Skrivebog 1833. Iver Andreas Iversen Aasen

1. Opgave. Hvilke ere Hovedtrækkene i Esaus og Jacobs Caracterer? 
 
I. Hvilke ere Hovedtrækkene i Esaus Caracteer?
Af Brødrene Esau og Jacob var Esau den Førstefødte. Allerede tidlig finde vi et uvenligt, vildt Sindelav hos ham; hans Lyst til Udsvævelser sees deraf at han valgte Jagten til sin Hovedsyssel, medens hans Broder derimod foretrak det mageligere Hyrdeliv. At han har været meget letsindig og ubetænksom det viser hans Færd, idet han, for en Ret Mad, solgte sin Førstefødselsret, og med Eed overgav den til sin yngre Broder. - Det var nemlig i de Dage Skik, at, saasom de omvankende Hyrdefamilier ingen Konger havde, saa havde Faderen eller den Ældste i en Familie, næsten en Regents Magt over den. Naar nu denne Stamfader (:Patriarch:) døde, saa fik hans ældste Søn denne Ret, der kaldtes Førstefødselsretten, efter ham. Her var nu altsaa denne Ret Esaus. - At Esau har været egensindig, kunne vi see deraf, at han mod sin Families Samtykke havde taget to Hustruer. Han var ogsaa meget hevngjerrig, thi da Broderen Jacob paa en listig Maade havde tilsneget sig deres Faders Velsignelse, som denne havde tiltænkt Esau, saa besluttede han nu ved sig selv, at rydde sin Broder af Veien ved at dræbe ham, hvilket og maaskee kunde blevet fuldført, om ikke Jacob lykkeligviis fik det at vide, og for en Tid drog bort derfra.
 
Paa den anden Side finde vi dog hos Esau den Dyd, at han var forsonlig. Da Jacob kom tilbage fra hans tyveaarige Tjeneste hos hans Morbroder Laban, nærede vel Esau endnu det gruelige Forsæt at omkomme sin Broder, og til den Ende drog ham imøde med en bevæbnet Hær. Da det frygtelige Møde nærmede sig, tog Esau en anden Beslutning. Hans Sindelav mod Broderen forandredes, og de mødtes og skildtes ad som Venner.
 
II. Hvilke ere Hovedtrækkene i Jacobs Caracteer?
Ved at see ud over Jacobs Historie, finde vi først hos ham en Forkjerlighed for det roligere Liv. Han valgte, som før er sagt, Hyrdelivet til sin Forretning. I den første Deel af hans Levnet træffe vi paa nogle Pletter, der ikke gjorde hans Caracteer Ære. At han var egennyttig, sees tydeligen af hans ublue Begjæring til Broderen. Da nemlig Esau engang træt og hungrig kom hjem af sin Jagt, saae han en Ret Mad, som Jacob havde lavet til for sig. Han begjerte da denne af sin Broder, hvilken gav til Svar: "Sælg mig din Førstefødselsret for den". Samme Egennytte forenet med skammelig Underfundighed finde vi i den Handling, da den gamle, og næsten synløse Fader vilde velsigne Esau, da Jacob, efter Moderens Tilskyndelse, gav sig ud for Esau (:medens denne var fraværende:) og saaledes fik Velsignelsen.
 
See vi hen til det Sidste af Jacobs Historie, da finde vi i ham en meget gudfrygtig og retsindig Mand. De herlige Løfter og Forjettelser, samt de mange overordentlige Velgjerninger som Gud betroede ham, ere Beviis paa, at hans oprigtige Hjerte havde vundet Guds besynderlige Yndest og Velbehag.
 
2. Opgave. Hvorfor er det skadeligt, endog kun for Spøg at afvige fra eller fordreie Sandheden?
 
Sandhed betyder almindelig det, der siges eller fortælles saaledes, som det virkelig er. Naar jeg beretter Andre Noget, som jeg har erfaret, just saaledes som jeg erfarede eller fornam det, uden enten at forringe eller overdrive Noget, saa er det Sandhed. Saaledes kaldes Guds Ord, den hellige Skrift, eller den hele christelige Lære Sandheden, fordi deri findes Intet som jo forholder sig saaledes som det er fremstillet. Man afviger altsaa fra Sandheden, naar man tillader sig at enten indbilde Andre det, som ikke er saaledes, eller med Vidende at fortie det, der nødvendig skulde  aabenbares.  Man fordreier Sandheden, naar man, paa Grund af en eller anden indbildt Fordeel, ikke saa nøie tager Hensyn til den rene Sandhed, men lemper den efter eget Tykke, saaledes,  som man ønsker.
 
