336 Sivert Steinnes, 20.4.1876

Til Syvert Stennæs.
 
Det er nu allerede en Maaneds Tid siden jeg fik dit Brev, og jeg var da ogsaa tænkt paa, at jeg strax vilde skrive nogle Ord til Svar derpaa; men dermed gik det da, som det ofte pleier, at det blev udsat fra den ene Dag til den anden. At skrive Breve er et Arbeide, som altid falder mig mere besværl igtend al anden Skrivning, og som jeg altid har et Slags Ulyst til, saa at jeg ofte er skamfuld derover, og derfor er det da ogsaa sjelden, at jeg skriver noget Brev.
 
Det var mig meget kjært at faae see nogle Ord fra dig og at høre, at du nu havde Haab om at blive befriet for den paakomne Legemsfeil. Skjønt jeg nys forhen havde faaet Hilsninger hjemmefra med Maurits A arflotog jeg tillige kort efter Nyaar havde faaet Brev fra Jon A asen, havde jeg dog ikke hørt noget om dette Tilfælde, før jeg fik see Brevet fra Doktor Kahrs. Det var imidlertid alligevel glædeligt at høre, at der var Haab om Forbedring, og saa var det mig ogsaa en Fornøielse, at jeg denne Gang dog kunde gjøre en liden Hjelp med Penge, uden at dette var mig til nogen Slags Uleilighed. Det har nok ikke hændt ofte før, at jeg kunde gjøre nogen [en] Tjeneste; thi i de forrige Tider var jeg da sædvanlig pengeløs, og endda efter at jeg havde faaet en vis Bestilling, var det i mange Aar temmelig knapt og smaat. Nu i de sidste Aar har jeg derimod staaet mig godt med Penge, saa jeg bare har anket paa al den Velstand, og jeg har bare beklaget, at denne Lykke skulde komme saa seent, samt at der ikke blev Leilighed til nogen stor Forandring i Levemaaden; havde det været saaledes en 20 eller 30 Aar før, saa kunde jeg da have sat mig i Stand med Huus og Hjem og egen Huusholdning ligesom andre Folk. Nu derimod syntes jeg, at det var for seent at tænke paa noget sligt, og saaledes er jeg da bleven staaende i det samme Ungkarlsliv som forhen.
 
Om mine egne Sager er der ellers ikke stort at fortælle. Jeg har havt slige langvarige Arbeider med disse Ordbøger og den dermed følgende Studering paa Sproget, at jeg i mange Aar ikke har faaet tænke noget stort paa andre Ting. Jeg havde forhen altid tænkt, at jeg engang vilde skrive nogle Smaabøger til Oplysning for Almuesfolk, men dette er der da ikke blevet noget stort af. Det skulde være hyggeligt at have een eller anden saadan Bog at sende til Slægtninger eller Venner, men de Bøger, som jeg har skrevet ere ikke rigtig passende dertil. Et par Smaaskrifter ere rigtignok udkomne; men disse ere skrevne i det saakaldte Landsmaal, det vil sige i den bedste Form af de norske Bygdemaal; og dermed er der nu den Uleilighed, at mange Folk ikke ville læse dette Sprog og især pleie gamle F olkat have meget derimod. Endeel yngre Folk synes godt om Tingen, men saa gjøre de ogsaa meget Fusk med det, at de selv skrive Bøger i en meget afvigende Sprogform, og hver paa sin Maade, saa at Folk tilsidst ikke kunne vide hvad som er det retteste.
 
Min Helbred er rigtignok ikke meget stærk, men dog saa nogenlunde jævn og god. I Vintertiden pleier jeg rigtignok at faae visse stærke Tilstød af Krim og Hoste, og i denne Vinter har det ogsaa varet meget længe; men forøvrigt har jeg dog ikke noget stort at klage over. Øinene ere tildeels ogsaa meget svage, men med godt Dagslys pleier jeg dog at see baade smaat og stort; og ialfald har jeg endnu ikke været nødt at bruge Briller.
 
Der kunde vist være meget og mangt at skrive om; men for Øieblikket mindes jeg ikke noget, som har nogen videre Betydning. Jeg beder at hilse Broder Jon, og tilsidst sender jeg da herved min Hilsen til dig selv og din Familie.
 
