365 Ludvig L. Daae, 4.12.1879

Hr. Sorenskriver L. Daae.
 
Nu venter du vist ikke længre noget Brev fra mig, da jeg allerede har ladet Uge efter Uge og Maaned efter Maaned gaae hen uden at svare paa dit Brev, som imidlertid var mig meget kjærkomment, skjønt det rigtignok har faldet mig meget vanskeligt at læse det. Jeg forsømte at skrive i den Tid, da vi endnu havde lange og lyse Dage, og siden er det da blevet mere og mere vanskeligt. Jeg sidder nu altid fast med mine endeløse Arbeider, og dermed gaar det da saa seent, at det er Skam at fortælle. Og saa kommer der altid en og anden, som vil skaffe mig lidt mere at bestille. Der kommer Begjæring om Gjennemsyn af et Manuskript; der kommer Breve med Spørgsmaal om et Ord, et Mandsnavn eller Gaardsnavn, et nyt Navn paa en Skude o. s. v. Endelig gaar mangen god Time bort i Tøv med adskillige Tiggersjæle og Plattenslagere, som ei allene ville plyndre Folk for deres Penge, men ogsaa forhindre Folk fra Arbeide ved deres utrættelige Overhæng.
 
Jeg sidder nu midt i en Røre af norske Ordsprog. Den gamle Udgave af Ordsprogene er for længe siden udsolgt, og den havde da ogsaa adskillige Mangler, som der nu skulde rettes paa. Ordsprogene skulde nu ordnes paa den nye Maade, som er kommen til Brug i de tydske Samlinger, og dermed fulgte da, at min Samling maatte omskrives fra Begyndelse til Ende. Efterat jeg nu var færdig med Opstillingen efter den nye Plan, begyndte jeg for henved et halvt Aar siden paa Reenskrivningen og syntes da at være saa vel forberedt, at det nu skulde gaae fort og jævnt med dette Arbeide; men det har nu gaaet som det pleier at gaae. Imidlertid maa nu vel denne Bog blive færdig om et halvt Aars Tid; men saa er der endnu saa meget andet, som staar tilbage at gjøre, at der just ikke er Udsigt til nogen Hvile. Den dansk-norske Ordbog, som man saa længe har spurgt efter, er der endnu ikke gjort noget ved. En særskilt Udgave af de norske Plantenavne (i Budstikken 1860 )har været paakrævet; men hvis denne Navnerække skulde udgives paa ny, vilde jeg sætte den i Forbindelse med en Fortegnelse over de norske Dyre-Navne, og dertil behøvedes da nogen Studering og Forberedelse, som jeg endnu ikke har faaet Tid til. Ellers var der ogsaa meget andet smaat at skrive, f. Ex. endeel Bemærkninger om den moderne Sprogbrug og dens tiltagende Forvanskning. Og maaskee mere end mangt andet vilde det nu behøves at skrive en ny Redegjørelse af Folkesprogets og Landsmaalets Stilling; thi nu har man da skrevet og løiet saa længe om denne Sag, at der vel kunde behøves et nyt Forsøg til at føre Sagen tilbage paa dens rette gamle Grund. Det seer ud til, at man har stolet paa, at jeg aldrig skulde faae Tid til at svare, og deri har man da ikke taget saa synderlig feil. Det sidste Værk, som jeg har seet om denne Sag, er en lang Afhandling af Prof. Maurer om "Die Sprachbewegung in Norwegen" (i Bartsch's Germania). Jeg har ikke faaet Tid til at læse den lange Historie endnu, men det synes mig, at den for en stor Deel indeholder det samme som den ifjor udkomne Afhandling af Joh. Storm. Man skulde have ventet noget mere grundigt af en Mand som Maurer; men naar man betænker, at han har dannet sin Opfatning først efter Islænderne, og dernæst efter Skandinaverne i Kristiania, saa er Tingen ikke saa forunderlig endda.
 
Det kunde endog blive nødvendigt for mig at skrive min egen Biographie; thi det seer ud til, at ikke engang denne stakkels simple Historie skal faae blive uforvansket. For hver Gang jeg læser en saadan Biographie, finder jeg noget Galskab i den; og om jeg end har faaet Folk til at rette noget paa tidligere Feil, saa er der altid kommet nye Feil i Stedet.
 
Om de politiske Sager behøver jeg ikke at skrive, deels fordi jeg heldigviis staar udenfor dem, og deels fordi de allerede ere bekjendte nok af Bladene. Om de literære Sager veed jeg heller ikke stort mere end hvad jeg seer af Bladene; især er det saare lidet jeg læser af vore Digteres Værker. Bjørnson har i den sidste Tid optraadt paa en Maade, som jeg ikke forstaar mig paa, og især synes mig hans Optræden imod Theologerne at være meget besynderlig. Han maa være betagen af en reent ustyrlig Lyst til at gjøre Opsigt.
 
