Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 29/4 1885.


(Framh. fraa fyrre No.).
 
(Del 2 av 7. Fyrste delen.

Statsraad Blix: (Framh.). Jeg synes, man maatte kunne blive enige om indtil videre at lade Landsmaalet være Landsmaal og holde os til, hvad der her virkelig foreligger; og det er da intet andet end det _ for atter at pointere det _, at der søges, saavidt Raad og Leilighed nu tillader det, at hjælpe nogle Lærere, nemlig de, der selv ønsker det, til Øvelse og Færdighed i at undervise Bondebørn i Bygdemaalet _ ikke i lavede nye Sprog, vel at mærke, men i det levende Sprog, eller for at bruge det gamle Udtryk: saavidt muligt i Barnets eget Sprog. Men saa vil man kanske sige: ja, men dertil behøver Læreren ingen Hjælp; det maa han vel kunne gjøre ligesaa godt herefter som hidtil, det er jo gaaet saa godt hidtil med den Bestemmelse; den har virket saa godt, saa maa den vel ogsaa herefter kunne virke, uden at man kommer med dette nye Paafund at ville hjælpe Lærerne til denne Undervisning. Ja, dertil kan der nu være mangt at sige, bl. a., at det er ikke saa godt at sige, hvor godt og tilfredsstillende Regelen hidtil har virket for det hele Lands Vedkommende, dertil har man egentlig intet fuldstændigt Materiale; men det er vist _ som før bemærket _, at paa flere Steder har det til Dato gaaet saa temmelig smaat med Gjennemførelsen af det. Derom tror jeg, man uden nogen Overdrivelse trygt kan være enige _, og der er derfor al rimelig Opfordring til fra den Side at fremhjælpe Sagen. Og dernæst, hvad nu det angaar, at der ikke skulde behøves nogen Hjælp for Lærerne til en saa simpel Sag som at undervise Børnene i Bygdemaalet, hvis det ikke var noget andet og større, man tilsigtede, saa vil jeg sige, at det er en temmelig anerkjendt pædagogisk Regel, at den, som skal undervise godt i noget, han bør dog selv først have havt nogen Undervisning og Veiledning deri. Det er vistnok saa, at der gives de Lærere, som uden saadan Veiledning kan magte det, _ det har jeg, vel at mærke, aldrig nogensinde benægtet, at der kan gives saadanne Lærere. Jeg sætter da det heldigste Tilfælde, at det er en Lærer, som er vel hjemme i Dialekten i den Bygd, hvor han er sat, og som ellers er en forstandig og duelig Lærer, _ i dette Tilfælde vil jeg naturligvis ikke benægte, at en saadan Mand kan fyldestgjøre Opgaven, uden at han paa Forhaand har faaet nogen Instruktion _, og det var vel det, som i sin Tid var Forudsætningen, at der skulde gives for det første en og anden saadan; men selv i dette heldigste Tilfædle vil det dog visselig ikke være vanskeligt at skjønne, at en forstandig og praktisk Veiledning vil være meget gavnlig. Jeg skal ikke indlade mig vidtløftigt paa Sagen; men jeg vil nævne som et Exempel, at Læreren vil gjøre et alvorligt Forsøg med at fortælle Bibelhistorien paa Folkesproget _ det var jo blant andet Meningen med Bestemmelsen af 1878, og saaledes har den ialfald delvis været praktiseret _; nu, Læreren er hjemme i Barnets Dialekt, og der er forsaavidt intet i Veien. Men det har dog alligevel sine Vanskeligheder at udføre dette paa en fuldt betryggende maade. Vi skal huske paa, at det er ikke blot den Omstændighed, at Folkesproget ikke før er benyttet som Undervisningssprog, før forsøgsvis i de sidste Aar, som gjør, at det ikke er let for Læreren at skabe sig en Form; men det er endvidere bekjendt, at enhver Dialekt indeholder forskjellige Slags Ord og Former, nogle høiere og nogle lavere Ord, nogle ædlere, nogle mindre ædle, og det paastaar jeg _ og derom maatte man vel kunne enes _, at den Lærer, som paa en tilfredsstillende Maade skal kunne bruge Folkesproget til f. Ex. at fortælle Bibelhistorie og undervise i Religion uden at vække Anstød, maa ikke blot være hjemme i Sproget, men han maa have lært at underkaste dette sproglige Materiale en Sigtning og Bearbeidelse, førend han vover sig du med det som Undervisningssprog i Religionsundervisningen, _ og til saadan forstandig Benyttelse af Sproget mener jeg, at den Hjælp, som er paatænkt, vilde være særdeles ønskelig. Jeg skal, som sagt, ikke gaa nærmere ind paa den Side af Sagen; jeg tænker, dette kan være nok til at paavise foreløpig, at en saadan Undervisning, forudsat den bliver forsvarlig og forstandig ledet, maa kunne gjøre sin store Nytte til Gjennemførelse af, hvad