Chr. den 20de April 1876.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd. - /vilde/ ~ skulde - [pleier,<] ~ pleier. - /at det . anden [.]/ - /mere besværl. .... saa at/ ~ saa forunderlig besværligt, at - /blive .... Legemsfeil/ ~ [hkl ÷] - Skjønt [etc.] ~ [var. i m. ÷] - /imidlertid .... Gang/ ~ [hkl ÷] - Det har [etc.] ~ [var. i m. ÷] - /saa .... Velstand [,]/ - seent [,] /samt, .... Levemaaden/ - saa/ledes/ en - ~ [i m.:] /Tid/ - /staaende/ ~ [hkl ÷] - Ungkarlsliv ~ [u. 1.:] /stand/ - /noget stort af./ ~ [hkl ÷] - Det < ~ Dette - /Bøger/ ~ - /og dermed .... derimod/ ~ men der er nu mange, som ikke lide dette Sprog og især pleie gamle Folk ikke at skjøtte derom. - /selv/ - /i en .... Sprogform/ ~ < med mange Afvigelser i Sproget / - saa nogenlunde - /tilsidst . familie/ ~ [hkl ÷]  [1876<] ~ 1867 - Brev]
 
- Den 5. mars [1876] takkar Sivert Steinnes for dei 20 dl som I. Aa. har sendt han [jfr. Br. nr. 334]. Han har no overlate garden til sonen og teke kår. Det same har broren, Jon, gjort. Alle skyldfolk lever elles vel.
 
- Det finst elles to brev frå S. S. til I. Aa.: I brev, dagsett Drabløs 29. okt. 1836, spør S. S. etter korleis broren lever og vil gjerne høyra frå han.
 
- Den 14. febr. 1841 skriv S. S. at han lenge har venta på brev frå I. Aa. «thi efter den gode Forstaaelse, som altid har fundet sted mellem os som Brødre, var intet naturligere end vi meddelte Hinanden Hværandres Tilstand, og helst har jeg ventet saadant fra Dem, som Guds Forsyn har skjænket baade Evne og Andledning dertil, og som hidtil har været sat i et Fag i hvilken De i Fred og Stilhed kan erhverve Deres Brød». S. S. gleder seg over den framgang broren har gjort «ettersom jeg kjender til hvad der udfordres for ved Stræb og Trældom at forskaffe sig det Nødtørftige», og han vonar at broren vil skriva og fortelja kor mykje han tener m. m. Sjølv er han ferdig med fiskja og tenkjer seg til Kvitholmen på fyrarbeid. Han vil gjerne få att dei 2 spd. som I. Aa. har lånt hjå han.
 
- Sivert Steinnes (sjå merknad til Br. nr. 5) vart i 1845 gift med Berte Karine Ingebrigtsdtr. (frå Rjånes, d. 1880), enkje etter Rasmus Anderson Steinnes (som drukna i 1843). Berte hadde i fyrste ekteskapet borna: Ane Ingeborg (1839-1932, gift med Rasmus Jonson Aasen, sjå merknad til Br. nr. 337), Anders (f. 1841, gift 1867 med Johanne Karine Johannesdtr. Liadal), bonde på Steinnes, og Ragnhild (f. 1844, død ung); og i andre ekteskapet: Johan Elias (f. 1848, gift til garden Grøthol, Ulvestadbygda) og Rasmus Gregorius (1852-1918, gift 1886 med enkja Berte Rasmusdtr. Engeset (1847-1937) som åtte Ytre Hovden).
 
- Lærar Anders Steinnes har fortalt meg at «Syver Steinnes (bror til Ivar Aasen) var ein hendig og kvik kar, logn og vittig. Ein kunde ikkje alltid vita om det var spøk eller alvor. «Han var so god ein far for oss som han skulle vore vår rette», sa Anders styksonen, om han. Han var sers glad i borna, og dei i han. Då han låg på det siste, tok kona til Anders småborna inn i bestefars-stova til ein siste avskil. Dei små gret høgt så mora laut hyssa på dei. «De må 'kje gråte, besten toler ikkje det», sa ho. «Å jau, lat dei no få bløyte auå», svara han Sivert. Det var kreft ved auga han døydde av. Dei hermer og etter han: «Eg er 'kje til anna enn å kaste attom ei dør».
 
- Det er elles av andre fortalt at S. S. kunne vera mykje sjølvironisk, attåt det at han jamt var gladværig og i godlag. Folk tykte stundom at han skjemta med alvorlege ting. Det er såleis fortalt etter han (av Olav Riste etter Jon Aasen): «Den dagen dei grov han Gamle-Jo, broren, gjekk han Sivert attmed kista på vegen til kyrkja. Det var ein våtkald og sur dag. Då likfylgjet var kome inn i Bugen [Osborg] sa han Sivert: «Dæ vart kaldsneve fyre nå gamla krakja no». Dette tykte folk var lite høveleg.
 
- Folk i Ørsta som hadde kjent både Ivar og Sivert (m. a. Jon Aasen) har fortalt meg at dei to brørne var ikkje lite like i lynde og måte å vera på. Begge var dei sjølvironiske og med eit lag til logn humor. Elles var Ivar liten og mjå, og hadde ord på seg for å vera tagal. Sivert derimot, var før og sterk og «framsnakkande», som fleire i ætta var det. Det er elles sagt at sume tykte at han Sivert hadde eit noko praktisk og «materialistisk» livssyn. Ivar Aasen var elles svært glad i broren Sivert.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009