Om Almuesproget [I], 1843

Med Hensyn til et Sprogs eller en Dialekts Fuldkommenhed har jeg tænkt mig følgende Egenskaber i større eller mindre Grad nødvendige for samme.
 
1. Sproget bør have et Ord eller Udtryk for ethvert forekommende Begreb,som adskiller sig saaledes fra andre, at det ikke lettelig ved en simpel Tillæmpning kan betegnes ved samme Udtryk som disse. - Flere Udtryk for eet og samme Begreb kunne være nyttige i nogle Tilfælde, saasom naar et Begreb forekommer saa hyppig, at Gjentagelserne af samme Ord vilde komme til at staae hinanden alt for nær; men saadanne Synonymer bør dog som en Byrde for Hukommelsen ikke være alt for mange.        Anm. At saaledes Begrebet "falde" har forskjellige Udtryk i Forhold til Faldets Hurtighed eller Langsomhed (dette, felle, sige), er et virkeligt Fortrin i vort Sprog; - at derimod Begrebet "Hale" har forskjellige Udtryk, efter som man taler om Heste, Køer, Gjeder, Fugle eller Fiske (Hale, Rumpe, Spæl, Vele, Spor), er et unyttigt Fortrin, som kun vilde være til Byrde for Fremmede.
 
2. En fuldkommen Lighed imellem flere Ord bør, saavidt muligt, ikke finde  Sted, naar de Begreber, som disse Ord udtrykke, ere saa forskjellige, at det ene ikke ved Overførelse eller figurlig Brug kan udledes af det  andet.
 
Af saadanne fleertydige Ord gives der adskillige i vort Sprog. Nogle, saasom Mor, 1) Maar, 2) Moder, 3) Mord; - Vaag, 1) Bugt, 2) Vægt, 3) Vovestykke; - kunne adskilles ved de forskjellige Former; - men nogle f. Ex. Lag, l) Stilling, 2) Natur, 3) Selskab; - Kveite, l) Hvede, 2) Helleflynder; - Tak, l) at tage, 2) at tække; dauv, l) døv, 2) smagløs; o.s.v. kunne ikke adskilles uden ved Talens Sammenhæng.
 
3. Sproget bør være bekvemt for videre Uddannelse, saaledes at det tillader Afledninger og Forandringer, der passe til visse Klasser af Begreber.
 
I denne Henseende har vort Almuesprog vigtige Fortrin. Som Exempler paa Ordenes Dannelighed anføres her et Par Slægter.
 
1. skape, at danne, forme. Skapar, den som danner. Skapning, Handlingen at danne. Skapning, det som er dannet (Skabning). Skapnad og Skap, Form, Skikkelse. skaplè, dannelig, bekvem.
 
2.Skjère, at skjære. Skjèring, Handlingen at skjære. Skjère, Redskab at skjære med. skjær, som kan skjæres. Skùr, det som er skaaret. Skar, Skòre, - Skaar, Snit. Skaare, afskaaren Rod eller Hob. skjèrast,formindskes, beklippes, skjèrandes, som man kan skjære. Skjære, en Sax.
 
4. Sproget bør ikke have flere grammatiske Former end de nødvendige, eller de hvis Begreb ikke vel kan udtrykkes paa anden Maade.
 
I denne Henseende har Almuesproget visse Egenheder, som slet ikke kunne ansees som Fortrin. Det har rigtignok hverken Akkusativform eller Genitivform, men derimod ere mange Dialekter af samme besværede med en Dativform, som er til langt mindre Nytte, end ovennævnte Former vilde have været.
 
5. Det bør have en passende Sammenstilling af Konsonanter og Vokaler, saa at Bogstaver af samme Natur ikke ere for meget sammenhobede, til Skade for Tydelighed og Velklang.
 
I denne Henseende har Almuesproget, uagtet sin naturlige Kraft og Velklang, tildeels store Uleiligheder. En overordentlig stor Mængde Ord og Former ende med Vokaler, og en Mængde Ord begynde med Vokaler, hvorfor altsaa saadanne Ord hvert Øieblik støde sammen. Paa den anden Side ere Konsonanter, som ikke vel kunne udtales paa een Gang, ofte ved Sammentrækning komne i een og samme Stavelse. I den daglige Tale er dette imidlertid til ingen Hinder og bemærkes ikke; thi hvor to Vokaler støde sammen, opsluges sædvanlig den ene; og hvor flere haarde Konsonanter støde sammen, bliver ogsaa den mindst nødvendige af dem udelukket, naar Vellyden fordrer det. - Men ved Skrivningen vil det altid blive en slem Omstændighed. Skriver jeg f. Ex. Ordsproget: Dæ lika ikje Alle Eitt, saa vil dette ved de sammenstødende Vokaler synes meget ildeklingende; og skrives det efter den virkelige Udtale: Dæ lika 'kj' Alle Eitt, vil det synes utydeligt. Samme er Tilfældet med Konsonanternes Sammenhobelser, som i mỳrkt, ỳnskt, slitst; der kun udtales: mỳrrt, ỳnst, slist.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009