Det er altsaa skadeligt at afvige fra eller fordreie Sandheden, da Aarsagen eller Bevæggrunden dertil er, som oftest, en indbildt Egennytte, en bedragelig Egenkjerlighed. Virkningerne ville da gjerne ligne Aarsagen, og saasom denne er ond og skadelig, saa blive hine det sædvanlig ogsaa. Idet man fordreier eller afviger fra Sandheden, skader man sig selv og man skader  Andre. Sig selv paadrager man Savnet af den indre Fred, der opfylder den Sandrue og Redelige. Snart bliver Synden til en Vane, der vanskelig kan aflægges. Man bliver til sidst saa følesløs derved, agtende det ingen Synd at være, og vorder saaledes en Løgner, der ikke kan eller bør troes. Næsten skades derved paa mangfoldige Maader. Mange store Synder og afskyelige Laster skrive sig fra denne ene Synd, og man veed, at Forvandskning af Sandhed har stiftet ubeskrivelig meget Ondt i Verden.
 
Men gjelder det Samme ogsaa da, naar man kun for Spøg fraviger eller fordreier Sandhed? Den der for Spøg afviger fra eller fordreier Sandheden, vover dog sandelig meget, om han end synes, det har intet at betyde. Sædvanlig foraarsager han derved Skade enten hos sig selv eller Andre. En kostbar, en hellig Skat bør ikke bruges til Legetøi, saaledes at man visse Tider skulde bortkaste den. Den der saaledes spøger med at fordreie eller fravige Sandheden, han bliver snart kold og ligegyldig med den. Hvad flere Gange agtes for Spøg, kan snart blive Alvor. Han vil snart troe sig selv formeget og desmindre tage vare paa sit fordærvelige Hjerte. Hans Næste, især den Enfoldige, der hører ham, vil snart tage Forargelse deraf, og maaskee selv henfalde til den samme Synd. Saaledes kan der komme megen Synd og Skade af det, som i Begyndelsen ikke blev agtet for Synd.
 
3. Opgave. Hvori bestaaer Taknemmelighed, og hvorfor maa denne nødvendig ansees for at være en skjøn Dyd?
 
I. Hvori bestaaer Taknemmelighed?
Den Kjerlighed som vi skylde fremfor Andre dem der have gjort vel imod os, kalde vi Taknemmelighed. Den forudsætter saaledes en eller flere Velgjerninger, der have bevæget den Modtagende til at elske Giveren, at ønske ham Godt, og om mueligt stræbe at gjengjelde hans Godhed. Nu er vor allerstørste Velgjører Gud. Mod ham bør vi da altsaa først vise os taknemmelige, thi hvad Godt der hændes os, er af ham. Men paa hvad Maade kan det skee? Gjengjelde hans Godhed kunne vi ikke, thi vi kan Intet give ham igjen, og om vi kunde, behøver han det dog ikke, thi han selv har og giver alle Ting. Det Eneste, hvormed vi kunne vise os taknemmelige mod Gud, er da, at vi inderlig elske ham, med Glæde gjøre hans Villie, og af Hjertet takke og prise ham, samt opmuntre vore Medmennesker til det Samme, og saaledes samtligen love og berømme hans Godhed. Af Mennesker kan vi ogsaa nyde Godt, vi maa altsaa tilkjendegive, at vi skjønne derpaa, og ønske dem Velsignelse fra den store Giver, fra hvem alt Godt kommer.
 
