400 Julius Gude, 1.11.1882

Hr. Jul. Gude.
 
TiI Svar paa Deres Brev kan jeg bemærke, at ogsaa jeg har havt mange Tvivl om Skrivemaaden i saadanne Ord, sam have "kj" eller "gj" i Efterstavelsen; og især gjælder dette om Substantiver af Intetkjønnet. Jeg har havt størst Lyst til at skrive: Rike, Stykke, Merke, Gjenge, Hygge; men saa er der nogle Ord, som have et Verbum med "kj" eller "gj" ved Siden af sig, saasom: Tykke (tykkja), Ynske (ynskja), Nøge (nøgja), Fylge (fylgja); og her syntes jeg da, at der var mest Grund til at beholde "j". Og ligesaa syntes jeg, at det var omtrent nødvendigt at beholde "j" i Verbets Præsens med "er", naar Verbet har andre Former med "kj" eller "gj ", f. Ex. eg søkjer (me søkja), eg ynskjer (me ynskja), eg drygjer (me drygja). Man kan nok sige, at Ordene vilde see smukkere ud, naar dette "j" blev bortkastet; men der er ogsaa Fare for, at man derved vilde give Anledning til en unorsk Udtale i Oplæsningen. For Øieblikket er det vistnok vanskeligt at opstille nogen bestemt Regel for Brugen i disse Tilfælde; men heldigviis er det vel ikke saa absolut nødvendigt, at alle Former i dette Punkt skulde være lige.
 
Om den Skrivemaade, som det bekjendte Stockholms-Møde opstillede, maa jeg sige, at vi neppe her burde tage noget synderligt Hensyn dertil. Af de i dette Møde foreslaaede Regler kunne vel nogle være nyttige nok for Dansk og Svensk, medens derimod andre (f. Ex. det at sætte "æ" i Stedet for "e") synes mig at være reent urimelige og ialfald unødige. I vort Landsmaal maatte det dog være tjenligst at holde sig til den Skrivemaade, som passer sammen med den gamle Brug i Norsk saavelsom i andre Sprog, og som Folket ogsaa har været nogenledes vant til ved den danske Skrift. Det kan saaledes ikke skade at beholde den tilvante Skik i Skriftens ydre Udstyring, saasom i Brugen af "aa" eller i Brugen af Frakturskrift og store Forbogstaver i Substantiverne, da dette netop vil være en Lettelse for Læsningen. Og det er da ogsaa at mærke, at vor Almue altid vil faae nok at lære alligevel, om den ikke ogsaa skal plages med allehaande Skolemester-Paafund i Skrift og Tryk.
 
Det er at beklage, at der er saa lidet af gode Mønstre eller Forbilleder for dem, som ville skrive i Landsmaalet; thi meget af det, som man nu faar see, er snarere til Forvildelse end til Rettelse. Man seer idelige Forsøg på at gjennemdrive visse Former, som ikke have nogen rigtig Grund, saasom Brugen af "r" i Verbernes Fleertal (f. Ex. me tenkjer) og Brugen af "ad" i Imperfekrum (f. Ex. han lovad, lagad, strævad, &c.). Og ligesaa drives der meget Fusk i Udtryksmaaden, f. Ex. det gjeng slik (for: so), det ligg nede (for: nedre), han stend attum (for: attanfyre), han er attaat (for: attved), han gjekk uppyver (for: upp-etter), o.s.v. Jeg maa tilstaae, at jeg ærgrer mig over mangt og meget af det som nu skrives i Landsmaal. Men det er da noget som man kunde vente; der er saa mange, som have Lyst til at skrive, men som ikke give sig Tid til at studere paa hvad Former og Udtryk, som ere de bedst begrundede. Man faar haabe, at det vil bedre sig noget med Tiden.
 
Christiania den 1ste November 1882.
 
