350 Torstein Svensgaard, 19.11.1878

                                                                                            Paategning, 19. Nov.
Til T. Svensgaard, i Aasnæs.
 
1. Navnet Olga er vistnok kommet fra Rusland, men man anseer det som en Form af det nordiske Navn Helga.
 
2. Navnet Oløv (Olov) betones vel rettest saaledes som de almindelige norske Navn paa to Stavelser, det vil sige med lidt stærkere Betoning paa første Stavelse, saasom i Tollef, Olaf, Gunnild, Sigrid o. s. v.
 
3. Navnet Oldis, f. er rigtignok ikke forefundet blandt de gamle Navne, men synes dog at være ægte norsk, da der ogsaa er andre Navne som begynde med Ol (Olbjørn, Olmod, Olrik) og flere som ende paa dis (Arndis, Hall dis, Her dis, Thor dis, Vig dis). Ol (Øl) er Gjestebud el lerGilde.
 
4. Sveinar som Familienavn synes ubekvemt, da det ligner de tydske Haandværkernavne,
som vi have en heel Deel af, [f.] Ex. Müller, Backer, Bödker, Schneider, Schröder.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal :
Kladd.
 
- Iflg. dagboka fekk I. Aa. brev frå T. S. 17. nov. 1878 med spørsmål «om Navne», som han den 19. har «paategnet» og sendt tilbake.
 
- Tor­stein Pålson Svensgaard (1843-1929), frå Dovre, eks. frå Asker lærarskule, var seinare lærar og klokkar i Åsnes (sjå «Åsnesboka» II, s. 44 ff.). Han har late etter seg store samlingar, m. a. med brev, men til denne tid har ikkje brevet frå I. Aa. vore å finna.
 
- Sonen, Torbjørn S., fortel (brev 5. okt. 1954) at faren var mykje interessert i norske namn, kjemi og mineralogi. I 1896 var han med faren til Oslo til eit sumarkurs for lærarar. «En dag i august fikk jeg være med far til Ivar Aasen. Han ville få Aasens tillatelse til å hylle ham på fødselsdagen hans - som var dagen etter (5/8). Jeg husker så godt vi gikk, men ikke hvor det var. Aasen bodde visst i 3. etasje. Far banket på døra, og vi hørte: «Kom!» Far gikk først inn. Aasen reiste seg opp fra en divan som stod til venstre for døra og møtte far midt på gulvet hvor de håndhilste på hverandre. Han lot også Aasen forstå at jeg burde få hilse på ham, og det gjorde jeg. Jeg synes ennå jeg kjenner hans slappe hånd. Far talte med ham og bad om å få komme inn i gården med lærerne fra Universitetet (de som var der på kurs) og hylle ham på fødselsdagen. Men Aasen svarte ordrett: «Det jeg har gjort er så lite verdt.» Far holdt på sitt, og flere ganger hørte jeg den samme setning fra Aasen. Men far ga seg ikke, og til slutt gikk han med på å ta imot hyllesten. - Dagen etter gikk far med flere hundre lærere til Aasens hjem - jeg var med - og stilte seg i gården. Aasen kom til syne i et vindu og bøyde seg litt ut mens lærerne sang: «Millom bakkar og berg utmed havet» - og jeg tror: «Dei vil alltid klaga». Hvem som talte litt, tør jeg ikke si, men det var trolig min far. Aasen stod bare og så utover. Da sangen stilnet, vendte han hodet litt til høyre og venstre og sa bare: «Takk, takk». Dermed var høytideligheten forbi.»
 
- «Den 17de Mai» 1896, 6.aug., nr. 91, fortel at 400 lærarar og lærarinner helsa Aasen på årmålsdagen. Lærar [Hans] Mo tala på sunnmørsmål. «Aasen reiste seg og takka for den godviljen dei hadde synt han; men han var so laagmælt at det var ikkje mange som høyrde det han sa.»
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009