Det blev heller ikke saa, at jeg kom til at besøge Zwilgmeier oftere paa det gamle Bosted. Imidlertid traf jeg engang hans Datter i Byen, og hun fortalte da, at de skulde flytte til et Sted i Incognito-Gaden. Og da jeg engang senere gik og spadserede paa de Kanter, mødte jeg netop Zwilgmeier selv i Gaden og blev da strax indbuden til at besee deres nye Bosted. De boe der meget pænt og hyggeligt i en liden vakker Gaard i Nærheden af Drammens-Veien.
 
Men nu faar jeg da gjøre en Slutning paa dette Brev, som rigtignok ikke er noget indholdsrigt. Det falder mig ofte besværligt at skrive, og allerhelst i et saadant Veir, som vi nu have faaet. Vi have her i de sidste Dage havt en saadan usædvanlig Kulde, at vi knap kunne mindes det værre. Skal Vinteren holde ved som den har begyndt, saa vil det blive bedrøvelige Udsigter.
 
Saa maa jeg da takke for dit Brev og bede om Undskyldning for min lange Forsømmelse med at skrive tilbage. Vær tilsidst hjertelig hilset.
 
Kristiania den 4de December 1879.
 
I. Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39), og serskild kladd. I kladden heiter det m. a.: «Bjørnson er i den sidste Tid bleven reent besynderlig, og især synes mig, at hans Optræden imod Theologerne er ilde betænkt, og alt for vel skikket til at vække Forargelse. At der kan være Feil i de bibelske Slægtregistre, er dog vistnok opdaget før, og at Folk ikke have betragtet dette som nogen Velfærdssag er dog noksaa rigtigt.»
 
- Den 30. juli 1878 sende L. D., som no var på Solnør, ei stutt helsing til I. Aa. og orsakar seg av di han ikkje fekk tid til å lydast innom I. Aa. før han fór frå byen. Den 19. aug. 1879 fortel L. D. at han i det siste har drive på og ordna papira sine, m. a. brev og dagbøker, og har m. a. lese gjennom dei brev I. Aa. har sendt til han, og «saa blev Du saa levende for mig, at jeg fik Pennen fat, og er begyndt å snakke med Dig gjennom den Slags Telefon, der endnu er tilgjængelig for os her paa Søndmøre». L. D. fortel ymist privat nytt. [Nokre av L. D.s oppteikningar om I. Aa. frå denne tida er prenta i merknad til Br. nr. 22., ei anna oppteikning er prenta her nedanfor.] 
 
- Dei siste breva frå L. D. er frå 24. des. 1884 (ei innbyding, L. D. var då statsråd), pinseaftan 1888, og frå 19. juli 1891 (L. D. er i Kristiansand. «Jeg liker mig ikke her»).
 
- Maurer] Konrad Maurer: «Die Sprachbewegung in Norwegen» i «Germania» bd. XXV, 1880, s. 1-33. Sjå òg W. Golther: «Die Sprachbewegung in Norwegen», same tidsskr. bd. XXXIV, 1889, s. 411-19 [tillegg til Maurer].
 
- Afhandling] Johan Storm: «Det norske Maalstræv» [er ei melding av A. Garborg: «Den ny-norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse», 1877], Sth. 1878 (serprent av «Nordisk Tidskrift», 1878, s. 407-30, 526-50). Sjå elles opplysningar i Halvorsen bd. II, s. 360 og bd. V, s. 489, og i T. Andersen: «Garborg-Litteratur 1866-1942», fl. stader.
 
- Bjørnson] sjå opplysningar i Halvorsen bd. I, s. 334 f. og Bjørnson: «Artikler og taler», bd. II, s. 489 ff.
 
- Zwilgmeier] sjå merknad til Br. nr. 124. Uvisst kva for ei dotter det er, kanskje Lovise Henriette Z. (1851-90).
 
- Dette fortel Ludvig Daae om Ivar Aasen:
 
