Om Gaardsnavne, [om lag 1880-81]

En Trang til Forbedring i Skrivemaaden for vore Stedsnavne har vistnok længe været følt; men det maatte da altid være vanskeligt at gjøre noget derved, saalænge som der ikke var nogen rigtig Leilighed til at kjende Navnenes gamle Form. Men efterat nu de vigtigste gamle Jordebøger ere komne paa Prent og tillige en stor Mangfoldighed af gamle Breve om enkelte Gaarde ogsaa ere komne for Lyset, vil der dog for en stor Deel være Adgang til Oplysning om Navnets rette gamle Form. Naturligviis mangler der endnu saare meget, og mange Navne ville altsaa endnu blive noget uforstaaelige; men den Oplysning, som hidtil er vunden, kan dog allerede komme til stor Nytte, især da det som oftest viser sig, at Navnets nuværende Form hos Almuen lader sig let forklare af den gamle Skrivemaade.
 
En Deel Fordunkling i Navnene er opkommen derved, at en vis Dialektform er optagen i Skrift uden noget Hensyn til hvad der ellers kunde gjælde for de øvrige Dele af Landet; saaledes f. Ex. i det kristianske "Fede" (Fete), det bergensiske "Hatle" (for Hasle), det guldalske "Lete" (for Leite) og det nordlandske "Moll" (Molla, for Mol). Dette viser sig især i de Navne, som have et Slags Fleertalsform, f. Ex. i det Trondhjemske: Haugan, Aasan, Reitan, Brekkan, Trøan.
 
En anden og større Anke imod den vedtagne Skrivemaade er den, at Navnene for en stor Deel ere tillæmpede efter den danske Form, uagtet den gamle Form endda var i Brug hos Landets Almue. Der haves endog Exempler paa, at norske Navne, som vare aldeles fremmede for det danske Sprog, ere blevne afpassede efter det danske Lydsystem; saaledes: Kleiv, Leine, Naust, omdannet til Klev, Lene, Nøst (Nøstdal, Nøstvig). Enkelte norske Former ere riktignok blevne staaende, saasom: Aakre,Eid, Haug, Reine, Molde; men ved Siden deraf har megen unødig Fordanskning fundet Sted, f. Ex. Abildsø, Bredtvedt, Egeberg, Egerø, Gedebo, Kragerø, Strømme, Strømmen, Steen, Hvidsteen, Aahjem, Trondhjem, Midtskaug o. fl. Dette virker da ogsaa til, at Almuen efterhaanden vænner sig til den fremmede Form og anseer denne som rettere end den gamle.
 
Men dette kan da just ikke kaldes nogen Velgjerning for Folket. Om man endog laaner et andet Lands Sprog til Høitidsbrug, saa ere dog de hjemlige Stedsnavne ikke laante nogensteds fra; de tilhøre dog Folket fra den Tid, da man bedst forstod at hævde sin Arveskik baade i Sprog og Navne. I andre Lande see vi, at Navnene holdes i sin gamle Form og saaledes have en vis Egenhed for hvert Folkeslag, saa at man kun behøver at see nogle faa Navne for at skjønne hvad Land de tilhøre. At tillempe sine Navne efter Brugen i et andet Land, er noget som de andre Folk ikke befatte sig med; de ansee det ikke som nogen Grille at ville have noget for sig selv. Og ethvert Lands Folk maa da ogsaa have Ret til at beholde det Navnesystem, som deres Forfædre have havt, saa at dette ikke skulde være udsat for en vilkaarlig og voldsom Omstøbning af et lidet Parti, som engang er opfostret med fremmed Smag og med Ringeagt for Folkets Skikke.
 
De Tilfælde, hvor en tiltagende Skjødesløshed og Slaphed i Udtalen har gjort den gamle Form ukjendelig, ere ellers mange nok, om man ikke endnu skulde forsøge deres Tal ved Tillempning efter et Lydsystem, som Landets Sprog aldrig har havt. Det er ikke hyggeligt at læse, at f. Ex. Raudøy hedder nu Rødø, at Nautøy hedder nu Nødø, at Leikanger hedder nu Leganger o. s. v., uagtet Stedet hedder nu som før hos de Folk, som kjende Stedet bedst og vide bedst, hvad de ældre Folk have kaldet det. Men naar nu Almuen idelig seer disse Paastande fremsatte, er det rimeligt, at denne nye Form omsider faar større Medhold, saa at ogsaa Almuen maa troe, at denne Form er den retteste. Men det skulde da ogsaa være en Skyldighed for dem, som raade over Sagen, at lede Folket tilbage til den rette Opfatning af Tingene og ikke lade sig drive af en personlig Smag, som netop finder de ægte nationale Former stødende og modbydelige.
 
I Navne, som have været noget lange, men nu i Udtalen ere meget forkortede, f. Ex. Melhus, Onstad, Ullstad, Frilstad, Hilstad, Gulsv·g, Vindilsnes, vil det vel beroe paa et Skjøn, om den fuldkomnere Form skulde gjenopføres eller ikke. Men i de Tilfælde, hvor et tydeligt Navn er afstumpet ved Udeladelse af en enkelt nødvendig Lyd, burde der ikke være Tvivl om, at den fulde Form burde holdes fast. Dette gjælder fornemmelig om de Navne, som skulde have et "d" i Slutningen, som nu paa mange Steder bortfalder i Talen, f. Ex. Li, Hei, Sta, Sva, Svee, Gar, Gjære, I saadanne Fald burde der ikke vises nogen Eftergivelse for den slappede Udtale, da det her (som Prof. Munch pleiede at sige) netop gjælder om at vise Folk hvad der er det rette.
 
Dunkle Navne, som ikke forefindes i gamle Skrifter, maa vel helst skrives efter Udtalen; og det vilde da være nyttigt for senere Granskning, om Udtalen blev nogenlunde tydelig betegnet. Naar man f. Ex seer et Navn skrevet "Klok", bliver man i Tvivl, om det skal være Klokk eller Klook; ligesaa om "Flot" skal være Flot (Flade) eller Flott (Fjeldmyr) [fotnote i trykt utgåve: I margen: Grov], eller om Kjer er Kjer eller Kjerr. Da vi ikke (som Islænderne) bruge Accenter til at skille den lukte Lyd fra den aabne, vil det blive uklart, om f. Ex. Ris er Riis eller Ris (Riss, Res), om Hol er Hool eller Hol (Hul), om Rot er Root eller Rot (Rott, Raat) [fotnote i trykt utgåve: I margen: Rim, Dun]. De nymodens Regler, at ingen Vokal skal fordobles o.s.v. vilde her kun blive til Uleilighed, hvis de tilfulde skulde gjennemføres.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009