Om et norsk Skriftsprog, Mai 1849

Ønskeligt af følgende Grunde.
En Sammenstilling af vore Dialekter under en bestemt Sprogform bliver det eneste Sprog som kan kaldes norsk og nationalt. Det maa ansees som en Forklaring af vore Dial ekter, en Samling af alt deres gode Stof og tillige en Forbedring af det mindre gode eller en Rettesnor for Dial ekternes fremtidige Udvikling. Kun derved kan vor Nationalitet skildres og Folkets Tanke udtales.
 
Dette Sprog er en Arv fra vore Fædre og bør derfor holdes i Agt og Ære. Ville vi virkelig ansee de gamle norske Helte som vore Forfædre, da gjøre vi vel i at vende tilbage fra dette Udenlandsvæsen som vi have været saa forgabede i, og søge at redde det Arvegods der ved vor egen Skjødesløsh ed nær [var] ved at gaae tabt for evig.
 
Et saadant Sprog vilde med Tiden blive en stor Vinding for vort Folk. Det vilde ei alene blive meget lettere at forstaae, men det vilde ogsaa have et særeget Hygge derved at Folkets Tanker og Følelser kom tilbage til Folket i sin egen velbekjendte Form uden at have undergaaet en Oversættelse, hvorved den oprindelige Friskhed og Kvikhed var forsvunden.
 
Folkesproget indeholder et saa fortrinligt Stof til [et] Skriftsprog, som nogen kan ønske sig. Ved varsom Fremfærd kunde et reent udmærket Sprog dannes deraf. Meget af dette Stof kommer nu til efterhaanden at forfalde hvis ikke et Skriftsprog kommer til Hjælp. Men vi have dog sandelig for meget at miste; det var da ogsaa baade Skam og Skade hvis vi skulde miste det uden et Forsøg til Redning.
 
Om end dette Sprog skulde vantrives vilde det dog være af høieste Vigtighed som et Led i Nordens Sprogrække. Vi kunne ikke foreenes med de øvrige Nordboere paa den Maade at vi skulle blot modtage og intet byde. Og heldigviis have vi mere at byde end de nogensinde kunde give os. 
 
Hinderlige Omstændigheder.
Vi have allerede et Sprog, hvori alt offentligt Foredrag holdes, hvori vor offentlige Underviisning bliver given og vore Lover skrevne. Dette Sprog er ved Vanens Magt saaledes fastvoxet til alle skriveføre Folk at de ikke kunne hjælpe sig uden dette.
 
Vort Folk synes at være for lidet til at have et Sprog sig selv. Man maatte heller ønske, at der skulde være kun eet Sprog i de tre Riger, end at hvert af dem skulde have sit eget.  En ny Litteratur vilde saaledes finde for liden Understøttelse og blive agtet som intet i de andre Lande.
 
Vort Sprog maatte saa at sige gjøres af nyt; det vilde derfor blive vanskeligt at tilegne sig og vinde kun lidet Bifald i Landet selv. Dialekterne have saa foskjellige Former, at den nye Sprogform maatte bestemmes vilkaarlig efter Godtykke, og herom vilde Folk ikke blive enige.
 
Vort Folkesprog er for det Første for meget udannet og ubekvemt for den Stiil, hvori Nutidens vigtigste Anligg ender skulde behandles. Det mangler Udtryk for de abstrakte og sammengribende Tanker som spille den største Rolle i Tidens offentlige Debat. Vilde man ikke nu som før indtage fremmede Ord, da maatte man gjøre nye, og herom vilde Folk heller ikke blive enige.
 
Folket selv vilde for Øieblikket ikke lide en saadan Reform, da det anseer sit Sprog for altfor plat og slusket til at bruges til vigtige Ting. De skriveføre Folk vilde ogsaa modsætte sig, fordi de vel ikke ansee det fornødent at studere et saadant Sprog. 
 
Fordeelagtige Omstændigheder.
En Reformation i Stilen og Ordføiningen tiltrænges høilig, hvis vi nogensinde skulle faae populære Bøger. Man vil engang, seent eller tidlig, indsee Uleiligheden ved denne idelige Udadvending, denne Indstudering af en fremmed Tankegang og fremmed Udtryksmaade. En mere national Opfatning af Tingene vil indtræde, man vil kræve ei alene norske Ord men ogsaa norsk Stiil, og dertil udfordres saa meget, at man gjerne med samme kan tænke paa en ny Sprogform.
 
Vore Folkeviser, Æventyr, Anekdoter, Ordsprog, Lege og Melodier have først nu begyndt at komme op og vinde Opmærksomhed; men meget deraf er endnu ikke kommet rigtig for Dagen. Af den Lykke, som disse Ting allerede have gjort, kan man see, at Tiden er gunstig for en Reform i national Retning.
 
Den stigende Kundskab om det gamle Sprog virker til at udbrede Interessen for denne Sag. Kundskaben om Dial ekternevil ogsaa herefter virke sit dertil.
 
Vi have en stor Mangel paa egentlige Folkebøger, og i den Vei er meget nyt at gjøre. Populære Andagtsbøger, Sangbøger og Børnebøger savnes. Folkesange savnes. Vore Noveller have kun Skildringer af den fremmede Leveskik hos de tyndt adspredte Konditionerede iblandt os, ingen rigtig Afmaling af Nordmandens egentlige Leve-og Tænkemaade. Dramatisk Literatur mangler aldeles.
 
De mange Forsøg paa at indføre en ny Ortografie og optage norske Ord ,vise Trang til en Reformation.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009