Endnu lidt om Udgivelsen af Munchs Skrifter, 1872

Indsenderen heraf er en af dem, som længe have ønsket, at der skulde blive Adgang til at have Professor Munchs forskjellige mindre Afhandlinger samlede i en særskilt Udgave, og som derfor have glædet sig over, at dette Ønske nu vil blive opfyldt. Imidlertid tør jeg herved tillade mig at fremsætte en Bemærkning, angaaende Udstyret af denne Bog. Efter en af de udkomne Subskriptions-Indbydelser ser det ud til, at disse Afhandlinger nu skulle trykkes med latinske (eller romerske) Bogstaver; og dette var da noget uventet for os; thi der er da vistnok flere end jeg, som havde ventet at faa see disse Afhandlinger med den samme Skrift, som de forhen vare prentede med, og hvormed ogsaa Keysers samlede Skrifter ere trykte. Riktignok vide vi, at der i lang Tid har været en stærk Paadrivning og Agitation for at faa den latinske Skrift i Moden hos os; men vi ere dog vistnok mange, som slet ikke finde nogen Nødvendighed for at bortbytte den Skrift, som vort Folk nu engang er vant til, og som flere Nationer bruge sammen med os; thi man kan dog ikke sige, at vi staae alene med Frakturskriften, saa længe som vi se, at denne Skrift fremdeles er i Brug hos den større Mængde af de germanske Folkeslag, og at der ikke er noget sikkert Tegn til, at denne Skrift skal fortrænges hos Tydskerne eller hos vore nærmeste Nabofolk. Og hvorfor skulde den vel fortrænges? Dertil finde vi saa liden Grund, at vi ikke kunne afholde os fra den Tanke, at det egentlig kun er visse Personers særegne Smag og Behag, som herved skal tilfredsstilles, og at dette staar i Forbindelse med den herskende Nyhedssyge, som altid driver Folk til at foragte den gamle Brug og idelig gjøre Forandringer paa den yderste Overflade af Tingene, idet man forestiller sig, at enhver saadan Forandring skal være et "Fremskridt". Maaskee kommer da hertil ogsaa en vis Lyst til at adskille sig fra Tydskerne, idet man vil vise disse Folk, at man er uafhængig og ikke behøver at gaae i deres Fodspor. Men i dette Tilfælde vilde det være mere nyttigt at vise sin Selvstændighed paa en anden Maade, nemlig ved at forkaste en Deel af de mangfoldige tydske Udtryk og Talemaader, som man idelig har optaget og hævdet til Fortrængsel for den ægte nordiske Udtryksmaade, thi ved saadan Taleskik bliver man mere tydsk, end som tilbørligt er; men ikke ved at bruge samme Bogstavskrift som Tydskerne. Jeg skulde dog mene, at vort Folk har god Grund til at være fornøiet med, at det engang er blevet vant til Frakturskriften; thi den har da ialfald en vis vigtig Fordeel fremfor den latinske Skrift, nemlig denne, at den er mindre eensformig og derfor bedre for Øinene. Der er da vel mange, som have mærket, at man ved svagt Lys eller paa en mørk Dag holder længere ud med at læse Frakturskrift end den latinske Skrift; og dette er da en Ting, som har mere at betyde, end alt hvad der kun sigter til Stads og Pragt. Om nu visse andre Folkeslag have større Lyst til en Skrift, som angriber Øinene mere, saa ere vi dog ikke forpligtige til at rette os derefter eller til at føie dem i dette Stykke, for at det skal falde dem lettere at læse vore Bøger. Vi see dog ikke andet, end at ogsaa Engelskmænd og Franskmænd meget godt kunne læse den tydske og nordiske Skrift, naar de træffe paa noget, som de finde nødvendigt at læse. Og saa skulde det da ogsaa synes mere rimeligt at føie sit eget Lands Folk i slige Ting; thi det er dog at betænke, at Folket maa synes ilde om alle unødige Forandringer, som ikke føre til noget virkeligt Fremskridt, men derimod altid medføre en Deel Uleilighed. Folket vil altsaa ikke være med i dette Slags Ombytning, og saaledes vil da den gamle Brug blive staaende ved Siden af den nye, saa at de to Former vil betegne to forskjellige Klasser i Folket. Ved visse Smaaskrifter kan det nu vistnok gaae an at give to forskjellige Udgaver, den ene med Frakturskrift for Menigmand, og den anden med latinske Bogstaver for andre Folk; men i det Hele synes da en saadan Tvedeling ikke at være synderlig heldig. Men hvordan det nu end forholder sig hermed, saa tror jeg ialfald at udtale, hvad mange ønske i sit stille Sind, naar jeg fremsætter den Begjæring: Lad os faa Munchs Afhandlinger med samme Skrift som Keysers Afhandlinger, altsaa med det Slags Bogstaver, som vi ere bedst vante til.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009