183 Maurits R. Aarflot, 20.6.1855

Gode Ven.
 
I gaar fik jeg dit Brev, og i Morgen agter jeg at reise til Nummedal; der er saaledes knap Tid for mig, men alligevel synes mig dog, at jeg burde skrive nogle Ord. Først og fremst maa jeg da sige mange Tak for Brevet; jeg havde længe ventet paa en eller anden liden "Vitring", men i den sidste Tid havde jeg ogsaa holdt op at vente, og saaledes kom det da uventet. Men du er da ogsaa altid en stor Diplomatikus. Tænk engang: man begynder at læse og læser fort vek om offentlige og almindelige Ting; man er kommen tæt ud imod Enden og har ikke faaet noget at vide af det, som man tænkte mest paa; men saa kommer det da endelig i Enden med faa Ord og fyndige; vistnok synes Ordene ikke at bebude noget stort, de ere meget spage og stilfærdige, men alligevel efterlade de et mægtigt Indtryk, saa at man finder sig ligesom opvækket af en Søvn med nye Tanker og nyt Mod. Jeg vil aabenhjertigt tilstaae, at dit Brev har givet mig en stor Lyst at komme til Søndmør, men hvorledes dette nu kunde skee, dette er netop det, som jeg har gaaet og grundet paa, saaledes at jeg næsten frygter for, at jeg derfor har forsømt Forberedelsen til min Nummedals-Reise.
 
De Oplysninger, som jeg fik, vare rigtignok meget sparsomme, men alligevel var der idetmindste tre Ting, som have givet mig megen Betænkning. For det første seer det ud til, at der endnu ikke er blevet gjort noget videre af det omtalte Giftermaal med denne Fyren der nord i Sundet. For det andet er det Alderen, som er meget mere passelig, end som jeg havde troet. For det tredie var det nu denne ubetænkte Yttring, som du vel kan hugse; dette sidste skulde jeg nu slet ikke lægge nogen Vægt paa, da det lige saa snart kunde betyde intet som noget. Men naar jeg sætter den tredie Post i Forbindelse med den første, saa finder jeg det muligt, at den kunde have en høiere Betydning. Som en gammel opmærksom Tilskuer af Verden og af Lykkens Skalkesmiil vil jeg imidlertid vel vogte mig for at lade noget Haab faae slippe ind og sætte sig fast; men jeg kan ikke negte, at jeg nu havde stor Lyst til at gjøre et Forsøg; blev der noget af det, saa var det vel (nemlig for mig), og blev der intet af, saa kunde man tage sin Skjebne med Taalmodighed og være gode Venner siden som før. Altsammen vilde for det første komme an paa en Sammenkomst, et personlig Møde af begge Parter, en gjensidig Besigtigelse og Vurdering. At faae denne Sammenkomst i Stand, det er netop Knuden. Havde jeg havt disse Tanker i Hovedet før, saa skulde jeg have lagt mine Reiseplaner anderledes; for jeg har endnu adskilligt at udrette nordenfjelds, saa at jeg vel kunde behøve en heel Sommer dertil. Nu derimod maa jeg afsted til Tind og Nummedal, men der bliver jeg da ikke længere end tre eller fire Uger, saa kommer jeg tilbage her til Byen og bliver rolig her en Tid, og da faaer jeg studere nærmere paa min Høstreise. I min sidste Beretning til Kirke Departementet, har jeg opført Soløer og Østerdalen og dernæst Valders som Distrikter, der skulde befares næst efter Nummedal; men det kunde nok lade sig gjøre at sætte Valders først i Stedet for Soløer, og kom man til Valders, saa kunde man ogsaa reise et Stykke længere nord. Jo mere jeg reiser, des bedre er det, synes Kirke-Departementet.
 
Af dette Brev vil du altsaa ikke faae anden Oplysning, end at jeg har modtaget dit Brev her i Byen, og at jeg derefter har faaet megen Lyst til at komme paa Nordkanten for en Times Tid. Det øvrige maa udsættes til en anden Gang. Jeg vil for det første ønske at Helbreden ikke maa slaae feil. I Vinter var det nu saa af og til, men siden Vaaren begyndte, har jeg været meget frisk lige til de sidste Dage, da jeg atter har havt Maven i Ustand, saa jeg ikke er ret vis paa, om Reisen kan foregaae i Morgen; imidlertid har [jeg] dog lavet mig til at reise.
 
Lev vel og vær hilset!
 
Kristiania den 20de Juni 1855.
I. Aasen.
 
Utanpå: S. T./Hr. Bogtrykker M. Aarflot/a/Egsæt/Voldens Postaabnerie.
Betalt.
Poststempel: Christiania 21. 6. 1855[og] Aalesund 26. 6. 1855.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 140142) omframt ein serskild kladd.  den {ogsaa} kunde /have en høiere Betydning./ ~ {betyde noget}.  men saa kommer] har i kladden denne formuleringa: «Men saa kommer da endelig Brodden i de sidste Linier, rigtignok saa lempelig og fiin, at det seer ud som det ikke betyder noget, men alligevel saa mægtig, at den kan vende hele Hugen i En».
 
 Reiseplaner] av kladden ser det ut til at I. Aa. fyrst tenkjer seg til Sunnmøre «og ved denne Leilighed kunde den gode Begyndelse gjøres». Deretter vil han til Nordland og Trh. «hvor jeg har adskill. at udrette og være borte et Par Maaneder, saa tilbage til Sdm. og ved denne Leilighed kunde der maaskee gjøres en god Ende paa den gode Begyndelse». Til hausten var han så atter i Oslo.
 
- I brev 13. juni 1855 fortel M. Aa. fyrst ymist bygdenytt. «Jeg fulgte dit Ønske og stillede det Omskrevne ibero. Dog vil jeg ikke forsikkre om det kan være frit for at nogen har faaet Nys om, at jeg skal have sagt saa faldne Ord, at jeg syntes den Ting vilde passe, og jeg kunde ikke andet end lee, naar jeg fikk høre Svaret, der var saa ligt dit, ». I. Aa. er velkomen til Eikset. Gjenta er 31 eller 32 Aar.
 
 omtalte Giftermaal] vart det ikkje noko av.
 
 Sundet] Ålesund.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008