II. Hvorfor maa Taknemmelighed nødvendig ansees for at være en skjøn Dyd?
At det er skjønt at være taknemmelig, det kunne vi i det daglige Liv ved mangfoldige Leiligheder erfare. Naturligviis maa det glæde Giveren eller Velgjøreren, naar han fornemmer, at hans Velgjerning er den Modtagende kjerkommen, og at Denne viser Glæde og Erkjendtlighed derover. Derimod maa det være Velgjøreren ubehageligt, naar hans Velgjerning kold og ligegyldig annammes. I det menneskelige Samfund er enhver af os et Lem, der ikke kan undvære de andre Lemmers Tjeneste. Vi maa altsaa nødvendig trænge til hverandre. Hvor skjønt da, naar gjensidig Tjenstfærdighed forenet med taknemmelig Erkjendtlighed finder Sted! Taknemmelighed er, som sagt, en Kjerlighed til Velgjørere. Altsaa en·Gren af Kjerlighed, og denne er Christendommens første og ypperste Dyd.
Fremfor Alt gjælder dette om vor Taknemmelighed mod Gud. Dertil ere vi saa meget mere forbundne, saasom vi hvert Øieblik nyde (: og maa, saafremt vi skulle leve, nyde :) Velgjerninger af hans Haand. Han kunde byde Luften at den ikke skulde give os Aande, og saa maatte vi forgaae. Og see vi hen til de aandelige Velgjerninger, da bliver vor Forbindtlighed til Taknemmelighed mod Gud endnu langt større. Hvilken Skade da, om vi ere utaknemmelige! Hvor skjønt derimod naar vor høieste Lyst er at takke og ophøie Herren; naar vor Sjel lever i hans Lov og Pris! Da beroeliges vort Hjerte, det opflammes til inderlig Kjerlig[hed] mod det algode Væsen, vor Næste opbygges og opmuntres derved, og Guds Ære forherliges i hans Børn paa Jorden.
 
4. Opgave. Sammenligning imellem Vandringsmanden, som valgte til sin Støttestav en Hyldegreen og den, som er uforsigtig i Valget af sine Venner!
 
En gammel Mand foretog sig at gaae hen til et vist Sted; og Veien, som førte did, var lang og besværlig. I Haab om, at de Evner, han behøvede til sit Foretagende, endnu skulde findes hos ham, gav han sig med fyrige Skridt ud paa Banen. Snart erfarede han dog, at han trængte Noget at støtte sig paa, Noget, hvortil han kunde helde sig, naar han betyngedes af Mathed. Imidlertid forestillede han sig dog endnu ikke ret, hvad Virkninger Veiens Længde og Vanskelighed vilde have paa hans svage Legeme. Idet han blev vaer en Hyldebusk ved en Side af Veien, gik han did, tog sin Kniv frem, og skar en Green deraf, hvilken han nu agtede at benytte som Støttestav paa sin Vandring. Han fortsatte da sin Reise, smaaeligt støttende sig til den svage Hyldegreen. Med Veiens Længde tiltog hans Legems Mathed, og end større blev denne, da Bestigelsen af en mødende Bakke udfordrede end mere Anstrengelse og saaledes en Styrke, som Oldingen, hvis Knæe allerede bævede, ikke havde. Her skulde nu hans Støtte komme ham tilhjælp, men denne svag; thi just da han meest trængte at helde sig til den, da brast den, og skuffede vare hans Forventelser. Vemodig sad han i Støvet, og beklagede, at han ganske ubetænksom havde valgt et saa løst Træe til sin Støtte-Stav.
 
Saadant bliver, som oftest, Udfaldet med den, der ikke med Forsigtighed vælger det, hvortil han skal helde sig, hvoraf han skal vente Bistand i Trangens Tid. Medens vi ere i Vaaden behøve vi Alle Venner, thi at leve uden Ven i Verden er et meget ulykkeligt Liv. Men disse maa da ogsaa vælges med Forsigtighed, saafremt Venskabet skal være bestandigt, og til gjensidigt Gavn. Den, som er uforsigtig i Valget af sine Venner, eller, som ikke viselig søger Venskab med saadanne Mennesker alene, hos hvilke en Vens rette Egenskaber, saasom: Retsindighed, Trofasthed, Medlidenhed og Deslige, findes, den maa vel finde sig i, at han, naar Nøden kommer, har ingen Ven. Jo længere han skrider frem paa Tidens Bane, des flere Vanskeligheder møde der, og altsaa flere Tilfælde, da gode Venners Raad og Hjælp maatte være ham uundværlige, og følgelig er da Skaden des større, naar disse just da svige ham. Forsilde angrer da den Ulykkelige, at hans Valg var slet og indseer at hans Uforsigtighed har skadet ham.
 
