Om en Sprogreform, [1851]

1. Det er latterligt at høre den megen Tale om Nationalitet, om den ægte gamle Malm i Sproget, om de herlige Levninger fra vore berømte Forfædre, medens man dog seer saa lidet der minder om disse Fædre. Landet seer jo ud som ganske omskabt. En ny Slægt hersker i Byerne, i Kirker og Skoler, i Embeder og Ombud, Een Slægt som ikke forstaaer og ikke gider læse et Ord af det gamle Sprog og ikke vil kjendes ved det saakaldte Folk undtagen som dens egne Tjenere og Kreaturer. Man peger paa de gamle Fjeldmandsdragter som et fabelagtigt Kram, man hermer efter Fjeldmaalet som efter et hinduisk eller malebarisk Sprog, hvilket man ikke kan udtale, ikke læse og endnu mindre skrive. Folket selv betragtes som en underlig Stamme af Vilde; man finder deres Manerer afskyelige, deres Udseende motbydeligt, deres Navne barbariske. Man lider godt slige Navne som Fischer, Meltzer, Schreiner men ikke Fiskar, Maltar, Skrinar. Tydske, Franske og slige Navne vrimle overalt og lides godt, men en norsk Oversættelse af dem vilde ikke taales.
 
Her ere to Ting at foreslaae, nemlig enten en radikal Reform i Sproget, en Ombygning paa ægte norsk Grundlag, som vistnok vilde koste nogen Møie, men dog medføre adskillige store Fordele, blandt andet den, at vi med rette kunde kalde os Efterkommere af de gamle Nordmænd. - Etter at lade alt blive ved det Gamle som nu er tilvant. Dette er den nemmeste og mageligste Udvei, men den har visse slemme Uleiligheder med sig, blandt andet den, at vi da ikke tør skryde av de gamle Nordmænd og kalde dem vore Forfædre, da Verden vil have Mistanke om at vi ikke ere deres rette Børn siden vi slet ikke ligne dem. 
 
Almindelige Bemærkninger.
2. Sprogene have en overvættes stor Mængde Ord til at betegne Formaalene for Synet (Udseende, Farve), en mindre, dog ikke liden Mængde af Navne paa Formaal for Hørelsen (Lyd) og for Følelsen, men meget faa Ord for Smagen og næsten ingen for Lugten.
 
3. Et vist Hang til Overdrivelse eller til at gjøre Skildringen af et Maalemne ret kraftig og iøinefaldende har foraarsaget, at mange Ord have efterhaanden faaet en svagere Betydning, idet den oprindelige stærke Betydning er ved idelig Brug i Utide dovnet bort. Saaledes: gjerne, storleg, fælt (øgje, agaleg), umogeleg, urimeleg.
 
4. En Stræben efter at undgaae Udtryk som kunne støde eller forvexles med uædle Begreber, har gjort at nogle gode Ord ere komne i Forfald, og uædle Ord ere ophøiede i Stedet. Saaledes: gjere.
 
Her mærkes: daud, sjuk.
 
5. Det er en falsk Tro, at de simple hjemlige Ord ikke skulde kunns bruges i ædel og alvorlig Stiil. Bruge ikke Islænderne sine gammeldagse Ord i Psalmer, Bønner og Prækener. Er den svenske Kirkesang mere uædel og plat, fordi den indeholder Ord som her kaldes bondske. Og er der ikke saa mange andre Folk som ikke kunne et dansk Ord og dog have saa herlige Prøver paa Veltalenhed. Skrev Luther paa Dansk? Skal man banlyse det Udtryk "mi Sæl" fordi det bruges i Sværgen. Skal man afskaffe Ordet "gjeld" fordi det stundom bruges i smudsig Tale. Gik det ikke an at ophøie slige Ord i en ædlere Stilling eller kanskee man skulde blæse dem bort ligesom de Folk der ere "komne op af Skarnet". Jeg skulde dog mene at det er bedre at være kommen fra Skiddenhed til Reenhed end fra Reenhed til Skiddenhed.
 
6. Naar Sagen kunde vinde saa megen Opmærksomhed paa en Tid da Kristiansandinger og Kristianiafolk paa en vis Maade styrede Literaturen, da vil den vist under andre Omstænd igheder staae sig bedre. Thi det er dog egentlig disse Folk som have den stærkeste naturlige Modbydelighed for Norsken.
 
7. De sædvanlige Anmærkninger om Kulturens og Velstandens Virkninger have her lidet at betyde. Norge kan ikke blive noget grundrigt Land. Rigdommen kan iafald ikke blive almindelig. I et tætbygget Land kan nok de Rige tage de fattige Folk i sin Tjeneste; dette kan alligevel ikke skee i Norge. Altsaa vil der altid blive en stor Deel Folk, som ikke kunne blive fornemme, om de vilde, og disse ville aldrig være istand til at følge med den voldsomme Fremskynding i udenlandske Moder, som maaskee enkelte ville befordre. Menigmand vil vistnok antage adskillige nye Skikke, men ere de nyttige, da ere de det ligefuldt, om de end omdøbes med norske Navne.
 
8. Man siger at en Sprogreform vilde afbryde Litteraturens Historie og gjøre vore ældre Bøger unyttige. Men dermed er det nok ikke saa farligt. Thi den største Deel af de ældre Bøger bliver alligevel unyttige med Tiden. Hvor mange Læsere have nu de Bøger som kom ud for 100 Aar siden og da gjorde megen Opsigt. Der er kanskee en eller to Forf attere som holde sig, og endog disse finder man vel nu at være gammeldagse. Om hundrede Aar herefter vil endnu flere Forf attere være glemte, fordi deres Tal altid forøges og det hele Tal bliver for stort til at holde i Hukommelsen. Bøger som kom ud for 30-40 Aar siden, ere vanskelige at overkomme. Aviser fra samme Tid ere aldeles glemte saa at der endog stundom udkommer nye Blade med samme Navne, men aldeles forskjellige derfra. Man er alt kommen saa vidt, at man kun formaar at have de sidste Aars Udgivelser i Hovedet; det er kun det nye, det fra iaar, som gaar. For Eftertiden vil dette blive endnu mere Tilfældet.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009