Lidt mere om Sprogsagen, 1858

I December 1858. (Ikke indleveret).   
 
I Anledning af et Stykke, som for nogle Dage siden stod at læse i dette Blad, indeholdende et Svar fra Anmelderen af "Fridtjofs Saga" imod mit Stykke "Om Sprogsagen" i Nyhedsbladet, maa jeg herved bede om en Plads for nogle Bemærkninnger, idet jeg skal forsøge at tage Tingen paa lempeligste Maade og være saa kort som muligt.
 
Anmelderen paastaar, at jeg har et aldeles urigtigt Begreb om et Sprogs Kulturstandpunkt, idet han søger at oplyse, at et høiere Kulturstandpunkt forlanger andre Former end et lavere, at det norske Landssprog er ganske uskikket for en moderne Kultur, fordi "det staaer paa et meget ældre lingvistisk Standpunkt i alle Henseender end vort Bogsprog", og at Islændingen ligger tilbage i Kultur "fordi hans Sprog er oldnorsk". Disse Oplysninger vilde være mærkelige og have stor Betydning, naar de bare holdt Stik; men det er netop dette, som jeg har nogen Tvivl om. Hvad Islændingerne angaar, da seer det dog ud til, at de staae paa et høit Trin af Oplysning, saa at man neppe kan sige, at de staae tilbage i Kultur; og om det end kunde oplyses, at de stode tilbage i nogen Ting, da skulde man hellere troe, at dette maatte komme af andre Aarsager, f. Ex. afsides Bosted, Fattigdom, Mangel af Frihed og deslige, end at det skulde komme af Sprogets Alderdom. Imidlertid er der ogsaa andre Folk, som have et gammelt Sprog, og dog have kunnet kappes med de andre i Kulturen. Vi ville ikke tale om, at Svenskernes Sprog staar paa et Standpunkt, som er noget ligt det norske og vistnok, efter Anmelderens System, bliver ældre end det danske Sprogs Standpunkt. Vi ville kun nævne Høitydsken, og der finde vi da et Standpunkt, som er meget ældre. I Bøiningen finde vi en heel Mangfoldighed af gamle Former, saasom fire Kasus for Substantiv og Adjektiv, et fuldstændigt Konjunktiv og tre Personalformer i Verberne med mere sligt; i Lydsystemet finde vi Diftonger i stor Mængde, og det er  saa langt fra, at deres Antal har formindsket sig, at de tvertimod have formeret sig i Tidens Løb, saaledes at der er blevet Diftonger af enkelte simple Vokaler, f. Ex. Eis, Haus, istedetfor det gammelhøitydske: is, hus, o.s.v. Og alligevel maa man dog vistnok tilstaae, at Tydskerne ikke staae tilbage i Kulturen. Jeg troer saaledes, at det lingvistiske Standpunkt ikke gjør saa overordentlig meget fra eller til, og at ialfald det omhandlede norske Sprogs Standpunkt ikke er saa forældet, at dette kunde være til nogen Hindring for Kulturen.
 
Det hedder ogsaa, at naar jeg mener, at Kulturen kan betjene sig af hvilket  som helst Sprog, da er dette "en naiv Yttring". Jeg veed ikke hvorledes det kan være med Sprogene i Afrika eller Amerika; men jeg troede, at det her kunde være nok at tænke paa de germaniske Sprog; og iblandt disse findes der vel neppe noget, som  skulde være aldeles udueligt til Kulturens Tjeneste; en anden Sag er det, om  Tilfældet eller Skjæbnen har begunstiget det ene Sprog mere end det andet. Det danske Sprog er just ikke  blandt de ypperste af dem. I Müllers danske Synonymik vil man ofte finde to eenstydige  Ord ,som begge ere fremmede, ofte ogsaa sex eller  otte Synonymer, hvoraf tre eller fire ere fremmede, altsaa laante andensteds fra og især fra Tydsken. Allerede heraf maa man da slutte, at enten har dette Sprog været meget fattigt, eller ogsaa have Forfatterne været meget forsømmelige i at benytte et nationale Sprogstof. Og alligevel finder dog baade Anmelderen og mange andre dette Sprog at være ret fortræffeligt til Kulturens Fremme. Og naar Folk kunne hjælpe sig saa godt med dette, saa kunne andre Folk ogsaa hjælpe  sig med et andet; thi de fremmede Ord kunne naturligviis ogsaa finde Rum i et andet Sprog, ifald man vil have dem. Men dette er allerede tilstrækkelig paapeget  i Stykket "Om Sprogsagen" saavelsom andensteds, saa at det er uden Grund at ville sigte mig for at have omgaaet Sagen ved "Fraser" og "Manøvrer" Jeg har ikke troet at behøve nogen "Manøvre"; jeg har anseet Sagen som ærlig heelt igjennem, saa at jeg endog har gjort Folk opmærksomme paa de Punkter, hvor den helst vilde angripes, og dette mener jeg dog skulde være aaben Færd, om den end ikke var saa ganske "kløgtig".
 