Sammenligningen imellem begge disse Exempler, som her ere fremsatte, bliver da denne: Begge tiltræde de en Vei eller Løbebane. Ved Begyndelsen af Løbet ahne de en Trang til Noget at støtte sig paa, at helde sig til. De søge og vælge Dette, men ikke med Betænksomhed og Forsigtighed. Aldenstund de kun lidet trænge til Bistand og Understøttelse, ere Følgerne af deres Uforsigtighed ikke saa meget følelige. Men det møde dem Tilfælde, da det gjælder de valgte Støtters Paalidelighed, da, saa at sige, Alt beroer paa Understøttelse; og da sviger det hvoraf de ventede Hjelp og Bistand, og forsilde angre de Ulykkelige sit ubetænksomme Valg. 
 
5. Opgave. Hvad er Grunden til, at alle, endog raae Folkeslag, elske deres Fødeland?
 
Det er en naturlig Egenskab hos ethvert Menneske, at det Sted, hvor han er født og opdragen, er ham mere kjert end nogetsomhelst Andet. Enhver finder, at det Sted, hvor han først begyndte at nyde Livet og dets Goder, hvor han først tog til at finde Venner og Fortrolige, og hvor de barnlige Glæder, ved Nydelsen af den skjønne Naturs Yndigheder, ligesom fyldte hans Sjel, at dette Sted nemlig fremfor Andre tiltrækker sig hans kjerlige Erindring. Dog - langt fra, at denne Kjerlighed skulde være indskrænket blot til Fødestedet. Naar Ynglingen lærer at tænke og see videre omkring i Verden, naar han tiltræder den mandlige Alder, da begynder denne Kjerlighed at strække sig videre. Han elsker nu Landet hvor han fik Tilværelse, og det hele Folkesamfund hvoraf han er et Lem. Med Landets Børn blev han fra først af meddelagtig i Sprog, Skikke og Sæder, derfor ere disse som hans Kjød og Blod. Fra først af nød han godt af Landet, derfor elsker han det, saafremt der er ædel Følelse i ham. Maaskee have og hans Fædre levet og virket her, maaskee nyder han deres Arbeides Frugt og har i deres Værker henrykkende Minder. Her arbeider og virker han selv; hans Arbeides Frugt er ham kjert, og maaskee Mennesker, nedstammende fra ham, skulde ogsaa nyde den. Disse Ideer tilsammentagne ere mægtige nok til at binde Ens Hjerte, med saa stærke Baand, til hans Fødeland, at andre Landes Herligheder smage ham intet mod hans eget Lands. Var end hans Lod den ringe, var end hans Vaaning den usle, lave Hytte, han vilde dog ikke bytte med Udlændingens Palladser; sin egen Arne vil han nødig forlade, og skulde Nødvendigheden for en Tid fjerne ham derfra, saa see vi ham dog snart længselsfuldt hastende at ile tilbage til det kjære Hjem. Antage vi nu, at denne Attraae besjeler alle Mennesker eller dog det Meste af Menneskeheden, saa er det ganske naturligt, at alle endog de raae og vilde Nationer maae elske deres Fødeland. Denne Kjerlighed er Mennesket ligesom indplantet af Naturen fra først af, derfor findes den og hos de mindre dannede Folkeslag. Naar et Land var i Fare, naar Fremmede truede med at bemægtige sig det, da viste sig denne Gnist i fuld Flamme, da saae man den, der værnede for Hjem og Fødeland, at stride med fordoblet Styrke, at kæmpe med beundringsværdig Udholdenhed, og at vove selve Livet for sit Fødeland.
 
