Om det norske Almuesprogs Vigtighed, Febr. 1845

1. At det norske Almuesprog fortjente en omhyggelig Undersøgelse, og at en  nogenlunde fuldkommen Oplysning om dette hidtil forsømte Sprog vilde være meget ønskelig, er Noget, som kyndige Mænd for længe siden have indseet, og som i den senere Tid ofte har været yttret i Aviser eller andre Tidsskrifter. Imidlertid ere der kun faa, som vise nogen alvorlig Opmærksomhed for Almuesprogets Værd og Vigtighed; hvorimod de Fleste synes at ansee dette Sprog som en Ting, der ingen Opmærksomhed fortjener; hvorfor de ogsaa betragte den skriftlige Behandling af dette Sprog som et unyttigt og latterligt Foretagende, der i det høieste blot kan tjene til Morskab. Almuen selv er bange for, at man blot vil have Kundskab om dens Sprog for at faae Noget at more sig med; Adskillige af de mere Dannede frygte derimod for, at man snart vilde vise Almuesproget for megen Opmærksomhed, og derved fordærve Skriftsproget, hvilket skulde være til Hinder for Oplysningens og Dannelsens Fremgang. Disse Anskuelser af Sagen grunde sig sædvanlig paa den Fordom, at vort Bondesprog er intet mere end en vanslægtet Affødning af Skriftsproget, og at dette sidste er det eneste rette. Denne Mening er rigtignok uden Grund, som Enhver, der har nogen tydelig Kundskab om vort Lands Historie, let vil indsee; men da den alligevel er almindelig udbredt, og da man overalt synes at betragte Almuesprogets Fremhævelse med Uvillie, vil det blive nødvendigt at forklare de Grunde, som man har havt til at foretage en skriftlig Behandling af dette Sprog.
 
2) Foreløbig maa jeg forsikre, at den nu foretagne Samling af Almuesprogets Ordforraad aldeles ikke er gjort for at faae Noget til Morskab eller til at lee ad, som det hedder; men at den tvertimod er foretagen i den Hensigt at stifte Nytte dermed, for Exempel ved Udgivelsen af en Bog, hvoraf Folk kunde faae vide, hvad den eller den Ting hedder i Bogsproget, og saaledes lære bedre at forstaae, hvad de læse. Thi det Sprog, som vi nu bruge i vore Skrifter, er desværre ikke dannet i Norge, men i Danmark, og det for en stor Deel ved Overførelse af Ord og TaIemaader fra det tydske og andre fremmede Sprog. Derfor indeholder det saa meget, som den norske Almue ikke kan forstaae, og derfor har ogsaa den norske Almue saa megen Vanskelighed for at udtrykke sig rigtig i Skriftsproget. For at rette paa denne uheldige Omstændighed vilde man have megen Hjælp af en norsk Ordbog, hvoraf man kunde see, hvilke norske Ord der kunde sættes istedetfor de danske, og hvoraf man ogsaa kunde see, om disse norske Ord vare brugelige i hele Landet eller blot i enkelte Egne. Dette vilde ogsaa være til Hjælp for de Skribenter, som ville skrive forstaaeligt for Almuen; de kunde derved faae Anledning til at bruge mange af de gode norske Ord, som forstaaes over hele Landet. Der ere Adskillige, som i den senere Tid have prøvet herpaa; men da de ikke kunde vide, om vedkommende Ord vare brugelige i flere Dele af Landet, saa have de ofte taget Feil; jeg har saaledes i en og anden ny Bog fundet norske Ord, som jeg aldrig havde hørt eller kunde faae at høre, førend jeg kom til den Egn, hvori Bogens Forfatter boede. Naar man nu kunde faae Kundskab om Sproget i alle Dele af Landet og saa vilde udgive en Ordbog derover, saa kunde Forfatterne deraf see, hvilke Ord der vare de bedste og almindeligste, og saadanne Ord kunde de da med megen Fordeel bruge i sine Skrifter for Almuen. Det vilde saaledes være til Nytte for Oplysningen og for Udbredelsen af nyttige Kundskaber.
