Tanker til Anvendelse ved Leilighed [2], 1846

1. Om et norsk Skriftsprog.
Dersom man nu af de norske Dialekters Ordforraad og efter Orddannelsens Regler i sammen kunde faae istand et Nationalsprog med bekvemme og regelmæssig bestemte Former, hvilket jeg aldeles ikke anseer for umuligt, vilde der dog være en stor Hindring for sammes Opkomst, idet Dansken er bleven saa alm inderlig herskende og saa bekjendt og tilvant at man ikke vilde finde sig i at lære et nyt "Modersmaal". Desuden vil man vel allerede ansee det slemt nok, at de tre nordiske Riger med deres ubetydelige Folketal have to Sprog (Dansk og Svensk), om de ikke endnu skulde faae et tredie. Jeg føler altfor vel hvor megen Vægt denne Grund har. Naar vi erindre at andre Lande have samme Sprog for tyve eller tredive Mill. vil det synes os ubeleiligt nok, at de 5 Mill. i Norden skulle som nu dele sig i to Stammer, og hvis et norsk Bogsprog kom i Gang, endog i tre. De burde nu som i forrige Tider have eet og samme Sprog i det mindste paa Papiret; de Fordele dette vilde medføre for Bogvæsenet eller for Oplysningens Fremgang i Almindelighed ere saa iøinefaldende, at jeg ikke behøver at tale videre derom. Men der vilde blive Spørgsmaal om hvorledes et saadant Fællessprog skulde komme istand, om enten det Svenske eller det Danske skulde faae Overvægten, eller de begge skulde paa en Maade sammenslaaes. Men i ethvert Tilfælde har man Aarsag at frygte for at der vilde blive liden Tale om det Norske, og at man vilde paastaae at der egentlig ikke var noget norsk Sprog til. Derfor burde vi Norske just af al Magt sætte os imod en saadan Plan saafremt der ellers var nogen Kjærlighed til Modersmaalet hos os, hvilket man desværre har altfor stor Aarsag til at betvivle, da den mere oplyste Deel af Folket netop er opfødt i den Tro at vort (bedrøvelige) Skriftsprog er det eneste rette norske. Nu kan man dog temmelig sikkert antage,at hverken de Danske eller de Svenske vilde give Slip paa sit eget, og at man saaledes ikke vilde komme til Enighed om et skandinavisk Sprog; da kunde vi passe Leiligheden og tilraabe dem omtr ent saaledes: Hør I gode Folk, hvad I der stride om, er dog kun noget broget Kram, det er paa begge Sider opfyldt med fremmede Varesorter, som ikke kunne kaldes nordiske; vender Eder engang hid til os, vi have noget som hidtil har ligget skjult, saa vi ikke selv vidste af det; det er af den ægte Art og er langt mere skandinavisk end det som man tvistes om. Hvem veed om det ikke gik an at erklære dette for det rette nordiske; derved vilde Dansken og Svensken tabe lige  meget, og saaledes vilde den ene ikke kunne avindes paa den anden.
 
2. Ukyndighed i Fædrelandets Sprog.
Det er baade latterligt og ærgerligt, at der i vort Land som vrimler af lærde og halvlærde Folk, findes ikke En af Titusind som har noget rigtigt Begreb om det  norske Sprog. Overalt træffer man den samme Uvidenhed; Folk blive reent forskræmte naar de høre at man vil vise Bondesproget nogen Opmærksomhed, og endmere naar nogen siger at det er bedre end vor Skrift. Nogle have dog for Moro Skyld tænkt paa dette underlige Sprog, og gjort forunderlige Opdagelser, f. Ex. at der gives visse Regler i dette Sprog hvilket de aldrig før havde  troet; de have  opdaget at Ordene have Fleertal og at dette er anderledes end i vort (d. e. det danske) Maal. "Naar vi sige Heste, siger Bonden Hesta, Hestan el. Hestom". Det sidste løber naturligviis i Eet med det første; de lange Endelser ere blot et Slæng som den morsomme Bonde bruger ved sine Ord naar han taler med visse Folk. Andre have gjort en større, en uhyre stor Opdagelse: de have fundet at Bondesproget har tre Kjøn ligesom Tydsken. Man veed naturligviis intet om, at baade Islandsk, Svensk og endog det danske Almuesprog har tre Kjøn, eller at det danske Fælleskjøn i Skriften blot er en unaturlig Sammenstøbning af Han- og Hunkjøn, opkommen derved at de have faaet fælles Artikel og Endelse. Det kan herved anmærkes, at Hankjøn og Hunkjøn er som vi alle kunne vide netop den naturlige Inddeling, saa at hvis noget Kjøn var uægte, da maatte det være Intetkjønnet. Hvor derimod alle Navneord have lige Form som i det Engelske, der kan der først blive Tale om et virkeligt Fælleskjøn.
 