6. Opgave. I hvad Henseende kunne vi siges at have Pligter imod Dyrene?
 
For at undersøge i hvad Henseende vi have Pligter mod Dyrene, maae vi først vide, hvad Væsener Dyrene ere, og saaledes hvad Indflydelse deres Behandling af os kan have paa dem. Vi vide, at først frembragte Gud allehaande Dyr paa Jorden, og derefter Mennesket med en fornuftig Sjel, der skulde være som Herre over alle disse. Vi finde at Dyrene ere begavede med visse Evner og Drifter, der dog efter deres Arter ere meget forskjellige. Men de Drifter eller Attraaer, vi finde hos Dyrene indskrænke sig dog kun til det Maal: at opholde og forsvare sig selv, og at forplante sin Slægt. Dette alene maa da være Dyrets Bestemmelse, følgelig varer dets Tilværelse kun til det Øieblik, da Legemet ganske taber Livskraften og er dødt. Vi have da Pligter i Henseende til Dyrenes Liv, at vi, kun naar vore Fornødenheder udkræve det, men ikke kun for Fornøielse, berøve dem dette. Dræbe dem kunne vi da, naar enten vor Trang eller ogsaa Dyrets Skadelighed byder os, men da bør vi og udføre dette med den mueligste Smerteløshed. Ligeledes bliver det vor Pligt, naar vi kunne, og det er overladt til os, at nære og opholde dem, og efter Muelighed forebygge, at de ikke skal lide Noget. Vi have og Pligter mod Dyrene i Henseende til deres Følelser eller Drifter. Vi kan nævne for Exempel Frihedsfølelsen, der er saa stærk hos Dyrene, at man saa ofte har seet, at de, der have været vante til altid at nyde Friheden, og med Et ere denne berøvede, have fundet Døden, tillige med dennes Tab. Vi maae altsaa ikke, uden Fornødenhed, berøve et Dyr Friheden, som det agter saa høit. Vi have Pligter mod Dyrene i Henseende til deres Legemer, at vi ikke med Fornøielse saare eller plage dem, eller sætte en Forlystelse i at gjøre dem Ondt og bemøie dem. Størst er i saa Henseende vore Pligter mod de Dyr, vi bruge til at lette os i vort Arbeide og at bære vore Byrder. Med Haardhed at drive disse over sine Evner eller Kræfter er da en stor Synd; thi skjønt Dyret er et fornuftløst Væsen, saa har det dog tilligemed Livet annammet Følelse og Selvbevidsthed af Skaberens Haand.
 
7. Opgave. Hvori bestaaer Egennytten, og hvad Indflydelse har Samme saavel paa Menneskets egen Moralitet som paa Statssamfundet?
 
I. Hvori bestaaer Egennytten?
Ethvert Menneske har af Naturen faaet en medfødt Drift til at søge sin egen Fordeel og Nytte. Saalænge denne Attraae holdes inden sine rette Grændser, saa er den i sig selv uskyldig og ordentlig. Overskrides derimod disse Grændser, idet man nemlig mere, end man bør, seer hen til sin egen Fordeel, saa bliver denne Attraae syndig og uordentlig, og kaldes da Egennytte. I det menneskelige Samfund maa, saafremt Samme skal vedblive, Enhver have Hensyn saavel til Andres som sit eget Gavn; det maa saaledes være Enhvers Lov at elske Andre som sig selv, og den, som med Oprigtighed iagttager dette, den kaldes uegennyttig. Egennyttig er altsaa Den, som ikke søger Andres Gavn uden han selv kan have større Fordeel deraf, eller, som ved enhver Leilighed gjerne vil tilegne sig det Største og Bedste, og som saaledes kun søger sit eget formeente Gavn, ubekymret for, at Andre maa lide derunder.
 
II. Hvad Indflydelse har Egennytten paa Menneskets egen Moralitet?
Det er let at indsee, at den Indflydelse, som Egennytten har paa Menneskets egen Moralitet, er skadelig. Den Egennyttige besjeles af slette Hensigter, thi hans Formaal er kun hans egne indbildte Fordele, ogsaa da, naar disse have hans Næstes Skade i Følge med sig. Derved vorder hans Hjerte alt mere ufølsomt for Medmenneskers Vel; han fjernes altid mere fra den skjønne Dyd at ville gjerne dele sit Gode med Andre.Han glemmer saaledes hvad han skylder saavel sine Medmennesker som og Alles Herre, Opholder og Bestyrer. Thi visselig er det stridende mod den store Givers almindelige Godhed, at den Ene skal anmasse sig en Ret til hans Gaver, der er skadende for den Anden. Stor er ogsaa den Skade, som den Egennyttige tilfører sig selv, thi man tænke sig kun, at med denne Synd ere flere Synder og Laster beslægtede, saasom Ubarmhjertighed, Gjerrighed, Uredelighed, Bedragerier og Deslige. 
 