 
3) Endog uden Hensyn til en saadan Anvendelse af Almuesproget - vilde en større Kundskab om samme altid være af Vigtighed og maaskee have en Nytte, som ikke let kan beregnes. Ialfald synes dog det Ubekjendtskab med vort egentlige Modersmaal, som hidtil har fundet Sted, at være meget ufordeelagtigt i flere Henseender. Man studerer al Verdens Sprog, undtagen det som bruges i Fædrenelandet; man har bedre Kundskab om, hvorledes Italienerne talede for to tusinde Aar siden, end hvorledes Nordmændene tale i vore Dage; man veed bedre at omgaaes med Engellændere og Franskmænd end med vore egne Fjeldbyggere. De som ellers have Kald og Evne til at oplyse Folket og meddele det Kundskaber, see ofte sin Hensigt forfeilet, fordi de ikke kjende den Maade, hvorpaa Folket burde tiltales. Allerede ved den videnskabelige Uddannelse er den Lærde sat i en lang Afstand fra Folket; men naar nu hans Underviisning desuden maa gives i et Sprog, som baade i Ord og Stiil er vidt forskjelligt fra Folkets, saa bliver denne Afstand saa stor, at Folket ikke mere kan forstaae ham, ligesom han heller ikke kan forstaae Folket. Jeg vil aldeles ikke modsige den Erfaringssætning, at et Folk vinder meget i sin Udvikling ved at nærme sig til de mere dannede Nationer og ved Efterligning gjøre sig Fordeel af hvad disse have forud for samme; men med Hensyn til Sproget kan dog blot den videnskabelige Stiil have nogen virkelig Vinding af en saadan Efterligning (Tilnærmelse til andre Nationers Sprog); og det er saaledes kun en liden Deel af Nationen, som har Gavn af denne Tilnærmelse. For den store Masse af Folket, som af Nødvendighed er udelukket fra videnskabelig Dannelse, vil alt det Gode, som Efterligningen af fremmede Nationers Sprog kan forskaffe, stedse blive en ubrugbar Skat, som er til meget Besvær og liden Nytte. Den Plan at drage Folkemassen opad, for at have den nærmere ved sig og kunne bedre virke paa den, kan vel i visse Henseender være god nok; men naar denne Opdragen skal medføre en Tilintetgjørelse af Folkets egne ældgamle Sprog, da burde man dog først være vis paa, at dette Tungemaal var udueligt og uværdigt til at vedligeholdes, og at det var umuligt for den dannede Mand at nedlade sig til Folkets Standpunkt eller sætte sig ind i dets særegne Maade at tænke og tale paa.
 
4) Man gjør sædvanlig den Indvending, at det norske Sprog er saa forskjelligt i de forskjellige Egne, at man ikke kan faae noget Heelt derudaf og at altsaa et nøiere Bekjendtskab dermed ikke vilde være til nogen Nytte. Men naar vi tænke paa den lange Tid, hvori dette Sprog har levet i Foragt og Forsømmelse i vore tyndt befolkede og fra hinanden langt afsondrede Egne, hvis Beboere ikke havde nogen Samfærsel med hinanden, og ikke heller som Islænderne noget nationalt Skriftsprog at holde sig til, - saa maa vi alligevel forundres over, at Sproget ikke er endnu mere forskjelligt. Forskjellen imellem vore Dialekter er i Grunden  ikke saa  stor som den synes at være; den har for det meste kun Sted i de mindre vigtige Forholdsformer eller Kasus, og i Navnene paa visse Slags Arbeidsredskaber, Huustøi, Spisevarer, o.s.v. Men i de mere vigtige Henseender (som Bogstavsystemet,  Orddannelsen, Ordklassernes Afdelinger, og Betegnelsen af de vigtigere  Begreber) have vore Bygdemaal en saa stor Overeensstemmelse, at de med fuldkommen Grund maae tilsammentagne ansees som et eget nationalt Sprog. Dette Sprog  adskiller sig i flere Henseender baade fra Dansk og Svensk, hvorimod det  har megen Lighed med det Islandske eller gamle Nordiske. Da nu dette Tungemaal med visse Forskjelligheder er herskende i de fleste Landdistrikter og endog har megen Indflydelse paa Byernes Sprog, saa har det en temmelig stor Deel af Landets Befolkning for sig, og det modsatte Partie, som bruger det nye moderne Sprog, kan neppe anslaaes til en Tyvendedel af Folket, ja i det Vestenfjeldske maaske kun til en Hundrededeel. Skulde man nu vedblive at ansee de nitten Tyvendedele af Nationen for intet, og blot en Tyvendedel for alt, saa var det rigtignok temmelig ligegyldigt, hvorledes denne anseelige Fleerhed tænkte og talede; men den Tid, hvori en saadan Ringeagt for Folkets Masse fandt Sted, burde dog nu være forbi; allerede Rigets forandrede Forfatning og den Stræben efter Frihed og Lighed, hvorom der tales saa meget, skulde give Formodning om, at Folkets Ret betragtes med mere Opmærksomhed end forhen. Det er ingen ubillig Fordring, at denne Opmærksomhed ogsaa maa vises for Folkets Sprog; saa meget mere som dette Sprog ikke er noget nyt og paatvunget, men den norske Nations egne fra umindelige Tider nedarvede Tungemaal, som endnu til denne Tid har vedligeholdt  sig temmelig godt iblandt Almuen paa Landet, ubekjendt og foragtet, og fortrængt af et unorsk Tungemaal, som ved uheldige Omstændigheder er blevet  herskende i Skrifterne og i det offentlige Foredrag. Til nærmere Forklaring herover maa jeg henlede Opmærksomheden paa nogle historiske Omstændigheder, som vel ikke ere ubekjendte, men som dog sædvanlig synes at blive for løselig betragtede.
