Om benævnelsen Kroner og Øre, 1873

At indføre en ny Benævningsmaade for Penge og Penges værd er en Sag, som angaar det hele Folk og ikke blot de Personer, som drive Handel med Udlandet, og det kunde derfor lettelig vise sig, at det, som er til Lettelse for disse sidste, vilde kun være til Plage og Besvær for de øvrige. Adskillige af de Uleiligheder,  som deraf vilde følge, ere allerede blevne paaviiste; men jeg frygter for, at der er endnu flere, som ikke ere blevne tilstrækkelig fremholdte. Imidlertid er dette en Sag, hvis Forklaring jeg maa overlade til andre, som have bedre Indsigt, idet jeg for Øieblikket kun vil omtale et Par af de foreslaaede nye Mynt-Benævnelser, som, efter alt hvad jeg kan skjønne, ikke ere synderlig heldige.
 
For det første hører jeg, at der skal være en stor Mark, som skal hedde "Krone". Dette navn synes at være kommet noget langveis fra. Rigtignok har jeg læst om en engelsk Sølvmynt, som hedte Crown, og en tydsk, som hedte Kronenthaler; men for det første var disse Mynter meget større, og for det andet synes de ogsaa nu at være forældede. Hvad der imidlertid for os er det vigtigste, er dette, at Krone ikke er noget Navn paa Mynt, men derimod et almindeligt Ord, som betyder noget ganske andet, og som altsaa, anvendt paa Mynten, ofte kunde give Anledning til Forvexling og Misforstaaelse. Og desuden veed man, at en stor Deel af Landets Folk bruger dette Ord i en anden Form (Kruna) og saaledes ikke kan finde synderlig Behag i den nye Benævnelse. Jeg for min Deel finder den meget stødende, og mangfoldige andre ville finde det samme. Naar man egentlig skulde have et nyt Navn, maatte man dog vel kunne ophitte noget andet, saasom Rigsmark eller Nymark eller Stormark (som siden ved Tilvænnelse kunde forkortes til Mark), eller, da nu det foreslaaede System egentlig er svensk, saa kunde man vel ogsaa hjælpe sig med Navnet Rigsdaler, ligesom Svenskerne. Ialfald maatte man vel finde noget, som var heldigere end Krone.
 
Men om nu endda Benævnelsen Krone lod sig forsvare, saa skjønner jeg dog ikke hvorledes man vil forsvare Benævnelsen "Øre for den mindste Mynt. Rigtignok har jeg seet, at den svenske "Øre", som fordum (ligesom vor egen "Øyre") var en Ottendedeels Mark Sølv, efterhaanden har sunket saa dybt i Betydning, at den tilsidst kun gjælder som en Penning eller Centime. Men jeg har da ogsaa anseet det som en stor Skjødesløshed af Svenskerne at bruge et godt og gammelt Ord i en saa forvendt Betydning; og jeg havde aldrig anseet det muligt, at nogen vilde finde paa at indføre den samme Brug hos os. Skulle vi da slet ikke komme ihu, at vi have en Historie? Vor gamle Øyre (eyrir) var 1/8 Mark Sølv (altsaa en Speciedaler, eller lidt mere) og deltes i 3 Ertogar eller 30 Penningar. Øren var altsaa ikke den mindste, men næst efter Marken den største Sum; og det skulde da være nyttigt at beholde dette Begreb uforvansket og klart for alle dem, som i Fremtiden ville læse vort Lands Historie. De vilde ellers faae et underligt Begreb om de gamle Tiders Brug, naar de kom til at læse, at en Ko blev taxeret for 2 Ører (eller i Mandebod for 2 1/2), at 6 Alen Vadmel (tildeels endog 9 eller 12) sattes lige med en Øre, og at et Par Sko af bedste Slags skulde gaa for en halv Øre, og at Arbeidsmænd paa Bryggerne skulde have en halv Øre for at bringe en Læst Varer fra Skibet til Gaarden. (Se Norges gamle Love, III, 13 ff, og Munchs "Det norske Folks Historie", VI, 667). Det vilde altsaa være meget uheldigt at give dette gamle Ord den her foreslaaede Betydning; og desuden var det ogsaa aldeles unødigt, da man just ikke stod forlegen for en Benævnelse paa den mindste Penge-Enhed. Vilde man ikke have noget, som lignede "Skilling", saa havde man jo Adgang til at optage det gamle "Pening" (eller Penning). Dette er et Ord som har været længe i Brug, og som fremdeles er vel bekjendt iblandt Folket; man siger f. Ex. om en uduelig Ting, at den ikke har "Pennings Værd", eller at der ikke er "Pennings Gagn" i den. Og naar vi ret betænker os, saa er selve Benævnelsen "Penge" ikke andet end kun en anden Form af det samme Ord. Der var saaledes ingen Vanskelighed for et Navn paa Tingen, hvis Tingen selv var nødvendig, eller hvis det egentlig var nogen Nødvendighed, at man nu, efter kun et halvt Aarhundredes Ro, skulde atter paatvinge Folket en ny Pengeregning med den deraf følgende uberegnelige Uleilighed.
 
I. A

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009