Om Sprogets Dyrkning, 1860

1. Sprogformen bør kun vere een. Ord kunne derimod tages af alle Dial ekter med Lempning, om dette behøves.
 
2. Den nationale Udtryksmaade maa altid iagttages. Man maa være i Stand til at frigjøre sig fra den moderne danske Stiil.
 
3. Ingen maa vente at finde færdige norske Udtryk for alle fremmede Begreber. Det bliver stundom nødvendigt at danne slige Ord.
 
4. Man behøver ikke at vrage alle fremmede Ord, naar de kun ere korte og lette, saa at de ikke støde an imod den hjemlige Udtale og Betoning.
 
5. Ord som i senere Tid ere dannede i Dansk til Oversættelse af fremmede Ord, kunne her beholdes, forsaavidt de ere af en Rod, som ogsaa findes i Norsk.
 
6. Ord af Gammel Norsk kunne optages om de end ikke nu bruges.
 
7. Hvor Betydningen er bleven altfor stærkt indskrænket, maa den atter kunne udvides.
 
8. En Harmonie imellem Begreberne maa naturligviis paasees, saa at ikke det ene Udtryk kommer i Veien for det andet.
 
9. Adskillige tvivlsomme Punkter i Former og Skrivemaade ere for nævnte. De skade ikke stort, men Eenhed burde søges.
 
10. I det reent Udvortes behøver intet nyt at indføres. Lad os bruge Fraktur og store Bogstaver for Subst antiv. Ogsaa "aa" m.m.
 
11. Andre Ting derimod maa rettes. Saaledes ikke skrive adskilte Ord i eet. I lange sammensatte Ord heller sætte Bindetegn.
 
12. I Stilen eller Konstruktionen maa man vende tilbage til Simpelheden. Den stive tydske Periodebygning fortjener ingen Efterligning.
 
13. Ord og Udtryk kunne som sagt tages af alle Dial ekter. Heri vil nu vistnok enhver Forf atter følge det tilvante fra sin Dial. og dette skader egentlig ikke, naar kun Formen er een. Men han bør dog studere det almindelige.
 
14. Man har her en sjelden Anledning til at opstille en ret ædel og værdig Form, fri for alle Forvanskn inger, som Vankund ighed, Stolthed og Griller have indført. Men denne Anledning bør benyttes.
 
15. Man maa søge at gjøre den alm. folkelige Opfatning gjældende, at tage sine Exempler af landlig Brug, og udvikle en ædel Simpelhed i det hele.
 
16. Især undgaae at bruge Ord af en eensidig Opfatning, kun tilhørende et lidet Koterie og ikke Folket, og som egentlig er til Fornærmelse for en stor Deel af Samfundet; f. Ex. hvor der tales om Kvinder, Bønder (Urbanitet).
 
17. Af Navne paa bekjendte Natur Objekter har Sproget stor Overflod og mange Synonymer. Her maa de bedste  udvælges for Hovedbegrebet; de øvrige kunne bruges til andet f. Ex. til Slægtsnavne.
 
18. Af Navne paa abstrakte og noget omfattende Begreber har dette som andre Sprog kun et lidet Forraad. Her maa man nytte alt som findes i det nye og gamle Sprog. Og nye Ord kunne dannes.
 
19. Af Synonymer kan man stundom tage et til Brug for et fremmedt, om det end ikke  nøie svarer dertil. Det er Brugen som bestemmer Betydningen.
 
20. De nydannede Ord maa, hvis ikke Roden strax er bekjendt, enten forklares eller stilles i  en saadan Sammenhæng at Meningen skjønnes.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009