 
5) Det er just ikke ubekjendt, hvorledes det norske Sprog i gamle Dage var beskaffent; der haves tvertimod vigtige Samlinger af Breve og Bøger fra den Tid, da Norge endnu var selvstændigt, og dets Regjering var udgaaen af Folket selv. Fra samme Tider haves en langt rigere Samling af Bøger, som ere skrevne paa Island af Mænd hvis Forfædre vare komne fra Norge og saaledes havde bragt det norske Sprog med sig til dette Øeland, hvor det nu dyrkedes mere omhyggelig end i Moderlandet selv. Naar man nu erindrer, at det er omtrent et tusinde Aar, siden de Norske bosatte sig paa Island, og man tillige veed, at det norske Bondesprog med uvæsentlige Forandringer er for største Delen ligt Sproget i de islandske Oldtidsskrifter, saa faar man deraf ud, at Størstedelen af det norske Ordforraad er idetmindste et tusinde Aar gammelt, og har saaledes allerede ved dets Ælde et Slags Ærværdighed. Nu indtraf det, som bekjendt, i Slutningen af det fjortende Aarhundrede, at Norge og Danmark fik en fælles Konge, ikke ved Erobring eller Underkastelse, men paa Grund af Arveretten. Dette Forhold kom siden til at vedvare, men forandredes uformærket og lidt efter lidt derhen, at Norge kom under Danmark og blev ganske afhængigt af samme. Norge havde ikke længere noget Foreningspunkt i sig selv; dets Videnskabsmænd studerede i Danmark; Skolerne indrettedes efter de danske og forsynedes, ligesom Kirkerne, med danske Bøger; danske og tydske Familier bosatte sig i hundredeviis i Landet og blandedes med de Indfødte. Og alt dette indtraf netop paa den Tid, som var den vigtigste for Sprogets Dannelse; det var nemlig den Tid, da Bogtrykkerkunsten blev indført i Landet, og den nyere Oplysning begyndte at udbrede sig. Dersom det danske Sprog imidlertid havde havt sin gamle Reenhed, vilde det endda ikke have været saa forskjelligt fra det norske; men paa hiin for Sprogets Skjæbne saa vigtige Tid var det danske just i en Opløsnings Tilstand, en forvirret Blanding af nordiske og tydske og endnu mere fremmede Bestanddele. Det gamle nordiske Sprog, hvorefter det nye burde været rettet, var paa den Tid enten ubekjendt eller uden Anseelse; og selv de senere Forfattere synes at have taget lidet Hensyn til Sprogets egen Oprindelse og egne Udviklings Regler. Ved Dannelsen af de nye Udtryk, som den mere udviklede Tænkning fordrede, have de deels vedligeholdt, deels forøget det store Antal af fremmede Ord og Vendinger, som især Oversættelserne fra det Tydske maatte give Anledning til. Det er saaledes intet Under, at det Skriftsprog, som Norge nu har tilfælles med Danmark, er saa uligt og uforeenligt med det egentlige Norske, og saa uforstaaeligt for det norske Folk.