I.Aasen  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på UBB i manuskriptsamling nr. 822 (før prenta med titelen «Eit Brev fraa Ivar Aasen» i «Gula Tidend» 1905, nr. 145, 6. des., utgjevaren var truleg Edv. G. Johannessen, men namnet på adressaten og utgjevaren er ikkje oppgjeve, - og seinare prenta ved Ragnvald Iversen, med titelen «To brev fra Ivar Aasen», i «Verdens Gang» 1950, nr. 48, 25. febr. [jfr. Br. nr. 408]) omframt serskild kladd. Originalane til Br. nr. 400 og Br. nr. 408 fekk UBB i 1937 i gåve frå fru Eidis Beyer, f. Johannessen, som hadde funne dei i papira etter faren.
 
- Den 19. okt. 1882, fortel J. G. at han har levert inn til Vestmannalaget manuskriptet til ei Landkunna og fått det «anerkendt som grundlag for en sådan bog». Det er hans fyrste arbeid i landsmålet. «De ser at jeg bruger den stockholmske skrivemåde [frå 1869], og har forstået dens grammatik som om denne også kunde bruges i landsmålet, for så vidt angår j-lyden efter ki og gi, i rodstavelserne er der vel heller ingen ting i veien, men anderledes er det i endestavelserne», og J. G. vil gjerne vita I. Aa.s meining om dette spørsmålet. I ord som t. d. øydemarkjer, ikkje, syrgjer tykkjer J. G. at j-en må vera med om ein skal få «mindre landsmålsvante ører» til å uttala orda rett, men ord som t. d. fiske, undanteken, eiget, myket, rike, bygging, bergverki, upplysningi «synes mig at måtte læses med j-lyd, om det ikke står.» -
 
- Den 5. nov. 1882 bed J. G. om å få «rette et udtryk i mit første brev, som jeg der ikke lagde bræt nok på, nemlig om Stockholmsorthographien; med undtagelse af de uvæsent-lige små bogstaver og å-et, de første givne ud for en lettelse, har jeg blot optaget gennemførelsen af det bløde k og g, altså uden j, foran alle linde vokaler, hvad jeg fandt følgerigtigt, og dette har jeg også i mit manuskript i landsmålet gennemført i alle forstavelser med tone, idet jeg troede i Deres grammatik §§ 36 og 37 dertil at kunne tage lov, især efter 37 Anm. sidste del, - hvorefter jeg forstod det som noget vi skulde stræbe hen til.» J. G. har alltid arga seg «over de mange vilkårligheder i de såkaldte landsmålsbøger, og har ladet det mig være magtpåliggende i dette mit arbeide at følge strengt Deres ordbog og grammatik.»
 
- Fredrik Julius Bech Gude (1832-1887), cand. med. 1858, distriktslækjar ymse stader, frå 1872 i Frosta, frå 1882 i Søre Odal (sjå «Den 17de Mai» 1908, nr. 50). I 1881 sette Vestmannalaget opp ein premie på 200 kr. for ein geografi på landsmål (sjå T. Hannaas: «Vestmannalaget», s. 125 f. og Br. nr. 380 med merknader) som J. G. vann. Medtevlaren hans, Hans Mo, drog seg attende frå tevlinga, og gav ut si bok, «Geografi paa Landsmaalet», 1884.
 
- Stockholms-Møde] 25.-30. juli 1869, der nordiske rettskrivingsproblem vart drøfta. Norske målsmenn var: Ludvig Kr. Daa, Henrik Ibsen, Knud Knudsen og Jakob Løkke (sjå elles J. Løkke: «Beretning», 1870, K. J. Lyngby: «Det nordiske Retskrivningsmøde», 1870, og A. Hazelius: «Redogörelse», 1871).
 
- Skriftens ydre Udstyring] sjå merknad til Br. nr. 110 og Aasens anonyme artikkel: «Endnu lidt om Udgivelsen af Munch's Skrifter» (sjå opp­lysning i merknad til Br. nr. 318).
 
- Sjå elles Br. nr. 408.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009