345 Sander Røo, 13.11.1877

Til Sander Raaen.
 
Nu faar jeg da endelig gribe til Pennen og sende nogle Ord til dig, og først og fremst maa jeg da takke for den nylig tilsendte venlige Hilsning. Jeg har nu saa ofte tænkt paa at sende dig en skriftlig Hilsning, men saa er der altid kommet noget i Veien; sædvanlig var det da saa at jeg sad fast med et eller andet langvarigt Arbeide, saa jeg syntes ikke at have Tid til noget andet; og dertil kommer da ogsaa, at jeg altid er saa lidet oplagt til at skrive Breve, da dette Slags Arbeide falder mig mere besværligt end nogen anden Skrivning. Andre Folk have det saa, at de kunne skrive mange Breve paa een Dag, medens derimod jeg maa skrive et Brev flere Gange om igjen, førend jeg kan faa det i nogenlunde sømmelig Stand. Og derfor har jeg da ogsaa forsømt at skrive til mange gode Mænd, som jeg burde have skrevet til.
 
Da nu dit Brev minder mig om vore Samtaler og Forhandlinger om Hallingmaalet, saa maa jeg benytte denne Leilighed til endnu en Gang at takke for din store Hjælp og Bistand i denne Sag. Jeg mindes nok din utrættelige Flid for at opdage og optegne alt, hvad der kunde formodes at have noget Værd; og ved denne kjærkomne Hjælp blev jeg da ogsaa i Stand til at samle et usædvanlig stort Forraad fra dette Bygdelag. Og dette Forraad udmærkede sig ei alene ved sin Rigdom og Størrelse, men ogsaa ved sit indre Værd, da det nemlig omfattede et stort Tal af særdeles gode og nyttige Ord. En Mængde af Ord har jeg rigtignok ogsaa havt fra visse andre Steder, men de hallingdalske Ord syntes mig at udmærke sig fremfor andre, saavel ved deres Klarhed i Betydningen, som ved deres gode Samklang med den gammelnorske Orddannelse. Dette gode Forraad er da ogsaa kommet til Nytte i den nye Ordbog, saa at det ikke længere behøver at blive forglemt. Jeg skulde kun ønske, at denne Bog maatte blive noget bekjendt i Bygderne og især at den kunde komme ind i adskillige Sogne-Bibliotheker eller Almue-Bogsamlinger; men uheldigviis ville slige Bøger altid blive saa store og dyre, at de ikke kunne vente nogen stor Udbredelse i Landsbygderne. Og saa er der vel ogsaa mange, som synes, at slige Bøger ikke just ere nødvendige.
 
(No nokre Ord i eit annat Maal). Eg skulde hava god Hug til aa skriva i Hallingmaalet, liksom du sjølv; men det er so leidt med di, at naar ein vil skriva i eit annat Bygdarmaal en det, som ein kann fraa Barndomen, so kjem ein til aa gjera so mange Mistak i Ordlaget, at Folk vil læja aat di. Og difyre vil eg helder skriva nokre Ord i Landsmaalet (som me kalla det), for d e t skulde no vera so lagat, at det kunde taka i seg alt det beste av alle Bygdarmaal, men derimot ikkje hefta seg med desse Smaating, som skilja den eine Bygdi fraa den andre. Detta Landsmaalet kunde no gjerne havt god Framgang, naar alle vilde skriva paa same Maaten, so at Folket kunde venjast til aa lesa det; men det heve no gjenget so ymist med Skrivingi. Det stødaste og greidaste Landsmaalet heve voret skrivet i nokre Smaabøker fraa det Norske Samlaget her i Byen, og so ei liti Maanadsskrift fraa eit Samlag i Bergen. Og no nyst hava me ogso fenget eit nyt Vikeblad her i Byen; det er ein Student Garborg (fraa Jæderen), som stend fyre Bladet; og det er ein herleg gild og dugande Mann. Bladet er kallat "Fedraheimen" og byrjade no med fyrste Vika i Oktober Maanad; det teiknar seg tollegt godt, og det er likt til, at det vil vinna Framgang; for det heve alt no fenget eit stort Tal med Tingarar (elder Abonnentar).
 
Eg hadde no visst endaa eit og annat smaatt til aa spyrja um, men det torer eg ikkje røra ved; for det vilde verda for langt. Naar ein raakar til aa tala med Folk, so gjeng slike Spurningar so radt og greidt; men skal ein til aa skriva deim, so verd det for myki Møda.
 
Og hermed vil eg daa helsa og ynskja deg Hugnad og Velgangande.
 
Kristiania den 13de November 1877.
Ivar Aasen.
 
Etterskrift. Eg kann helsa fraa Berner og likaeins fraa Sars, som eg nyleg heve talat med. Kand. Ross er ikkje i Byen; han søkte Stortinget i Fjor um Reisepengar til ei Umferd i Landet, so han kunde sanka Segner og Stev og Ord, som ikkje fyrr vaaro uppteiknade. Søknaden hans fekk godt Samtykke, og sidan heve han voret burte alt fraa tidleg i Sumar; han skal no vera einstad i Trondheims Stift.
 
Um meg sjølv er litet aa fortelja. Eg heve lenge haldet paa med ei Bok um norske Mannsnamn og Kvendenamn, og so tenkjer eg paa ei ny Utgaava av dei norske Ordtøkje.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Prenta etter ei avskrift ved Lars Reinton, 1926, etter originalbrevet som den tid var på Røo (men som eg no har fått opplyst skal vera kome bort). Brevet før prenta med innleiingar, ved S. Reinton i «Dølaminne» 1926, s. 36-38, og ved L. Reinton i «Tidens Tegn» 1929, 13. juli, oppattprenta i «Buskerud Dagblad» s. å., 20. juli, og i «Folk og Fortid i Hol», bd. 2, 1943, s. 702-03. Av brevet finst ein kladd som eg no ved prentinga, har jamført avskrifta med.
 
- I brev på holingsmål, 21. okt. 1877, fortel S. R. at han har høyrt at professorane Th. Kjerulf, O. Rygh, H. H. Rasch og riksarkivar M. Birkeland har tykt mon i dei gamle ting som han har samla og sendt inn til samlingane i Oslo. «Taa dessa Tefælle kjæm e daa solaisse faren te de min goæ Ivar - mæ ai liten Ymting um dette antil e ha vøre de te nøken Studn aa Hjølp i Maalstræve el inkji», og han vil gjerne ha eit brev frå I. Aa. Han sender helsing til alle målstrevarar i Oslo, t. d. H. E. Berner, H. Ross, E. Sars og Ivar Mortensson.
 
- Sander Tomasson Røo (Raaen) (1816-1892), bonde og kommunepolitikar i Hol, dugande og påliteleg forteljar, samla gamle ting og sende til Universitetet (sjå fråsegn frå O. Rygh 16. april 1878, i RAO), samla ord og målføreopplysningar til I. Aa. (sjå m. a. merknad til Br. nr. 272). Sjå elles Reinton: «Folk og fortid», bd. 2, s. 325 ff. og «Dølaminne» 1926, s. 33 ff.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009