III. Og hvad Indflydelse har Egennytten paa Statssamfundet?
Ogsaa her har Egennytten en skadelig Indflydelse. Som før er sagt, kan et Samfund ei bestaa, medmindre dets Lemmer ere til hverandres Tjeneste, og Saaledes til at gavne saavel Andre som sig selv. Skulde derimod Egennytten blive alminderlig, saa at Enhver kun søgte egne Fordele ubekymret for Andres Skade og Tab, saa vilde, med det samme, store Forurettelser og mange Uordener blive almindelige. Ingen skulde da mere nyde Fred med Sit, men Splid og Uenighed Skulde snart adskille og opløse Statssamfundet. Dette blev Udfaldet, om Egennytten blev almindelig. Værne nu end Statssamfundets politiske Love mod saadanne, af Egennytten fremavlede, Yderligheder,saa kan dog Egennytten have mange skadelige Virkninger i et Statssamfund, som man og af Erfaring kan vide, at meget ondt har havt sit Udspring derfra.
 
8. Opgave. Hvorledes kan man efter Menneske-Naturen i Almindelighed forklare sig Peders fald?
 
Den Mangel paa Aands Styrke og Frimodighed, hvormed Mennesket efter Naturen er beheftet, viser sig just da paa det Klareste naar det trues med en overhængende stor Fare. Medens den fristende Leilighed endnu ikke er forhaanden, da troer Mennesket sig at være stærk og urokkelig i sine Beslutninger; men derimod, naar den haarde Prøvelses Tid indfinder sig, da erfarer den Stærke en uventet Svaghed, da sees det, at den Kraft, hvormed han skal udholde, ikke er hos ham selv. Derfor, saafremt han endda vedbliver at lide paa egen Styrke, saa er Faldet ham uundgaaeligt. Saaledes her med Peder. Da hans Mester nylig talede om sin forestaaende Lidelse og Død, samt forudsagde, at Disciplene skulde alle forlade ham, og Peder endog fornegte ham, da ansaae Peder dette for Noget, som end ikke selve Døden skulde bevæge ham til. Imidlertid nærmer Prøven sig. Jesus bliver grebet og ført fangen hen til Ypperstepræstene for at forhøres. Disciplene forlade ham og skynde sig bort. En Yngling følger ham, og denne gribes, og med blottet Legeme redder han sig ved Flugten. Alt dette seer Peder, og Frygt betager ham. Imidlertid vil han dog gjerne see hvorledes det gaaer med hans Mester. Lykkeligviis træffer han en anden Discipel, der er bekjendt med Yppestepræsten. Ledsaget af denne iler han til Værelset hvor Jesus er. Bævende af Frygt staaer han der blant Tjenerne ved Varmen. Pigen, som vogter Døren, bliver opmærksom paa ham, hun spørger ham offentlig: var ikke ogsaa du med Jesu fra Galilæa? er ikke du hans Discipel? - her staaer just Peder nu i største Forlegenhed. Skal han nu sige Sandheden, saa maa han hvert Øieblik vente at gribes og maaske at dømmes til en haanlig og smertefuld Død, og - hvad kunde være haardere for den menneskelige Natur end dette? Nu overvinder Frygten ham, og, for at besvare det forelagde Spørgsmaal, griber han i denne Overilelse til Løgnen. Han siger: jeg er ikke hans Discipel; jeg kjender ham enddog ikke. Saa svagt er Mennesket, at det, i Farens og Prøvelsens Øieblik, saa gjerne vil gribe Usandheden til at frelse sig med. En nye Prøve forestaar Peder. Atter en Pige forelægger ham det samme Spørgsmaal, og endnu en Anden er djerv nok til at sige "Du var med Jesu af Nazareth". Ifølge den menneskelige Natur i Almindelighed kunde han nu ikke modsige hvad, han før havde sagt. Det gjentagne Spørgsmaal gjør hans Frygt endnu større; han svarer som forhen, og sværger endog derpaa. Endelig bliver han tredie Gang sat paa samme Prøve. En af de Hosstaaende siger: Dit Sprog viser at du er Galilæer, og en Anden forsikrer at have seet ham i Haven hos Jesum. Her stiger Peders Frygt endnu mere, da det Alt ligesom bebuder, at han ikke kan undgaae Faren. Da han allerede to Gange har erklæret at han ikke havde mindste Bekjendtskab med Jesum, saa gjentager han nu det Samme tredie Gang, og bekræfter det endog med Eeder. Saavidt kunde han, som et svagt Menneske, overilet og bestormet af saa  heftige Sindsbevægelser, for en Tid forsee sig mod Den, som ham dog  desuden saa inderlig  elskede.
 