der før staar paa Papiret som Bestemmelse. Men saa siger Skoledirektør Bonnevie: ja, men da burde der jo egentlig være Kurser for saamange enkelte Dialekter som muligt; der burde være flere Kurser, og dernæst burde de enkelte Kurser i at undervise i denne Landsdels Dialekt. Det skulde da paalægges Kurset for det Trondhjemske at undervise særlig i den trondhjemske Dialekt og Kurset i Gudbrandsdalen at undervise særlig i den oplandske Dialekt osv. Ja, det er jo sandt, at det fuldkomneste til en bogstavelig Gjennemførelse af hint Reglement vilde naturligvis være, at alle tilgaaende Lærere i Landet blev underviste særskilt i hver enkelt Dialekt i Landet, det er ganske vist, det vilde være det eneste, som fuldkommen slog til; men jeg er bange for, at det vilde møde saa store, uovervindelige Vanskeligheder, at jeg ikke er istand til at tænke mig, at det var det, man har ment i 1878; _ da har man i saa Fald besluttet noget, som jeg synes, forstandige Folk paa Forhaand maatte se var en Umulighed _ rigtig hvad man kalder en Utopi: og jeg tror paa ingen Maade, at Storthinget og Regjeringen engang har været nær den Tanke. Men kan vi nu ikke drive Sagen til denne ideelle Fuldkommenhed, at enhver Lærer i Landet medfuld kommen Dygtighed staar færdig til at undervise i enhver Dialekt, saa mener jeg, der er intet andet for os end at søge at gjøre, hvad vi magter ved at give det Bidrag vi kan, for at dygtiggjøre Læreren til at bruge den Bygds Maal, hvor han kommer hen som Lærer. Og _ lad mig sige det rent du med en Gang _: jeg for min Del lægger særdeles liden Vægt paa, hvilken enkelt Dialekt der paa et saadant Kursus bliver lagt til Grund for Lærernes Veiledning. Jeg lægger særdeles liden Vægt paa det, og derfor mener jeg, jeg har gode Grunde. Jeg finder det vistnok at være det naturligste, og dersom jeg skulde fra først af have oprettet saadanne Kurser og altsaa lagt Planen for dem efter mit eget Hoved, saa vilde jeg have fundet det at være det nærmest liggende at lade Læreren forsøge at undervise i sin egen Dialekt. Det anser jeg for det principielt rigtigste. Naar Lederen af et saadant Kursus vil søge at veilede en Lærer i at bruge Folkesproget, saa vil han i Almindelighed gjøre rettest i at gaa du fra Lærerens egen Dialekt; jeg forudsætter, at han kan en eller anden saadan, det kan i Almindelighed enhver Lærer. Jeg lægger altsaa hans egen Dialekt til Grund, og som øvet forstandig Lærer viser jeg ham, hvorledes den Dialekt bør bruges. Jeg lader ham give Fremstillinger af Bibelhistorien eller af Norgeshistorien i sin egen Dialekt og saa veileder jeg ham i, hvorledes han efter min Mening bør bruge denne sin Dialekt paa den heldigste, forstandigste og forsigtigste Maade _ Sagen taget saadan i det store og hele, uden at indlade mig paa særlige Regler for hver enkelt Dialekt; thi det vil jeg ved den Undervisning, som jeg her omtaler, ikke lægge nogen Vægt paa. Jeg blot meddeler Folkeskolelæreren Veiledning i først at behandle en bestemt Dialekt _ han kan selv for mig gjerne vælge den Dialekt. Og er Bestyreren af vedkommende kursus sin Opgave voxen, saa maa han kunne give Læreren den fornødne Veiledning i, hvorledes en Folkedialekt skal benyttes i Undervisningen, enten det er den ene eller den anden, han lægger til Grund. Ja, jeg gaar videre. I Modsætning til Skoledirektøren, der talte om Folkesproget, Bygdemaalene og Landsmaalet, som to ganske forskjellige Sprog _ hvad jeg anser for en ganske uhørt og videnskabelig som praktisk aldeles ugrundet Opfatning _ i Modsætning dertil siger jeg: der er saa liden Forskjel mellem de enkelte Dialekter, navnlig mellem den store Flerhed af disse Dialekter, og den Normalform, som har været benyttet i Skrift under Navn af Landsmaalet _ saa liden Forskjel i det, det her kommer an paa, at jeg med Bestemthed tør paastaa, at en dygtig Lærer ligesaa let kan lægge Landsmaalet til Grund for denne Kursusundervisning og dog opnaa i det væsentlige samme resultat. Jeg tror ikke verken paa Læren om Dialekternes indbyrdes Uforstaaelighed _ de enkelte Dialekter skal være omtrent forskjellige Sprog, der er indbyrdes uforstaaelige _ og heller ikke paa den dermed sammenhængende Lære om, at Landsmaalet igjen skal være et fra alle Dialekterne forskjelligt Sprog og uforstaaeligt for dem, der taler disse Dialekter.

( Meir.)