Om Almuesproget [2], 1843

I Henseende til Evnen til at udtrykke de forskjellige forekommende Begreber har det norske Almuesprog sine Fortrin og sine Mangler. - Det har en stor Rigdom af Ord og Udtryk for det Sandselige og Materielle, saasom Naturgjenstandene, deres Egenskaber og Forandringer, Tingenes Beskaffenhed, Udseende, Lyd, Bevægelser, o.s.v. - Det har heller ingen Mangel paa Udtryk for Begreber af det huuslige og selskabelige Liv; men det er derimod meget fattigt i Alt hvad der udkræver en mere frigjort og abstrakt Tænkning. Ligesom det i de første Henseender staar ligesaa høit som de beslægtede moderne Sprog og tildeels endog over samme, saaledes staar det i sidste Henseende langt under dem. Skulde man f. Ex. beskrive en Naturscene, en Tings Udseende, en Mands Virksomhed, hans Sindelag eller deslige, da vilde man gjøre det ganske godt med Almuesproget - men skulde man udvikle et religiøst eller politisk Emne i samme, vilde man derimod komme i megen Forlegenhed. - Denne Omstændighed er imidlertid ganske naturlig, og Aarsagen dertil er bekjendt nok. I flere Aarhundreder blev nemlig dette Sprog hverken dyrket ved Skrifter, ei heller til daglig Brug benyttet af den mere tænkende og oplyste Deel af Nationen. Det blev saaledes ganske overladt til den Deel af Folket, hvis Opmærksomhed udelukkende maatte være henvendt paa det Materielle og paa Menneskenes simpleste almindeligste Anliggender. Allevegne hvor en høiere Tænkning skulde udvikles, maatte man gribe til den Meddelelsesmaade, som man ved danske Bøger og dansk Underviisning var bleven bekjendt med; hvorved Sprogets nationale Udvikling nødvendigviis maatte blive forsømt. Vort sprog vilde uden Tvivl, hvis ikke det danske var kommet samme i Veien, nu have staaet paa et ligesaa  høit Trin i konsekvent Udvikling som det danske og svenske; men ved den Mangel paa Uddannelse, som Omstændighederne have medført, staar det nu saa meget tilbage i Forhold til Tidens Fordringer, at det vanskelig kunde benyttes som Skriftsprog. Imidlertid vil man ved nøiere Oplysning om Landets Dialekter uden Tvivl finde, at disse indeholde et meget rigt og bekvemt Stof til et selvstændigt Sprogs Dannelse.
 
Men for Dannelsen af et saadant Sprog fremstille sig nogle vigtige Hindringer. For det Første vilde Formernes, især de grammatikalske Formers Forskjellighed i de forskjellige  Distrikter gjøre det vanskeligt at give Sproget systematisk Eenhed og Holdning. For det Andet er det danske nu saa tilvant i Skrifter og Forretningssager, at et nyoptaget Sprog vanskelig kunde udvikle sig ved Siden af samme. For det Tredie vilde man ansee vor Nation for at være for liden til at have et eget Sprog, og i politisk Henseende vilde man vel heller ønske, at de nordiske Riger skulde have eet og samme Sprog tilfælles, end at hvert af dem skulde have sit eget særskilte. Hvorvidt disse Hindringer kunne overvindes eller ikke, er vanskeligt at sige; nok  er det, der er saare liden Sandsynlighed for, at det ægte norske Sprog nogensinde vil indsættes i sine gamle Rettigheder. Men Noget er der dog, som godt kunde gjøres, og som vilde være særdeles ønskeligt, nemlig at man i de Skrifter som ere bestemte for Menigmand, vilde afholde sig fra disse fremmede Udtryksmaader, som gjøre vore Bøger saa ufrugtbare for Folket; hvorimod man just skulde optage bekvemme Ord og Udtryk  af vort Folkesprog, fornemmelig saadanne som ere brugelige over hele Landet, og tildeels ogsaa benyttes af den mere dannede Deel af Nationen. Ved denne Tillæmpning vilde man virke langt mere til Almuens Oplysning end ved adskillige andre Foranstaltninger. 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009