9. Opgave. Udvikling af den Sætning hos Seneca "vi have ikke modtaget et kort Liv, men gjort os det kort".
 
Ofte hører man Mennesket at klage over, at dets Liv her paa Jorden faaer saa snart Ende. Endskjønt dette Liv er saa fuldt af Besværinger, saa synes man dog, at den Tid, man lever i Verden, er saare kort. Rigtignok bortdøer en Deel meget tidlig, og finder saaledes ikke saa megen Leilighed til sin Aands Udvikling og Fuldkommengjørelse som derimod en anden Deel Mennesker, der leve saa længe, at de endog kjedes ved Livet og længes efter Døden. Men antager man af Menneskets almindelige Levetid et Middeltal, saa er dog denne Tid ikke saa kort, at den, hvis den blev tilgavns anvendt, dog skulde kunne ansees for lang nok. Just fordi at Mennesket ikke bruger Tiden, denstund han har den ihænde, derfor synes han at Enden kommer fortidlig. Naar Den, der skal fuldføre et vist Arbeide, begynder derpaa i Tide og vedholder med Flid og Omhyggelighed, saa har han visselig Tid nok, og kan vente, ved Aftenens Komme, at øine Fuldendelsen af sit bestemte Dagværk med Rolighed og Glæde; medens Den derimod, som lader Timerne gaae uanvendte hen, ventelig maa finde Dagen at være for kort, da han ved dens Ende endnu har meget at gjøre. Saaledes med Menneskelivet paa Jorden. Den, der anvender Tiden med Viisdom, han seer med Glæde dens Ende nærme sig; men just denne Mangel paa sand Viisdom hos Mennesket er Aarsag til, at Jordlivet er ham for kort. Her skulle vi ikke være bestandig, her er kun en Skole for Mennesket, hvori det skal dannes og beredes til det Tilkommende. Vandre vi nu altsaa som de Vise og ikke som de Uvise, saa kunne vi vente denne Overflytning med et roligt og frimodigt Sind. Den som nu fæster sit Hjerte til det Forgængelige, som formeget elsker Verden og de Ting, som ere i den, han maa naturlisviis have Møie med at forlade Disse; og han har saaledes gjort sit Liv kort, idet han har forlidet seet hen til sin høiere Bestemmelse. Ogsaa kan Mennesket paa mange Maader, selv være Aarsag til sin Leveevnes Svækkelse og Livets Forkortelse. Ikke alene den Lastefulde forkorter sit eget Liv, men og Enhver, som forlidet holder sine Begjerligheder og Lidenskaber i Tømme. Det bliver derfor en Regel, at den som vil nyde Livet saa længe, som Forsynet bestemte ham at nyde det, han maa med Viisdom beherske sig selv og forsigtig bortfjerne enhver uordentlig Sindsbevægelse eller Begjerlighed, samt alt Svækkende og Skadeligt. Dette er saa meget tilforladeligere, som og flere vise og oprigtige Mænd have bekræftet det Samme. David siger: Blodgjerrige og falske Mænd skulle ikke naae Halvedelen af deres Dage. Og Sirach: Nidkjerhed og Hastighed formindske Dagene, og Bekymring gjør gammel før Tiden. 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009