355 Rasmus Jonson Aasen, 19.4.1879

Til Rasmus Aasen.
 
Det er nu over to Maaneder siden jeg fik dit sidste Brev, og i denne Tid har jeg da mange Gange tænkt paa at skrive nogle Ord til Svar derpaa, men hver Gang er der da kommet noget i Veien saa det ikke blev fuldført. Jeg faar saa mange Breve med Spørgsmaal om Ord eller Navne og saa mange Begjæringer om at hjælpe til med et og andet som skal udgives i Trykken, at jeg ofte forsømmer mit eget Arbeide bare for at hjælpe andre til at faae noget færdigt. Desuden har jeg nu altid en stor Ulyst til al Brevskrivning, især da det saa ofte træffer til, at jeg slet ikke veed hvad jeg skal svare eller hvorledes jeg skal skrive.
 
Det er fornøieligt at see, at der ogsaa i Hjembygden er nogle, som tænker paa vort gamle Landsmaal og forsøger at skrive deri; jeg havde forhen troet, at der paa de Kanter ikke var nogen, som brydde sig om saadanne Ting. Egentlig burde jeg ogsaa denne Gang skrive i Landsmaal; men jeg er nu kommen saa i Vane med at bruge det sædvanlige Bogmaal i alle Forretningssager; og det er man da ogsaa sædvanlig nødt til, fordi man som oftest maa skrive til Folk som ikke vide af noget Landsmaal og heller ikke skjøtte noget om det. Ellers hører jeg, at man nu paa flere Steder i Landet gjør Adskillige Forsøg paa at skrive sit eget Maal, og dette kunde være en god Ting, hvis man kunde skrive allesteds ligedan; men da man nu har saa lidet at lære af eller at rette sig efter, saa bliver det som oftest kun et Bygdemaal, og da er der ikke stort vundet ved det. Nu er der ogsaa nogle, som skrive Bøger i Landsmaal, men uheldigviis følge de ikke alle den samme Plan, og derved bliver Sagen forvirret, saa at Folk ikke kunne vide hvad som er det retteste. Det bedste Landsmaal skrive de nu i Bergen, saa som i Bladet "Fraa By og B ygd", og her i Byen udkommer ogsaa et Blad "Fedrah eimen", som egentlig er et godt Blad, men som dog ikke er frit for adskillige Paafund og Afvigelser i Skrivemaaden. Disse Forsøg have nu vistnok sin Nytte; men dersom Sagen skulde have nogen rigtig Fremgang, maatte der være flere dygtige Forfattere, som allesammen fulgte samme Regler og vare enige om en fast og stadig Form for Skrivemaaden.
 
Det er bedrøveligt at høre, at Peer Nupen endnu ikke er kommen til nogen Førlighed igjen; vi havde dog ventet, at Badet i Sandefjord vilde gjøre ham nogen Hjælp, siden saa mange andre have faaet Hjælp ved det. At det i disse Omstændigheder falder ham vanskeligt at klare sig, er let at forstaae, og jeg veed ikke rigtig hvad der kunde gjøres for at skaffe ham nogen Lettelse. Han har allerede før talt om, at han maaskee kunde nødes til at optage et Laan mod Pant i Gaarden eller noget sligt; og dette var kanskee ikke saa urimeligt, naar han kunde komme i Aftale derom med nogen, som boede i Nærheden og kjendte til Omstændighederne. Jeg forstaar mig nu aldrig paa det Slags Forretninger; og desuden er jeg for langt borte til at indlade mig paa slige Forhandlinger [og] ialfald vilde jeg have en Skræk for den tidsspildende Brevskrivning, som vilde følge dermed. Hvis jeg havde været saa nær, at vi kunde tales ved, vilde jeg maaskee kunde hjælpe paa en simplere Maade i en eller anden Knibe, skjønt jeg ikke kan vide om det kunde blive nogen stor Hjælp. Her har nemlig i de sidste Tider været saa mange Raab om Pengehjælp, at jeg ofte er bleven ræd og har tænkt som saa, at nu faar jeg da sige reentud nei til alle Sider. Jeg veed nu ikke hvorledes det kan føie sig senere, men for denne Gang tør jeg ikke sige noget videre om denne Sag.
 
Der er ellers en Mand der hjemme, som jeg sjelden hører noget om, nemlig Broder Syver paa Stennæs. Jeg haaber, at han lever vel, siden jeg ikke har hørt noget andet. For øvrigt maa jeg bede at hilse baade ham og andre Paarørende, naar Leilighed dertil maatte gives. Vær tilsidst selv hjertelig hilset.
 
Chr. den 19de April 1879.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, omframt ein utstroken kladd og eit utkast. - /over to Maaneder/ ~ [hkl ÷] - /mange Gange/ ~ ofte - /saa .... fuldført./ - /Breve med/ - /eller/ ~ - mit eget [etc.] ~ [var. i m. ÷] - /slet/ - /paa de Kanter/ - /at/ rette - et godt - /i Skrivemaaden/ ~ - /eller noget sligt;/ - /om .... Hjælp./ ~ [hkl ÷]
 
- Den 13. jan. 1879 bed R. Aa. om ikkje I. Aa. kan hjelpa Per Nupen med eit pengelån. «Du ser at eg er aat aa prøva aa skrive Norsk no, men det er som han gamle Mos Ola Lars sa med Skrivara, - det er stygge Skrift og renge[!] Stil. Eg tykje det er so hugnalegt aa lese Norsk,, men til aa skrive det er ikje so greit fyre e[i]n Onæming, som eg er. Her er maange som tek til aa skjyne Strævet dit no, Farbror, her ogso. Me er no alt for mykje bondne til dette Matstræve her med os, men som du sjølv heve sagt, me skal kome, me ogso, om inkje so braatt.»
 
- Om R. A. sjå merknad til Br. nr. 337.
 
- Peer Nupen] sjå merknad til Br. nr. 357.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009