370 Marius Hægstad, 6.3.1880

                                                                                                        6 Marts 80.
Til Hr. Hægstad (Namsos).
 
Da jeg i d ensidste Tid har havt megen Tidsspilde bl. a. med en Flytning, har jeg endnu ikke kommet til at give noget Svar paa Deres Brev. Men førend jeg taler mere derom, maa jeg først komme ihu at takke for den tilsendte Bog, som jeg syntes meget vel om og var rigtig glad over, da jeg deraf kunde see, at der endnu er nogen som holde fast ved samme Sprogform, som jeg og flere har holdt paa, medens der ellers er saa mange som have forsøgt paa andre Former.
 
At De er i Tvivl om en el leranden Bøiningsform, f. Ex. Fleertal af Adj. kan jeg ikke undres paa, da jeg selv saa ofte har været uvis om saadanne enkelte Punkter. Der er en stor Mængde Folk, som bruge "a" i Fl. Femin., og der er ogsaa mange som bruge "a" i den bst. Form af Adj. Femin. og Neutrum; men saa er der en større Mængde, som ikke er vant til denne Adskillelse; og da nu de fleste skrivelystne Personer ere paavirkede af vore regjerende Skolemænd, som altid raabe paa, at alle overflødige Former skulle bortkastes, saa kan man ikke vente andet end at de fleste ville tage det letteste og mageligste. Jeg havde god Lyst til at gjennemføre Formen "a" for Femin. Fl. i den nye Udgave af Ordsprogene, som jeg nu i det sidste Aar har strævet med; men alligevel er det nok ikke gjort, blandt andet fordi det i Ordspr ogenesaa ofte træffer til, at flere Ord med "a" støde sammen, saa at der bliver en Misklang (f. Ex. Gamla Sinar kunna vera seiga); og dette mærkes her desmere, da vi nu ogsaa have "a" for "ar". Og desuden synes dette Punkt ikke at være noget særdeles vigtigt. Jeg har rigtignok tænkt, at vi i ret alvorlig Skrift, f. Ex. i Stykker af Bibelen, gjerne kunde bruge flere gamle Former, saasom Dativer, Konjunktiver og Bøining af Adj. ligesom jeg ogsaa har troet, at vi efterhaanden kunde stige nærmere tilbage til det gamle Sprog; men der er nu det uheldige, at en saadan Plan altid vil blive modarbeidet fra flere Sider.
 
Det er en stadig Fortræd, at saa mange arbeide paa at drage Sproget ned i den allermest formløse og skjødesløse Hverdagstale, som om vi ikke her havde samme Ret som i Danmark og Sverige til at holde fast paa en Sprogform, som var saa vidt heelstøbt og tydelig, at Folket kunde lære at læse og forstaae den. Der har været et forfærdel igtRaab imod de "daue" Bogstaver, og især har Høyem været ivrig deri; imidlertid seer det ud til, at ogsaa han har seet sig nødt til at optage adskillige "daue" Bogstaver og mangt andet, som ikke netop er trondhjemsk; medens han derimod altid holder fast paa sin Plan at indføre den Knudsenske Skrivemaade i Landsmaalet. Og saa er der da andre, som rigtignok er mere rimelige, men som dog altid ville indføre visse nye Paafund. Selv "Fedraheimen" driver altid paa med visse Former, som ikke have nogen Grund, s omfyr, fyr Skuld, lagad, &c.
 
Heller ikke kan jeg i alle Dele være tilfreds med Austlids ABC-Bog, ialfald ikke med saadanne Former som: hentad, lokkad, sovnad, &c. Thi det er dog vist, at Imperfektets Form egentlig er "de", og mange Ord forkortes ogsaa paa anden Maade end med "a" f. Ex. levde, vaagde, svarde, bakte, ropte. Her staar da b a k t e ikke for bakad, men [for] bak'de. Men dette "ad" har Folk faaet en besynderlig Lyst til. Det har endog hændt med Stykker som jeg selv har skrevet, at de ere blevne aftrykte med "ad" for "ade" o. s. v.
 
Undskyldning for at jeg ikke skrev i Landsmaal, o. s. v.
 
Kr. d. 6 Marts 1880.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd og eit utkast. - /rigtig/ ~ - det < dette - /Heller .... 1880/
 
- Leiv Heggstad opplyste 1951 at han ikkje kjende til brev frå I. Aa. til M. H.
 
- I udatert brev [som I. Aa. tok mot 16. febr. 1880] fortel M. H. at då han budde i Oslo og skulle ta studenteks. [1869] hadde han ofte hug til å vitja I. Aa., men det vart ikkje noko av det.
 
