Om Sproget, [1852-53]

Ved Tildannelsen af et norsk Sprog har man at vogte sig for
1) al Indsnigelse af fremmede Ord, især af de tydske og halvtydske, som i den senere Tid ere blevne udbredte ved Skriftsproget. Ogsaa for franske Ord, synes mig, man bør holde Sproget reent, paa Grund af disse Ords forvanskede Form og afvigende Udtale. Derimod er det ikke saa farligt med de latinske Ord, da disse baade let erkjendes som fremmede, og tillige have en saa simpel Bogstavføining og let Udtale, at de ikke saa meget ville vansire Sproget. Ord som egentlig ere latinske men i den senere Tid ere optagne i en fransk Form, bør kun bruges i sin gamle og simplere Form.
 
2) al Udskeielse i Bestemmelsen af Ordenes Brug og Betydning. Her maa man altsaa løsrive sig fra den Uskik, som er indkommen i enkelte Dial. at de udelukke enkelte ægte gamle Ord og Former, kun paa Grund af en falsk Mening om at disse Ord skulde være stygge eller stødende. (Ex. daud, ful, gjera, kneppa, kvat, laupa, Mus. Rauv. Rumpa, sjuk, sliten, Svein). Ved en saadan latterlig Forsigtighed, som bruges paa enkelte Steder blive nemlig mange ægte Former fordrevne, og i deres Sted optages nye, som næsten i alle Tilfælde ere falske.
 
3) al Eftergivenhed for den brede, slappe og skjødesløse Udtale som hersker i enkelte Dial ekter, især ved Byerne. Førend man indlader sig paa Forfatterskab, bør man have gransket Sproget saavidt at man veed, at f. Ex. Lit, Bite, Vid, lida, skipa ere rette Former, og ikke: Læt, Bæta, Ve, lea, sjæpa. - Man maa vide, at sætte: gjera for jæra, Tjørn for Kjønn el. Kjærn, Stjerne for Sjenne, Bod for Baa, Bode for Bøe &c. Vel er nu dette en vanskelig Post, da det i visse Tilfælde er meget tvivlsomt, hvorvidt man skal gaae i at optage saadanne Former som overalt ere bortslidte i Dagligtalen; men overalt bør dog den mindre Kyndige heri rette sig efter den mere Kyndige. Bestemmelse af Reglerne for denne Brug bør overlades til dem, som have den grundigste Kundskab om Sproget, og de øvrige ville da finde sig i at rette sig derefter, af den simple Grund, at det ikke gaar an, at hver Forfatter bruger en særegen Skrivemaade.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009