Comoedier, Kroer-Gang og saadant, som altid er Synd i sig selv, men om hellige Dage dobbel Synd.»
 
Sjå og E. Pontoppidan: «Fejekost», 1923, s. 30.
 
- Partie] saka er nemnd fleire stader, m.a. i «Nationen» 1928, 17. febr., SS 1943, s. 109 f. og BV s. 168 f.
 
 da Jakob sin Reise til Padan paatog] er den fyrste verslina [noko omlaga] av ei bryllaupsvise etter Marcus Volqvartz: «Da Jacob sig Reisen til Padan paatog», prenta i «Sjelens Luth, Brude-Skammel og Liig-Baare», Bergen 1856 [jfr. merknad til Br. nr. 237], s. 103105. Visa er enno vel kjend på Vestlandet.
 
 vedkommende Pige] Marta Margareta Skjelderup (18251906) vart gift med syskenbarnet sitt, skomakar Peder Skjelderup. Ho var dotter til Peder Elias Skjelderup og kona Tomasine Frederikke Meldal.
 
din Kone] Nikoline Kristine Aarflot (18291908), gift med Maurits Aarflot (jfr. merknad til Br. nr. 109), var syster til Marta Skjelderup.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008