- «Som De vel veit - daa eg sende Dykk ei Bok - gav eg ut ei liti «Norsk Maallæra» i fjor Sumar. Eg let prenta 1000 Stykke; no er vel Helvti seld, og daa det gjeng litet no og litet daa, trur eg ikkje, det vil vara solenge, fyrr ho vert utseld. Dette heve sett ein liten Grand Mod i meg, og i Lag med ein annan Lærar her ved Skulen - Seminarist J. O. Bach - tenkjer eg no aa faa ut ei «Norsk Lesebok». Me hava alt samnat somyket, at det vert kringum 4 Ark (pr.); men det er Meiningi, at Boki skal verta paa kringum 7 Ark. Innehaldet vert so barnslegt, som me kunna finna det: Æventyr, Segner, Fablar, smaa moralske Forteljingar, lette Skildringar av Folkeliv, For­teljingar um Dyr, Sogoemne (lette) o. s. b., soleides, at dei kunna bruka Boki, sosnart dei hava leset Abesa hans Andr. Austlid. Daa det gjekk so pas bra med «Maallæra» heve Bokhandlaren her, John Wold, bodet seg til aa forleggja henne. Eg tenkjer, me kunna faa henne ut um ei 4 Maanader. Men so er det ein liten Ting med Maalformi, som eg er i Tvil um; det er um a i Mangtal av Kvinnkyn i Adjektivi. Eg held gjema paa denne Endingi; men eg veit ikkje, um dei Reglarne eg sette upp i Fyreordet i Maallæra mi er slike, at me tora ganga fram etter deim i Leseboki. Kunde De faa Tid til aa gjeva meg ei Raad i dette Stykke, skal eg vera Dykk myket takksam. Det vil ogso koma meg til stor Nytte, um eg skulde gjeva ut Maallæra mi paa nytt Lag.
   Um Maalsaki her Nordanfjells, trur eg vita, at ho er i god Gang. Dei allrafleste Lærarar her i Namdalen er Maal-viner, alle Lærarar og Lærarjomfruer her med Skulen; tri av Lærarane her skriva Landsmaal; og dei ganga fyr aa vera dugande Folk. 
   Høyem i Trondheim driv sterkt paa og heve gjort myket fyr Maalreisningi inn i Trondheimsfjorden, etter­som Folk segja; men eg trur ikkje, at alle er so glade i Formi hans som i Arbeidet hans elles. Men han er strid til aa halda paa Formi si. Han kjem snart med ei «Landsmaalslære», som vel skal vera ein Protest mot «Maallæra». Fyr eit Par Dagar sidan fekk eg eit Brev fraa honom, der han baade bed og trugar fyr aa faa oss til aa taka upp manga Stykke heilt ut i hans Form, som han kallar Trøndar-Austlands-Formi. Vist me ikkje gjera det, segjer han, vil han gjeva ut ei Lesebok i si Form og dermed kløyva Maalmannsflokken. Det er sjølvsagt, at me ikkje kunna gjera honom tillags; det vilde vera reint meiningslaust aa hava tvo Former i ei Lesebok fyr Smaaborn og daa helst, naar det ikkje er stort andre en ein Mann, han Høyem, som brukar den eine Formi. Dei Folk, som eg heve talat med um dette, tru ogso, at det vilde vera meir til Skade en til Gagn aa taka Stykke inn i Leseboki i Høyems Form. Fyrr eg held upp aa snakka um Leseboki, lyt eg fortelja, at det ikkje er Meiningi, at dei 7 Arki, som koma ut no fyrst, skal vera heile Boki. Det er berre som ei fyrste Deild. Me hava meint aa gjeva ut tri Deilder, men kvar i ei serskild Bok. Andre Deildi skal hava mest Sogoemne, Segner, tridje Deildi Prøvor elder rettare Utval av Landsmaalsbokavlen.»
 
- M. H. fortel elles at han held på med ein geografi på landsmål, og tre ark, av dei 9-10 som boka skal vera på, er skrivne. «Vist eg ikkje fær Forleggjar, vert det so kostasamt aa faa prenta henne, at ho fær liggja ei Stund. Men eit litet Ordrag til Bruk fyr Aalmugeskulen vil i kvart Tilfelle fyrst koma ut, so eg kann faa sjå, kor dei vilja døma um Namnsetningi.»
 
- Kristofer Marius Hægstad (1850-1927), skulemann og filolog, frå 1899 professor i «Landsmaalet og dets Dialekter», med i rettskrivingsnemnda 1898-99 (saman med A. Garborg og R. Flo), gav m. a. ut «Norsk Maallæra elder Grammatik i Landsmaalet», Namsos 1879 (2. utg. Bergen 1886), «Eksempelsamling», 1886, og saman med J. O. Bach, «Norsk Lesebok», bd. 1, 1880.
 
- Andreas Austlid: «Abc-Bok», Bergen 1880 (jfr. T. Hannaas: «Vestmannalaget», s. 122 ff.).
 
- Sjå elles Br. nr. 430.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009