3. Ukyndighed i Oldsproget.
Paa Grund af Skriftsprogets skammelige Udartning fra det gamle Sprog, og af Uvidenheden om de ægte Dialekters Beskaffenhed, blive de gamle Ord og Navne som tildeels løbe ind i Skriften sædvanlig læste paa en gal Maade. Dette kan endda undskyldes naar det skeer af mindre anseede Folk, men det er virkelig en Skam, naar Digterne sætte de gamle Navne i deres Riim i en saadan Stilling at de maa læses urigtigt. Man er punktlig nok med fremmede Ord som Nation, Kommission; men Ordet Gefion sætter man saaledes i Rimet at det maa læses som Trestavelsesord, skjønt det efter Sprogets Natur maa læses Gjevjon. Man rimer Ordet Yggdrasill med "Smiil"; ligesaa godt kunde man rime Ordene: Kjedel og Høvel med Smiil, thi de hedde jo i det gamle Sprog: ketill og hefill, ligesaa Egil, Ketil o. fl. Ordet Valkyrie, som efter alle Regler skal udtales Valkjyrje, rimes som et Fiirstavelsesord, f. Ex. "Valkyrien sig over Valen svinger" der er skrevet nylig af en Forfatter som ellers bruger langt mere Jod end andre Folk.
 
4. Om manglende Ord.
Det er mærkeligt nok, at uagtet der er skrevet saa meget i Dansk, og dette Sprog nu ansees for at være meget uddannet gives der dog adskillige simple Tanker som man kun med Vanskelighed kan udtrykke i samme; saaledes til Ex. de Begreber som betegnes ved norsk: avdaga, greid, kvide, laate, skuva, snaud, tidig. Besynderligt er det ogsaa at man endnu ikke har fundet nationale Udtryk for saa nødvendige Begreber som: Familie, Genie, interessant, Original o. fl. Et simplere Tilfælde som her kan anføres, er Udtrykket for den Fornemmelse som foraarsages af en pludselig Skræk (det norske kveppa, kippa, støkkja, skvetta). Skal det danske Ord: gyse, have samme Begreb, da er det upassende 1) fordi det er langtonet, 2) fordi det har bløde og slæbende Lyde. Ordene skrækkes og Skræk ere for tunge for Udtalen; der behøves længere Tid til at sige Skræk end til at faae Skræk.
 
5. Om Sprogkunsten.
Det er virkelig ingen let Sag at trænge ind i Sprogets Dybder og udforske dets eiendommelige Udviklingsregler, samt at forklare sig hvorfor dette eller hiint er saaledes og ikke anderledes. Men dette Arbeide er netop derfor vanskeligt, at der ikke har været arbeidet synderlig paa det forhen, og man saaledes har en saa godt som uryddet Mark for sig. Man vil paastaae, at der maatte udfordres megen Lærdom til dette Værk, og det er uden Tvivl sandt, at den som skal befatte sig dermed, bør i det mindste kjende til de beslægtede Sprog; dette Studium er imidlertid det som vore Grammatikere allermest forsømme, idet de kun holde sig til Græsk og Latin, der har kun saare lidet at bestille med de nordiske Sprog. Men der er meget som er mere nødvendigt end al Lærdom. Det er et klart Begreb om Sprogets Beskaffenhed og et nemt Blik til at opdage dets naturlige Udviklingsregler. De Folk som hidtil have brugt og beholdt vor[t] Fædrenesprog i sin renere Skikkelse, have ikke været lærde; tvertimod man har anseet dem som yderst dumme og uvidende. De Gamle, hvis Tungemaal er opbevaret os ved Skrifter hvoraf vi nu med Beundring kunne kjende dette Maals mærkværdige Uddannelse, vare hverken lærde eller dannede; de ansees jo heller som halvvilde Røvere. Men de gamle havde noget som deres forfinede Efterkommere med al sin indbildte Lærdom dog ikke have; de havde Sprogsands. Derfor kunde de ei alene holde sit Modersmaal reent men ogsaa berige og udvikle det på sin simple Maade efterhaanden som nye Tanker krævede nye Udtryk. Dette har man i vore Tider ikke kunnet gjøre uden at forskrive Ord fra Tydskland, Frankrige og Italien. Vil man nu have en ægte national Sprogvidenskab, da maa man netop efterforske hvilken Maade de Gamle brugte i at udvikle Sproget, og hvilken Plan de mest ægte Dialekter iblandt os rette sig efter i denne Henseende. Først derved bliver Sprogets Behandling en virkelig ægte Kunst, som nogle Forfattere have kaldet det, og alt andet bliver kun Abespil og Eftersnakkerie.

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009