 
6) At den norske Bondestand, uagtet de omtalte mislige Omstændigheder, endnu for største Delen bruger sit gamle Fædrenesprog, er saaledes Noget, som vi heller have Aarsag til at være stolte af, end til at spotte og foragte. Dersom dette Sprog imidlertid var saa slet og saa ubrugbart, som man sædvanlig synes at ansee det for, vilde rigtignok alt det Anførte endda ikke sige saa meget; men dette er aldeles ikke Tilfældet. Man er bleven forledet til denne ufordeelagtige Mening om Almuesproget, deels ved den Fordom, at der intet godt kunde komme fra Almuen, - deels ved den besværlige Udtale, som sproget har i nogle Dele af Landet, - deels endelig ved de mangelfulde Prøver af Sproget, som man har seet i visse Ordsamlinger, hvor der er optaget en Mængde af de sletteste og ubetydeligste Ord, og hvor endeel Ord ogsaa ere forvanskede ved en skjødesløs Skrivemaade. I sig selv har dette Sprog tvertimod meget vigtige Fortrin, hvilket man allerede kan slutte af dets Lighed med det Islandske, hvis Fortrinlighed nu endelig bliver tilbørlig agtet af Kjendere. Det Norske er riktignok meget simplere end det Islandske, idet mange af de gamle Forholdsformer og Endelser ere bortfaldne; men Ordforraadet er i Grunden næsten (omtrent) det samme, og det som Sproget har tabt er fordetmeste uvæsentligt, saa at det neppe kan ansees for noget Tab. Bogstavsystemet og ansees som store Fortrin; det har en passende Blanding af haarde og bløde Konsonanter; den danske Blødhed mærkes kun i et Par Dialekter, den islandske Haardhed Ordenes derpaa grundede Dannelsesmaade har saadanne Egenskaber, som maa i Ordenes Endelser er for en stor Deel bortfalden, og sproget har i denne Henseende megen Lighed med det Svenske. Dets Diftonger, som besynderlig nok næsten fattes i Nabosprogene, give en stor Deel af Ordene en vis Fylde og Velklang; dets rige Vokalforraad har givet et vidt Rum for Dannelsen af korte og bekvemme Ord; dets  regelmæssige Omlydssystem har givet Leilighed til at danne en Mængde Afledninger uden nogen besværlig Endelse eller Forlængelse. Dessuden har det, ligesaavel som de beslægtede Sprog, en Række af korte og bekvemme Afledningsendelser, en Række af korte Forpartikler, som forandre Ordenes Betydning, samt endelig en særdeles Bekvemhed til Sammensætning, saa at Ordenes Antal kan forøges i tusindviis, uden at dog de nye Ord vilde blive uforstaaelige. Der er meget rigt paa bekvemme og betydningsfulde Ord, og er ganske tilstrækkeligt til at betegne de fornødne Begreber, untagen i den høiere og mere abstrakte Tænkning; i denne Post er det rigtignok utilstrækkeligt; men da dets Udvikling kun har været overladt til ulærde Folk, hvis Opmærksomhed jævnligst maatte være henvendt paa det Materielle, saa kan Sproget naturligviis ikke lastes derfor; ligesaalidt som man kan rose noget Sprog for en Rigdom, der er laant og samlet af andre sprog; thi paa den Maade kan selv det fattigste Bygdemaal gjøres til et saa rigt Sprog, som Nogen vil ønske sig.
 
7) Kan det saaledes ansees som afgjort, at man har fuldkommen Grund til at vise vort Almuesprog Opmærksomhed, da er det ogsaa vist, at det just nu er paa høi Tid at samle dette Sprogs Materialer og bringe dem for Dagen, for at de ikke skulle komme i Forglemmelse. Det viser sig nemlig i den senere Tid en stærk Overgang til det nyere Sprog, som udgaar fra Byerne og danner sig mere eller mindre efter Skriftsproget. I nogle faa Landdistrikter er denne Overgang allerede kommen temmelig vidt, og bliver ellers overalt befordret af den senere Tids forandrede Forholde. Den større Samfærsel og den hyppige Overgang imellem de forskjellige Folkeklasser; den mere utbredte Kundskab, Læsning og Deeltagelse i offentlige Anliggender, i Forening med den Indflydelse, som de mere dannede Folk udøve over deres Omgivelser - er altsammen Aarsager, der virke til det gamle Sprogs Fortrængelse og det Nyeres Udbredelse. Adskillige Lærere og Embedsmænd, ja endog mange oplyste Almuesmænd stræbe at vænne deres Undergivne til et mere moderne Sprog, hvilket de ansee som en Forædling og som et Middel til Udbredelsen af Kundskap og Dannelse. Man erkjender mere og mere, at et Fællessprog, som kunde forstaaes overalt i Landet, vilde være høist ønskeligt til Lettelse for Omgangen og Kundskabs Udbredelse; og da nu det danske Sprog er blevet eneherskende i Skrift og Foredrag, og derfor ogsaa har hævdet sig som Omgangssprog hos en Deel af Nationen, der vel er saare liden, men dog formedelst sin høiere Dannelse er af megen Indflydelse, saa er det naturligt, at man søger at give dette Sprog Overvægten. Men den som kjender Folkets egne ældgamle Tungemaal, og som veed, hvor inderligt og nøie det er forenet med Nationen, kan dog kun med et Slags Græmmelse see paa denne Udbredelse af en unorsk Dialekt, som er saa upassende for Folket og saa vanskelig for samme at tilegne sig.
