Sverdrups Tale


paa Kristianiafesten 10de Mai 1884.


Mine Herrer! At gjøre en fri Forfatning Fyldest er Slægters Værk. Folkelykke er som al Lykke hjemmegjort. Et Folk maa lære at virke den ind i sit Liv. Herom har alle frie Lande sin Saga, og vor begynder med Eidsvoldsgjerningen. Hvad der skulde komme, lod ikke vente paa sig. De gamle Magter i Samfundet samlede sig til Modstand mod det, som de ikke havde kunnet trænge tilbage, og som de ikke formaaede at beherske i sin egen Interesse. Saa fulgte der Kamp og Arbeide, Kampe, der hver har afmærket et Skridt paa Veien mod vort Formaal _ et frit, oplyst og selvhjulpet Folk paa Fædrenes Jord.

Enhver loyal Borger er en Medarbeider i Folkesagens Tjeneste. Men vi, den lille Venstreflok paa Tinge, vi har faaet en fremskudt Post.

Vi kjender vor Stilling. Den, der er hædret med en Repræsentants Hverv, har fremfor alt at frembære Nationens Tanker, Ønske og Vilje. Hvad der lever i Folkets Bevisthed som sandt og ret, som skjønt og godt, som samfundsstyrkende og almengavnligt, det maa i ham finde en varm, sanddru og modig Talsmand. Sin Indvielse henter han fra at leve Folkets politiske Liv med; det Samliv, saa enkelt som det er, kan intet andet erstatte, hvor klingende end dets Navn maatte være. Det klarer Samlingstankerne for os, og lærer os Samholdets Styrke at kjende. I sin dybeste Grund hviler det paa Offervillighed; men saa er ogsaa Tillid og Tilslutning dets Hæder, _ det sander vi i denne Stund, ikke sandt, mine Herrer Stortingsmænd, det sander vi i denne Stund. Udaf denne Erkjendelse er det, vi taler og virker. Vi har et klart, et bestemt, et ufravigeligt Program. Om det kan der med Sandhed siges: Fra Fædrene er det kommet; til Sønnerne skal det gaa. Det har sin seige Rod i Fortiden og drager os til sig med Fremtidsforhaabningernes Magt.

Vi vil hævde det norske Folks Ret til at sige det siste Ord, naar det gjælder om at forsvare og endelig gjennemføre og udvikle Forfatningen, der hviler paa Folkesuverænitetens Grund og er given i dens Navn.

Vi vil opretholde Foreningen med Sverige som et Forbund mellem to jevnbyrdige Folk.

Vi vil et oplyst og kraftigt Selvstyre i Forfatningens Aand og i Fremskridtets Tjeneste.

Vi vil, at Landsens Arbeide skal udføres under Samvirken af Norges Konge og Norges Folk og berede os en jevn Udvikling, der i lige Maal vil være Konge og Folk til Gavn og Ære.

Vi vil overalt et sandt, konstitutionelt Statsliv, eller hvad der er det samme, Landets Styrelse ved Landet.

Vi vil, at alt, hvad Tiden og den fri Udvikling kræver, skal saalangt vor Evne rækker, faa Tilværelsens Ret og Magt og Livets Farve og Fylde iblandt os. Herved holder vi alle Mand fast som Grundlaget for vor Fremtidspolitik. Det er det Store, som der maa arbeides og kjæmpes for, indtil det er naaet.

Det er dette Arbeide og denne Kamp, som nu foregaar, og som ser sin Afslutning imøde, en Afslutning, som ventes med Længsel af fast det hele Land.

Vi kan, siges der fra Høiresiden, slippe for billigt Kjøb, vi Venstremænd. Forsoning og Fred bydes os; vi behøver blot at strække Haanden ud. De, der tror sig i Besiddelse af Gjentagelsens Hemmelighed, siger dette saa ofte, at vi engang bør tage Tingen i Øiesyn.

Hvis Høire faar sin Krig frem og kommer til at diktere Fredens Vilkaar, hvad saa? Hvad saa mine Herrer? Naar Grundloven er behørig beskaaret ved Fortolkninger, _ naar Folkets Vilje er bleven saa godt som magtesløs i Tingets Sale, _ naar den frie Presse er muligst kneblet ved Hjælp af retslige Forfølgelser, _ naar Undervisningsværket er blevet en Dressuranstalt, _ naar Armeen saavidt gjørligt er reduseret til en liden Fanehær, med den rette militære Aand, forstaar sig _ naar det nationale Arbeide og Næringsveienes Udvikling reguleres af Kontorvisdom, _ naar Administrationen Landet over er bragt i Hænderne paa en Samling af tjenesteærbødige Embeds- og Bestillingsmænd, naar den frie Selvbestemmelse har lært at bøie sig for Autoriteterne paa alle Felter, _ naar dette er skeet og alt, som dermed er i Slægt, da har Høiremændene gjort sin Gjerning og givet os sin Fred, sin Fred, mine Herrer! Atque ubi so litudinem fecerunt, pacem appellant &dvs; de har skabt et Øde og kaldet det Fred. _ Jeg siger:

Gud bevare Fædrelandet fra en saadan Freds ikke Velsignelser, men Forbandelser!

Nei, det er ikke den Fred, vi vil: det er ikke den Fred, vi kan ville! Det vilde være Nedgangens og Forfaldets Ulykke og Vanære. Den Fred, vi kan slutte, maa anerkjende Folkets Raadighed over sin Forfatning og dets Herredømme over sin Skjæbne. Den maa sikkre os et Samfundsliv, der kalder alle gode Kræfter til at samvirke for det, som er Kongens og Folkets fælles Hæder.

Er der her nogen Mand, som vil modtage andet Fredstilbud? Jeg ved det ikke; men vi, _ og jeg taler i manges Navn, vi vil ikke underkaste os Underkastelsens Vilkaar. Hvorledes? Kampen staar om Folkets Selvstænstendighed, Frihed, Fremgang og Ære, og saa skulde vi vige tilbage? Aldrig, mine Herrer, aldrig! Vor Skjæbne faar fuldbyrdes!

Har jeg talt for varmt? Hvis saa er, saa venter jeg tilgivelse i denne Kreds; ti vi ved alle: det er med den sande Folkerepræsentant som med den sande Digter; han maa have et Hjerte, der er dybt bevæget af de menneskelige Tings Skjæbne.

Jeg taler, jeg føler det, for Folket og Landet; men hvor langt end Kredsen udvides, gjentager jeg mine Ord fra før af: Lad os aldrig glemme, at ethvert frit Folks Liv er et uafbrudt og ofte strengt Fremskridtsarbeide, at Fædrenes Gjerninger er gjorte, for at vi skal fortsætte og fuldkomme dem, at det er vor første Opgave at føre Frihedens og Udviklingens Seierstog viderer.

Mine Ord vil blive hørte, saavidt som jeg kan gjengive, hvad der lever og rører sig hos vore beste Mænd for det, som er deres ledende Tanke og deres Hjertesag; de vil blive hørte, fordi vi idag og alle Dage i vor Overbevisning, vor Vilje og Stræben er forenede med Folket, der vil gjøre sin Pligt mod sig selv, mod sin Fremtid og mod sine Minder. Det ske i Fædrelandets Navn!

Ingensinde har dette Landet saa ofte været i vor Erindring og ligget vort Hjerte saa nær som nu, om det samles vore beste Tanker og Følelser som i en Sum, og aldri skal dets Navn paakaldes forgjæves iblandt os. Af Hjertets Fylde udbringer jeg en Skaal for vort elskede Fædreland, det frie Norge.