Gamla Reglo aa Rispo, [1850]

Det synes ikke at være ganske overflødigt at henlede Almenhedens Opmærksomhed paa denne lille Bog, da den kan betragtes som det første Forsøg paa at give en Række af Sagn og Eventyr i en vis Dialekt, nedskreven af en indfødt Almuesmand. At en betydelig Deel af saadanne Sager findes hertillands, har man allerede seet af Asbjørnsens og Moes interessante Samlinger, men det er ogsaa vist, at der endnu findes en stor Deel, som vanskelig kunne komme for Lyset saalænge som Almuen selv ikke vil interessere sig for Sagen og hjælpe til sammes Fremme; og det er altsaa en Fordeel, at der er givet et Exempel paa, at en Mand af selve Almuen har foretaget sig at samle de Sagn og Digtninger, som forekomme i hans Fødeegn og at opskrive dem i Egnens Dialekt. Man kunde ønske at have lignende Samlinger fra forskjellige andre Egne da man derved kan tænke sig en dobbelt Nytte, nemlig deels den klarere Belysning af enkelte Dial ekter og deels det forøgede Materiale til en fuldstændig Samling af Folkepoesiens Produkter. Men for det Tilfælde at flere skulde ville forsøge herpaa, maatte man ogsaa raade til at Sagen maatte behandles med Smag og Skjønsomhed, da der snart kunde blive for meget af disse Sager ,da der deels vilde komme Gjentagelser og Opkog af noget som var forhen bekjendt,og deels ogsaa leveres adskilligt, som ikke duede synderligt. Hvad de egentlige Sagn og Eventyr angaaer, da kan vel meget ønskes udgivet, men der findes endeel, som i Grunden kun bestaaer af Barnespil, og i adskillige andre Ting er Udtrykket undertiden saa drøit og overgivent at det ikke ligefrem kan gives offentlig.
 
Nærværende Samling bestaaer af tyve Stykker eller Nummere, hvoraf dog nogle ere meget korte og ubetydelige; et Par af dem (No 3 og 4) ere kun korte Beretninger om opgravne Kjæmpehøie, og Indholdet i samme kan kun have Nytte som Dialektprøve. Fem el. sex Stykker (No 1, 9, 14, 16, 18, 19) ere egentlig fuldkomne Eventyr, hvoraf især et Par (No 9 og 14) ere meget indholdsrige og fulde af ganske interessante Forviklinger. De øvrige ere deels Sagn om Jætter og Underjordiske (7, 10, 20), deels Fabler (13, 17) og deels af de saakaldte Regler af forskjelligt Indhold.Fortællingerne synes at være nedskrevne ganske saaledes som de fortælles; man vil derfor finde en vis Korthed eller en Frygt for at blive altfor langtalende. Denne Korthed maa virkelig ogsaa i slige Tilfælde anbefales, da det her er mest om at gjøre at fremlægge det egentlige Materiale, naar dette engang er nogenlunde fuldstændigt kommet for Dagen, vil der altid være Anledning til at bearbeide Emnet i en mere bekjendt Sprogform, og da er der Leilighed til, at give Fortællingen en større Rundhed og Udførlighed, at sammenslaae flere Stykker til eet eller gjøre eet til flere og saa videre.
 
Hvad Fortællingernes Nyhed og Originalitet angaaer, kan jeg ikke sige noget bestemt, undtagen at det under Læsningen forekom mig, som om det i det Hele var nye Fortællinger, som kun i et og andet Punkt faldt sammen med noget som jeg forhen havde hørt. Saadanne enkelte Sammentræf i visse Passager vil man ellers sædvanlig finde i de fleste Eventyrsamlinger, og man faar lade sig nøie med at det meste er forhen ubekjendt; thi ogsaa en Variation eller en noget betydelig forandret Form af et forhen hørt Sagn kan ogsaa ofte have megen Interesse.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009