 
8) Om nu det mere dannede, men for Nationen mere fremmede Sprog skal udbredes videre iblandt Almuen, eller om Folkets Tungemaal skal komme til nogen Ære, vil beroe paa, hvorvidt man finder dette Sprog værdigt til videre Dyrkning, og finder sig beføiet til at bekjæmpe de Hindringer, som ere i Veien for samme. I ethvert Tilfælde vil en fuldkommen Oplysning om det nuværende Almuesprog være af megen Vigtighed. Vil man paa en Maade oprette det Norske, saaledes at Forfatterne i den simplere Stiil ville læmpe sig derefter og optage det bedste deraf, da vil en Ordbog over samme blive aldeles nødvendig, for at man baade kan kjende Ordforraadet og tillige vide hvad der er almindeligt eller ikke. Vil man derimod blot drive paa Udbredelsen af det Danske, og saaledes fortrænge Almuesproget, da skulde det dog vel være godt for Efterkommerne at have en Skildring af det fortængte Sprog, hvoraf de idetmindste kunde see, hvorledes  det saae ud, og hvoraf de ellers kunde faae vigtige Oplysninger. Thi hvis man endog bliver istand til at fortrænge Nationalsproget, hvilket dog nok ikke vil gaae saa hurtigt, saa bliver man dog neppe istand til at utrydde Alt hvad der grunder sig paa dette Sprog, saasom Udtryksmaaden i (Indholdet af) gamle Breve og Dokumenter,  Navne paa Gaarde og Steder, paa gamle Sæder og Skikke med Mere; og herved kunde man dog altid trænge til Forklaring. Vel kan det der indvendes, at naar det Norske er saa ligt det Islandske, saa kunde særskilte Bøger om det Norske ikke behøves; men denne Lighed gjelder vel, som foranført, den største Deel af Ordforraadet, men ikke det hele Ordforraad. I det Norske fattes mange af de Ord, som Islandsken har, men derimod har det Norske ogsaa et Antal Ord, som fattes i Islandsken, og som dog efter alle Mærker synes at være ægte og ældgamle Ord. Det forekommer mig ogsaa, at ligesom adskillige Dunkelheder i det Norske kunne oplyses af det Islandske, saa kunde maaskee Adskilligt i det Islandske ogsaa blive  nærmere oplyst ved det Norske; hvilket i al Fald ikke er usandsynligt, thi det Islandske er jo kommet fra Norge, og det Norske ikke fra Island. Vist er det ialfald, at en fuldkommen Oplysning om det Norske vilde være meget kjærkommen for Videnskabsmændene; og imidlertid behøver Almuesmanden ikke at frygte for, at den skulde blive ham til Skade. Efter Planen for Ordbogens Indretning skal den indeholde mest om de mere vigtige og betydningsfulde Ord, hvorimod ubetydelige, slette eller grundløse Ord skulle udelukkes fra samme. Der vil saaledes ikke blive saa megen Materie til Spot og Latter, undtagen maaskee for taabelige Folk (Tosser), som ikke have Skjøn paa Tingen; men saadanne Personers Spot er altid vanskelig at slippe fri for, og den er da heller ikke at skjøtte videre om. At upartiske Kjendere derimod ville finde Sproget værdigt til en fordeelagtig Opmærksomhed,  er Noget, hvorom man kan have en grundet Formodning. 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009