Den norske Eenhed, [1851]

Af Aviserne sees, at der i Xnia er udkommet et Udvalg af Cl. Frimanns Digte, besørget og anbefalet af Prof. Welhaven, og at disse Digte i Hovedstaden have vakt en usædvanlig Opmærksomhed, da nemlig Aviserne rose dem i høi Grad og yttre Forundring over, at slige gode Sager ikke have været dem bekjendte førend nu, omendskjønt de allerede ere temmelig gamle. Dette er naturligviis kjækt at høre for os Fjordebyggere; thi det var jo blandt os, at den ædle Digter levede og virkede; imellem vore blaae Fjeldtinder og brusende Fjorde var det, at hans fleste Digte fik sin Tilværelse; vore Dale og Lider med deres sneehvide Fosser, deres tykke Løvskov og tusindstemmige Fuglesang var det som stemte hans Sind til Poesie. Og desuden var Frimann ikke blot en Naturens Sanger. Han elskede det Folk, som han levede iblandt; han holdt sig ikke for stor til at stige ind i den lave Røgstue og sætte sig paa Bondens Bænk som en venlig Deeltager i Familiens Glæder eller Sorger. Han kjendte sine Landsmænds Smag og Tilbøielighed, og han ansaae det ikke for at være for lavt for Digteren at lade denne Kundskab komme tilsyne i sine Værker; tvertimod ansaae han det som en vakker Idræt at sætte Folkets egne Tanker i en poetisk Form og saaledes give dem tilbage til Folket selv som et Middel til at tolke sine Følelser paa den ædleste og behageligste Maade. Derfor have hans Sange ogsaa været saa yndede og afholdte iblandt Almuen heromkring; hans "Almuens Sanger" har været anseet som en stor Skat i de Huse, der have været saa heldige at eie den; thi den har i lang Tid ikke været i Boghandlingen, og det er ogsaa sjelden at man hos os kjøber Bøger, som man ikke af en eller anden Nødvendighed er forpligtet til at have.
 
Det er altsaa noget mere end det bare Landsmandskab, som har gjort Frimanns Digte saa yndede i vore Hytter, og det maa altsaa være os smigrende at høre, at disse Digte nu vinde en saadan Erkjendelse paa andre Steder; thi det viser dog, at vi ikke [have] været saa dumme endda, naar vi have sat saa stor en Priis paa disse Digtninger. Imidlertid er der dog noget ved Sagen, som leder os til visse alvorlige Betragtninger. I Hovedstadens Aviser siges jo, at man ikke før har vidst om eller været opmærksom paa disse Digte og at de altsaa nu læses med Nyhedens Interesse som om de vare tilkomne i dette Aar. Denne Tale vil vistnok klinge noget underlig for mange, som ikke have havt Anledning til at færdes noget vidt omkring i Landet; hvorimod den, som har vanket om paa forskjellige Kanter af Landet, vil ikke finde det mindste besynderlig herved. Der findes nemlig i de forskjellige Egne i vort lille Rige en ret mærkværdig Uvidenhed om de øvrige Dele af Riget og en ligesaa mærkværdig Ligegyldighed for alt hvad som angaar disse ubekjendte Egne. Ved Landet, Riget eller Staten tænker man sig sædvanlig kun sit Fogderi eller Amt eller i det høieste sit Stift; hvad der foregaaer udenfor samme lægger man ikke synderlig Mærke til. Vestlændingen veed saare lidet om Østlændingen. Denne veed ligesaa lidet om hiin, og Nordlændingen veed ligesaa lidet om dem begge. Dette Forhold er til megen Hinder for ethvert Nationalforetagende og har derfor ofte givet Anledning til Beklagelse; især have Hovedstadens Blade ofte klaget over denne saakaldte Bygdeaand eller Bygdepatriotisme. Imidlertid seer det dog ud til, at selve Hovedstaden ikke er saa ganske fri for denne Bygdeaand, og det hjælper ikke at den undertiden kalder mine egne Anliggender et Nationalanliggende, hvilket de rigtignok blive, naar den hele Nation skal udrede Afgifter eller Bidrag til dem. Dersom denne Afsondringsaand viser sig saa kjendelig i det politiske Liv, hvor der dog ere saa mange Foreningspunkter, da viser den sig endnu mere i det literære Liv. En Forfatter eller Digter vil saaledes ikke let finde nogen almindelig Erkjendelse; hans Bygd eller hans By vil maaskee kjende hans Værker, men hvis man skal kjende dem paa den anden Side af Dovre eller Filefjeld, da skal der meget til. Som man nu seer at Frimann har været ubekjendt i Xnia, saaledes kunne vi og fortælle, at Østlandet har havt en Digter, der var saa bekjendt, at hver Mand i Xnia og Omegnen veed noget om ham; men i Bergens Stift er han saa godt som ubekjendt. Denne Mand var Wergeland, og gaaer det saa med den største,  saa kan man vide hvor det gaaer med de mindre.
 
Spørge vi nu om Aarsagerne hertil, da ere disse vist nok forskjellige. Først og fremst komme vi da til at tænke paa Landets Beskaffenhed og den store Afstand imellem Byerne og de store Bygder. Men der ere ogsaa andre Aarsager, og blandt disse spores nu især Følgerne af Rigets forhenværende Provindsstilling og Forbindelse med Danmark, idet man engang har faaet en fremmed Literatur og fremmed Dannelse ind i Landet, hvorved der blev en stor Afstand imellem Forfatterne og Folket, saa at det sidste ikke bekymrede sig synderlig om de første. Spørge vi derimod efter Midlerne til at omdanne Bygdaanden til en National- eller Almeenaand, da bliver Svaret vanskeligere. Hvad vore Digtere og deres Værker angaaer, da er det bedste Middel til at gjøre dem almindelig bekjendte, at man giver Udvalg af deres Værker, saaledes som i det heromhandlede Tilfælde er skeet. Derved skulde man ogsaa vogte sig for at sammenrøre indenlandske og udenlandske Forfattere, da dette kun tjener til Forvirring for dem der ikke kjende Forholdet, saa at de tilsidst troe at det er noget udenlandskt Tøi altsammen. Man har ofte talt om den skandinaviske Eenhed, men det synes for Øieblikket at være nødvendigere at tale om den norske Eenhed, vi ere et lidet Folk, og det er slet ikke godt at vi gjøre os endnu mindre ved at dele os i tre eller fire Folk, som ikke ville vide noget af hinanden at sige. Enhver oplyst Mand kan rigtignok virke i en liden Kreds til at udbrede Almeenaanden og Bevidstheden om Folkets Eenhed; især vilde Embedsstanden have god Anledning dertil, paa Grund af dens hyppige Flytninger og deraf følgende videre Kjendskab til Nationen. Men allermest kunne dog Forfatterne og Journalisterne især i Hovedstaden virke til dette Maal. Hovedstaden burde netop være Rigets Hjerte, som samlede Livsstoffet fra alle Lemmer og førte det atter tilbage i en forædlet Tilstand.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009