- «Jeg er født her paa Solnør den 24. April 1829. Skjøndt den næstyngste af 6 Sødskende blev jeg dog ved min ældre Broders Død allerede i 10 Aars Alderen ældste Søn. Under vore Forholde gjør det jo ikke synderligt til Sagen, om man er ældste eller yngste Søn, men Noget gjør det dog. Man kommer tidligere ud i Verden, afslutter tidligere sin Skole eller Universitets-Kursus og kommer paa Grund heraf som oftest, tidligere i selvstændig Virksomhed. Herigjennem faar man ogsaa mere Betydning i Familiens Kreds. Jeg gjør denne Anmærkning, fordi jeg nu seer, hvad jeg ikke i tidligere Aar altid forstod, at en saadant [!] ældste Søns Egenskab ogsaa har faaet nogen, om end ikke meget Indflydelse fra mig.
   Om mine Barndomsaar er der selvfølgeligt ikke Noget at fortælle. Jeg tror ikke at jeg i det Hele som Barn var synderligt afholdt, hvad der havde sin nærliggende Grund i at jeg var keitet, kluntet og undseelig og derfor heller ikke saa videre godt ud. Da min ældste Broder tidligt kom ud og paa Skole, havde vi Huslærer her hjemme til os yngre Gutter og til mine ældre Søstre. Jeg erindrer af saadanne nu, dengang forhenværende Almueskolelærer, senere Kontorist, Kjøbmand og Redak­tør i Aalesund T. O. B. Knudsen og senere en Sergeant Petter Hatlem. Den sidste var en Mand med meget tarvelige Kundskaber, men hæderlig, flittig og nøiagtig. Jeg tror nok jeg lærte adskilligt af Rudimenterne af ham.
   Men saa kom i 1838 [sic!] den senere berømte Sprogforsker Ivar Aasen hid som Huslærer. Jeg skulde have Lyst til at udkaste et Billede af denne alsidigt begavede Mand, der har hævet sig, saagodtsom ved egen Hjælp fra en Almueskolelærers beskedne Stilling til Rang med Nutidens største Sproglærde og udviklet en alsidig Begavelse, hvortil ikke ofte findes Sidestykke, men jeg har ikke Evne til at give en saa livlig og virkelig Skildring, som jeg kunde ønske. Lad det derfor blive med et kort Omrids. Han var født i Hungersaaret 1813; det var, har han ofte sagt, paa sin sædvanlige humoristiske Maade, Aarsagen til at han er bleven saa liden og tyndvokset. Straks efter sin Konfirmation blev han uden anden Uddannelse, end den han ved Siden af en tarvelig Almueskole har kunnet skaffe sig selv, Almueskolelærer i sin Hjembygd. Den daværende Provst i Søndre Søndmøre [H. C. Thoresen] blev ved en Visitats opmærksom paa ham ogi tilbød sig at tage ham i sit Hus, underviste ham og forberedte ham til den akademiske Bane. Dette gikk godt en Tid, men saa fandt Ivar paa at forlibe sig i en af Tjenestepigerne og saa var der en Ende paa Forholdet mellem ham og Thoresen. Der vankede haarde Ord og jeg har hørt berette, at den hastige Provst endogsaa brugte sin stærke Næve paa Hr. Ivar. Saa kom han her til os som Huslærer. Jeg husker ham godt fra den Tid, liden og mager, med et spidsnæset Ansigt, meget stort og tykt mørkt Haar og et besynderligt vaklende Væsen, men ved Siden deraf med livlige kloge Øjne, [og] et helst melankolskkoldt humoristisk Smil. Han gik bondeklædt og indtog i Huset en Mellemting mellem Tjeneren og en inde i Stuen. Hvad hans Undervisning angik, saa gjorde han sig og stedse al mulig Flid, men jeg tror ikke, at han besad synderlig Geni i den Retning. Sikkert er, at hvad vi havde Lyst og Behag for, det lærte vi hurtigt og godt af ham, men hvor Lysten manglede, bragte han os ikke videre frem. Paa sin Kant læste han flittigt alt hvad han kunde overkomme. Hans Arbeide gik i to forskjellige Retninger. Med Iver lagde han sig efter Botanik og samlede et Søndmørsk Herbarium, der nu, saavidt jeg ved, er i det Throndhjemske Videnskabers Selskabs Eie, og er blevet benyttet af Professor Blytt i hans Forarbeider til en Norsk Flora. Naar han drog ud paa sine botaniske Exkursioner vilde han helst være alene, men jeg ranglede oftere efter ham - ikke til hans Tilfredshed - og lærte virkeligt ogsaa meget derved. Ved Siden deraf grebes han tidligt af Lyst til Sprogstudier.
    Hos Thoresen havde han faaet ind Elementerne af Latinsk og Norsk Grammatik. Her i Huset forefandt han en Deel oldnorske Bøger, fik maaskee ogsaa nogen Veiledning i Oldnorsk af min Svoger, daværende Kapellan i Borgund, J. P. Berg, og hans fine Sprogsands ledede ham snart til at sammenligne det Oldnorske med den nuværende søndmørske Dialekt. Saa skrev han Udkast til en søndmørsk Grammatik, der kom for Biskop Neumanns Øine og gjennem denne blev han anbefalet til det Throndhjemske Videnskabers Selskabs Tjeneste, i hvilken han som Stipendiat i flere Aar gjennemreiste Landet paa Kryds og Tvers, for at studere Dialekterne. Hans Gjerning i denne Henseende og Resultaterne deraf ligge i Lyset og derom vil jeg ikke tale.
