Um Johan Sverdrup og det nasjonale


skriv V. Ullmann millom anna i den danske Tilskueren:


Er det saa og det er det at i H. Wergeland og i hans Virken ligger Spirerne til alt det, som det unge Norge nu arbeider for, da er det mer end noget andet betegnende for J. Sverdrup, at han fra Ungdommen af stillede sig i Discipelforholdet til H. Wergeland. Det var dette, som lærte ham, at det norske Demokrati maa bygges paa Bonden. Derfor har han altid staaet som den varme Talsmand for de nationale Tanker, som har grebet Bønderne og fra Bondelivet af virket befrugtende paa hele vor Dannelse. Det unge Norges Hovedformaal, Reisningen af vort nedarvede gamle Sprog, det, der tales af fire Femtedele af Norges Befolkning, har Sverdrup ikke blot saadan i Afstand sværmet for, nei, alle de praktiske Hjælpemidler, der ad Lovgivningens Vei kunde befordre Arbeidet, har han talt og stemt for, og saa har han endelig tilsidst for faa Maaneder siden fremlagt sit Skoleforslag eller rettere sine Antydninger til en Skolereform, og bliver dette til Virkelighed _ og det gjør det da vil om to-tre Menneskealdre det herskende Sprog i Norge være et andet end nu, ikke fordi en Lov kan skabe et Sprog, men fordi den kan borttage de kunstige Hindringer, som stiller sig i Veien for, at det store Flertals Sprog kan fortrænge det lille Mindretals. Fordi Sverdrup saaledes har forstaaet sit Folks inderste Krav, derfor staar han blant os, som han nu gjør. Han skulde blot have stillet sig omvendt, han skulde blot med en norsk Æstetikers blaserede Fornemhed have seet ned paa Almuesprogets Krav paa ligestilling med Kultursproget, og vi skulde have seet Forskjellen. Jeg tvivler ikke paa, der er mange inden Høire, som erklærer hans Stilling til Maalsagen for et listigt Skaktræk, beregnet paa at skaffe ham Folkegunst. Men som Sverdrup staar nu, da Maalsagen seirende gaar fremad, saa stod han ogsaa den Gang, da det var alt andet end Laurbær at hente ved at være dens Talsmand, udleet som den blev og overdænget med daarlige Vittigheder. Og man hører ikke sjælden nu inden Høireleiren Udtalelser om, at det var dumt, at Partiet ikke i Tide sluttede sig til den nationale Bevægelse. Ja vist var det dumt, men Sagen er, de Folk kunde ikke andet, hele deres Standpunkt drev dem med ubønhørlig Nødvendighed over paa den modsatte Side. Men omvendt var det med Sverdrup. Naar man har faaet hans Ungdomsindtryk og med hans Viljestyrke holder fast ved disse Indtryk, da kommer man med Nødvendighed did, hvor han nu staar.