Nu skal det imidlertid være Hoved-Anken, at Tingen ikke kan udføres, hører jeg. Tanken om Folkesprogets Dyrkning skal kun være en Idee (en "Sproglaveridee" som det hedte ensteds), en Stuelærdom, en Grille, som ikke kan paa nogen Maade udføres. Hvis dette var sandt, da veed jeg ikke hvorfor man skulde gjøre slige fortvivlede Stormløb imod Sagen; det var da meget klogere at see til i Stilhed og lade Sagen gaae sin skjæve Gang, indtil den gik overende for Alvor. Det vilde da ogsaa være daarligt af os, hvem Sagen nærmest vedkommer, om vi ikke havde betænkt, hvorledes vor Plan skulde udføres. Men dette skal nu ingen kunne paastaae; jeg for min Deel haaber at have viist, at jeg har tænkt vel saa meget paa det praktiske som paa det theoretiske ved Tingen; og det samme have nok ogsaa andre gjort. Om man end vil sige, at hvad vi hidtil have gjort, er ingen Ting, saa kan man dog ikke sige, at vi intet mere kunne gjøre. Sagen stiller sig nemlig noget anderledes for den, som kan Sproget, end for den, som ikke kan det. Der behøves for det første kun, at nogle skal kunne skrive i dette Sprog, og at Folket skal vænnes til at læse det. Det kan maaskee gaae noget vaklende med Skrivningen i Begyndelsen; men det er nu engang en bekjendt Sag, at jo mere man skriver i et Sprog, des bedre lærer man at skrive det; og jo mere Folk læse, des bedre læse de. Og saa er det ogsaa et gammelt Ord, at hvad man ikke kan, det kan man lære; man lærer Tydsk, man lærer Engelsk og, kort sagt, alt hvad man finder det Umagen værdt at lære; saaledes kan man vel ogsaa lære en Normalform af et Sprog, som man forhen kjender en Dialekt af. Naar der nu er en og anden, som ikke kan og ikke vil, da har han naturligviis Frihed til at holde sig udenfor, og der er ingen, som tvinger ham til at være med; men derfor kan dog Tingen gaae frem alligevel. Jeg har hørt fortælle om en Sømand, at, da han første Gang saae en Dampbaad, sagde han, at dette var en bespottelig Ting, som ikke kunde undgaae Himmelens Straf, fordi den gik lige imod Guds Veir og Vind. Naar Bønder saaledes vise Uvillie mod et nyttigt Foretagende, da pleier man at kvæde noget for dem om Dumhed og Fordomme, om Kortsynthed og "bornerede Anskuelser" med mere sligt. Men der er nok af Exempler paa, at nyttige Forandringer have faaet Modstand af andre end Bønder; ogsaa andre Folk have anseet dem som Tegn paa Galskab og modtaget dem med Spot og Spee; og alligevel er Forandringen kommen i Stand, og Efterkommerne have befundet sig ganske vel derved.
 
Hvorledes Anmelderen kan komme til at anke over en "overmodig Tone" i mit omhandlede Stykke, forekommer mig noget besynderligt. Jeg troede dog at have en ligesaa god Ret som enhver anden til at tale noget djervt om denne Sag; og det har netop forekommet mig, at en saadan Tone er meget sædvanlig hos dem, som skrive i Aviserne. Og da jeg denne Gang kun havde unavngivne Folk for mig, saa kunde jeg heller ikke finde Grund til nogen særdeles Tilbageholdenhed. En anonym Indsender har dog den Fordeel, at et skarpt Svar ikke kan gjøre ham nogen særdeles Uleilighed; hans Navnløshed betrygger ham for personlig Fornærmelse; han kan desuden komme frem og træde tilbage, naar han selv vil, uden at nogen veed, hvor han kom fra, eller hvor han gikk hen. Til Modvægt herimod maa dog vel den navngivne Mand have Lov til at tale frit og uden Persons Anseelse, hvor han ikke seer nogen Person for sig, men kun hører en Stemme, som han ikke kjender. Jeg toer saaledes, at det ikke kunde have nogen  Fare med det saakaldte Overmod.
 
Der vilde naturligviis være meget mere at sige fra min Side; men da det meste vilde gaae ud paa en nærmere Belysning af enkelte Punkter, som forhen ere nævnte, saa vilde der vel atter blive Tale om "Opkog  af det gamle". Et Ord maa jeg alligevel tilføie. Da jeg netop havde tænkt at have et norsk Normalsprog stadig for Øie ved en paatænkt Forbedring af min Grammatik og Ordbog, saa vilde det nu være af Vigtighed for mig, at dette Arbeide maatte hvile paa en sand og fast Grund. Hvis der nu ved denne Sprogstrid var fremkommet saadanne Oplysninger, som kunde omstøde denne Plan, da vilde jeg ogsaa finde det nødvendigt at rette mig derefter. Men nu er det saa langt fra, at jeg har fundet noget, som kunde rokke denne Plan, at jeg tvertimod har fundet endnu mere Tilskyndelse til at holde frem, som jeg stævner.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009