    En tredie Retning, som ogsaa dengang gjorde sig gjeldende, er hans poetiske Talent. De fleste af hans Viser fra denne Periode ere vistnok af ham selv under­trykte, men i «Symra» findes dog nogle af dem, om end i omarbeidet Skikkelse.
    Jeg var allerede reist til Skole i Molde før Ivar forlod Solnør og jeg saa ham nu ikke igjen før i 1847, efterat jeg var blevet Student. Da kom han op til mig og senere saavel i min Studentertid som øvrige Ophold i Kristiania have vi stadigen omgaaedes med hverandre, om det end ikke har været saa ret hyppigt at vi have besøgt hverandre.
    Ligeoverfor Ubekjendte er hans Optræden yderst tilbageholdende og usikker. Skjøndt han ingenlunde mangler Selvtillid, frygter han øiensynligt for i saadanne Tilfælde for at kunne komme til at sige og gjøre Noget, som kunde opfattes som mindre passende. Alderen og det lange Byophold samt Omgangen med lærde Mænd, der sætte Priis paa ham, har vel nu fjernet noget denne Tilbageholdenhed, der tidligere afholdt ham saagodtsom altid fra at modtage nogen Indbydelse, men gan­ske er den ingenlunde udslidt.
    Ganske anderledes er Manden paa Tomands Haand eller blandt Kjendinge. Da er han sikker, meddelsom og interessant. Hans Kundskabsfylde har vide Grændser; hans Interesser endnu videre, og hans Lune er uudtømmeligt. Han forteller godt og understøttes heri af et ikke sædvanligt mimisk Talent.
    Tiltrods for al sin Alsidighed er han vedblevet at være en fuldblods Søndmøring. Sangen i «Ervingen» «Dei vil alltid klaga og kyta» [står visstnok: syta] er et saa godt Udtryk for den søndmørske Almues Livsopfatning, som man vel kan ønske sig, at sige da her den freidigere Deel af Almuen. Det er en Følge af denne hans Søndmørskhed at han, skjøndt selv staaende paa Kundskabens Høider, betragter den ydre Dannelse og dens Krav med en Mistænksomhed, der vist nok nu har tabt sig noget, men som dog altid er tilstede. Selvfølgeligt er han Demokrat. Derhos optaget af en stærk Nationalitetsfølelse. I denne Henseende, saavelsom i Retningen af denne Interesse har Ivar Aasen utvivlsomt havt ikke ringe Indfly­delse paa vor Udvikling.
    Han har havt og har en usvækket Tro paa den norske Almues Evne til at udvikle sig selv paa national Grundvold og hans Kamp for «Maalet» er for ham ligesaameget en Forstands som en Hjertets Sag. Han tror paa Seieren, skjøndt han har at kjæmpe, ikke alene med Anderledestænkende, men ogsaa med Separatister inden Maalets egen Leir. Disse have endnu ikke kunnet opstille nogen mod ham, der paa langt nær kunde maale sig med ham i Kundskaber, Evner og Energi, og han er saaledes fremdeles utvivlsomt Maalsagens første, største og mest anseede Forkjæmper. K. Knudsen er for kjedsommelig, Vinje er for løs og kundskabsfattig, og Fjørtoft altfor separatistisk (han vilde have særskildte Fogderi- eller Provsti-Maal) til at kunne gjøre gamle Ivar Rangen stridig.
    Ivar A[asen] har altid levet som en Ungkarl, skjøndt neppe Nogen har sværmet stærkere for Ægteskab, end han. I gamle Dage var der et fast Ord, som han selv var med at slaae fast, at om Vinteren talte han meget om at han havde Ondt i Magen, om Sommeren om at gifte sig.
    I de Breve jeg fik fra ham (jeg har just gjennemlæst disse) kommer han ofte tilbage til denne Sag. I et Brev fra 1856 siger han saaledes: Wives must be had, they be good or bad, og den samme Tanke gjentager sig stadigt i hans Breve.
    I. Aasens Liv er derfor ensomt. Han forstaar heller ikke at indrette sig paa en behagelig Maade; bor i Theatergaden paa to smaa, skidne Rum, hvor der ikke engang er Rum for hans Bøger, dem han efterhaanden maa pakke i Kofferter og sætte i Soveværelset. Her sidder han i en gammel Slaabrok og etpar Filttøfler og arbeider største Delen af Dagen. Hans Hovedfornøielser ere egentligt Theatret, som han besøger ofte og jævnt. Især sætter han Priis paa Musiken, thi til hans mangesidige Begavelse hører ogsaa et usædvanligt fint Gehør. Han klager ofte over, at naar han har hørt en Melodi, som tiltaler ham, kan han ikke faae den ud af Øret igjen.»
 
Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009