[Tidender.] Danmark.


Den danske Politikk stend i sama Skora, som han hev stadet i lengje. Estrup hev ingi Tiltru og fær ingen Ting fram; men han vert like fult staa-ande. Han meinar truleg som so, at naar inkje han hev fenget Givnad til aa styra Danmark, so er det inkje verdt at dei, som kann, slepp til helder. For aa faa ein Ende paa dette Tilstandet kom Tingmennerne Berg, Bojsen, Busk, Claussen, Holstein, Høgsbro, Hørup, N. I. Larsen og Tauber med Framlegg um, at Folketinget skulde senda ei Adresse til Kongen og beda honom treffa eit Val, som kunde verta til Gagn og Gleda for Landet. Høgre røystad mot og Vinstre for Framlegget. Nokre faae, som væl nærast er aa rekna med til Vinstre, røystad inkje. Adressa talar fyrst um det politiske Tilstand, som er i Landet og legg Skuldi for Ugreidurne paa Landstinget (Yverhuset); ho sluttar soleis:

Deres Majestæt!

I et betydningsfuldt Øieblik, paa et Vendepunkt af Folkets Liv og Deres Majestæts Regjering, paa Skilleveien, hvor et Valg maatræffes, retter vi disse Ord til Kronens Bærer.

Det beror paa Deres Majestæts Beslutning, om vi nu skal aabne et nyt Afsnit af den politiske Kamp, lidenskabeligere og farligere end nogen, vi hidtil har kjendt, i hvilken Grundlovens Bud skal vrides og forvanskes ved sofistiske Fortolkninger, forsaavidt man ikke drister sig til aabent at tilsidesætte dem, i hvilken den ene Yderlighed vil fremkalde den anden, og i hvilken vort lille Lands Kræfter vil blive opslidte i fortærende Borgerkrig, eller om Historien fra dette Øieblik, da faren var størst, skal kunne regne en Periode af nyttigt og enigt Arbeide til Folkets og Fædrelandets Vel under Overholdelse i Aand og Sandhed af den Grundlov, i hvilken Deres Majestæt og vi ved vor aflagte Ed har anerkjendt det uantastelige Grundlag for det danske Folks politiske Frihed.

I dette Valg er det vort trøstige Haab, at Kongens Visdom vil mødes med Folkets Ønsker.

I Landstinget (Yverhuset) raader Høgre. Nokre av Høgremennerne der hev og komet med Framlegg til ei Adresse til Kongen. Det vert daa fyrst gjevet Folketinget Skuldi for den politiske Røra; Landstinget det er no i alle Maatar som det skal vera, kann du vita. Adresseframlegget sluttar soleis:

Allernaadigste Konge!

Tiden er alvorlig. Vilde Drømme om en umulig jordisk Lyksalighed, fostrede i uklare Hjerner, ubredte ved megen letfærdig Skrift og Tale, gjærer overalt i Samfundenes Skjød og truer deres Bestaaen. For vort lille Fædreland er denne Fare dog vistnok kun ringe. Deres Majestæts Regjering vil med roligt Sind og fast Haand vide at opretholde den lovlige Orden og at nedslaa mulige Bestræbelser for at naa politiske Maal ved lovstridige Midler. Dertil vil alle sindige og forstandige Borgere yde deres Majestæt sin loyale og trofaste Bistand i Forvisning om, at Deres Majestæts Beslutninger altid fattes udelukkende med Folkets Vel og Fædrelandets Tarv for Øie. Landsthinget vil stedse forblive sin Pligt tro, altid rede til at komme afvigende Anskuelser imøde og rækkende villig Haand til alle nødvendige Foranstaltninger til at sikre Rigets indre Udvikling og ydre Fred. Det vil altid uden Frygt og Vaklen stræbe at bevare Kongens Ret som Folkets Frihed indenfor de ved Grundloven dragne Grænser.

Adressurne vart send til Kongen, og i sitt Svar sagde han bland annat:

Vi vil anse det for en Ulykke, om Rigsdagen ikke enes om en Finansliv; men vi anser ikke vort Ministerium for en gyldig Hindring for Overenskomst. Vi kan ikke uden at opgive vor forfatningsmæssige Ret lade os sætte dette Vilkaar for Vedtagelsen af en Finanslov. Vi anmoder alvorlig og indtrængende begge Thing om at benytte den Tid, der er tilbage, til at opnaa fornøden Overenskomst. Vi forsikrer, at vor Kjærlighed til og Troskab mod Grundloven ikke er mindre end Folkethingets og at det fremdeles er vor faste Vilje at hævde den grundlovsmæssige Frihed og Magtfordeling.