Fraa gamle Dagar.

Herman Foss, Artillerikaptein, sidan Storthingspræsident, tilslutt Statsraad, skreiv i 1833 Bemærkninger angaaende de til Afgjørelse paa 7de ordentlige Storthing fremsatte Konstitutionsforslag m. m.):
           
Den lovgivende Magt er formentlig ikke delt imellem Kongen og Folket, men den er ene og alene hos Folket, saavel ifølge Grundlovens udtrykkelige Ord i § 49, som ifølge Statsrettens og sund Politiks almindelige Grundsætninger for et konstitutionelt Monarki. Det er en besynderlig Forvexling af de to forskjellige Begreber, Folk og Storthing, som har fremkaldt den temmelig udbredte Mening, at den lovgivende magt hos os er delt imellem Folket og Kongen; og denne vildfarende Mening berøver Argumentationen imod det absolute Veto 1) meget af sin Kraft og Holdning. Thi er og bør den lovgivende             Magt være saaledes delt, saa maatte jo ingen Lov kunne blive til ensidigen ved Folkets Vilje, og i saa Fald maatte jo Kongen være i Besiddelse af det absolute Veto. (S. 6).
           
- - Imod Folkeviljen har Kongen, i Henseende til Lovgivningen, aldeles intet Veto; thi han kan kan kun saa længe forhale Tilblivelsen af e n Lov, som denne (Folkeviljen) er tvilsom. - - (S. 7).
           
Um ei Bok av ein tysk Statsrettslærar (Murhard) skriv Foss (S. 10-11):
           
Efter at have drøftet og belyst de forskjellige Meninger (for og imod det absolute Veto) erklærer (den berømte tyske Forfatter) sig bestemt i mod det absolute kongelige Veto i Almindelighed, som et Princip, der, ogsaa fra den abstrakte Theories Side betragtet, er stridende mod den monarkiske repræsentative (konstitutionelle) Statsforms Karakter. Denne Mening, som altid, skjønt længe kun dunkelt har været min skriv Herman Foss har ved alt, hvad jeg siden har læst og tænkt over denne Gjenstand, stedse tiltaget i Klarhed og Styrke.
 
 
1) Det Forslaget, som daa var framme, gjekk ut paa, at Kongen skulde hava abs. Veto i aalmenne Lovsaker.