Om Udtalen af skj og sj (1856)

I et Stykke, som for nogle Dage siden var indført i dette Blad, er jeg bleven anmodet om at give en nærmere Forklaring over en Yttring i "Det norske Folkesprogs Grammatik", angaaende den vestenfjeldske Udtale af skj og sj. Det er vistnok ikke let at give nogen tilfredsstillende skriftlig Forklaring over saadanne Lydforhold, da man derved maa berøre visse Overgange eller Nuancer, som ikke saa let lade sig betegne paa Papiret som i en mundtlig Meddelelse, og det kunde derfor let hænde, at min Forklaring endnu vilde lide af den samme Dunkelhed, som Indsenderen har fundet ved det omhandlede Sted. Imidlertid skal jeg dog her forsøge at betegne Tingen noget nærmere. Da det seer ud til, at Indsenderen har en anden Forestilling om Lyden "skj", finder jeg det her bekvemmest at gaae ud fra Lyden "kj", hvorom vi begge formodentlig have same Forestilling, da denne Lyd synes at være ligedan overalt i Landet. Naar vi nemlig forudsætte som bekjendt, at Konsonanten "k" har en egen og bestemt Udtale forved i, y, e, æ og ø, og at denne Udtale er ligefuldt tilstede, enten man saa vil skrive k eller kj (f. Ex. i Kid, Kylling, kjende, Kjæde, kjøle), saa kunne vi derved ogsaa komme til et nogenlunde bestemt Begreb om den her omhandlede Udtale af skj. Thi den vestenfjeldske Udtale er i dette Tilfælde temmelig simpel og ligefrem, da nemlig kj udtales omtrent ligedan, naar s kommer til, som naar det staaer alene; altsaa i det Ord "skjær", omtrent ligedan som i "kjær", saaledes at s paa sædvanlig Maade forbindes med kj ligesom med enhver anden Konsonant uden at forandre eller svække denne i nogen mærkelig Grad. Saaledes pleier man i Bergens Stift at læse kj (eller k) ligesaa tydeligt i "Skind" som i "Kind", i "skynde" som i "for-kynde", i "skjende" som i "kjende", i "skjæmme" som i "kjæmme", i "Skjøn" som i "Kjøn"; og dette bliver da, efter min Forestilling, den samme Form, som Indsenderen har betegnet ved Exemplerne "Iskjælder" og "løskjøbe". Vistnok kunde man sige, at K-lyden i den daglige Tale ikke altid høres saa klart og tydeligt i skj som kj, men den Forskjel, som da finder Sted, bliver ialfald saa ubetydelig, at den ikke kan komme i nogen Betragtning. Der gives, saavidt jeg veed, kun en eneste Undtagelse fra denne Regel, nemlig det Ord "Skjorte", som i Bergens Stift sædvanlig udtales som Sjorte. Men hvad de øvrige Ord angaaer, vil en saadan Forvexling af skj med sj altid forekomme Bergenhusingerne stødende, hvorfor de ogsaa pleie at lee ad fremmede Folk, fordi de udtale "Skjaa" (det er: Tørkehuus o.s.v.) ligedan som "sjaa" (at see), eller "Skjæl" (Muslinger) ligedan som "Sjæl" (Aand). - Forsaavidt her ogsaa er Spørgsmaal om den bergenhusiske Udtale af sj (f. Ex. i sjaa, sjeldan, sjø), da kan hertil svares, at ogsaa denne er simpel og ligefrem, saaledes at man tydelig hører baade s og j uden nogen særegen Beaanding eller Hysselyd, da nemlig en saandan (som sh eller sch) hverken finder Sted ved skj eller sj. Det Vestenfjeldske sj vil altsaa falde sammen med den af Indsenderen anførte Sammenstilling af si, hvoraf nemlig Lyden "i" bliver Konsonant, fordi hele Betoningen gaaer over paa den følgende Vokal, f. Ex. si-uuk = sjuk. Forholdet er altsaa det samme som ved tj, dj, rj, o.s.v.
 
Den her angivne Udtale af skj har jeg altid anseet som den retteste eller bedste norske Udtale, og det samme anseer jeg den fremdeles for at være, ikke fordi den er bergenhusisk, men fordi den er reen og simpel og stemmer overeens med de fleste andre Forbindelser af to eller flere Konsonanter, ligesom den ogsaa passer fortrinlig til de Ord, som have een Form med skj og en anden med sk, f. Ex. skjære, skar, skaaret. Forsaavidt Enhver har Adgang til at tale sin tilvante Dialekt, vil naturligviis de forskjellige Afvigelser ikke komme i synderlig Betragtning, men forsaavidt der i en Skole eller et Theater skulde blive Spørgsmaal om en normal Udtale, altsaa om en Form, som skulde foretrækkes for de øvrige, da troer jeg, at netop den Udtale, som her er omhandlet, burde have Fortrinnet.
 
I. Aasen.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker. Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009