Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 30/4 1885.

 
(Framhald fraa No. 52.)
 
(Del 4 av 6. Fyrste delen.

Statsraad  Blix: (Framhald). Hr. Professor Bugge mente, at jeg havde modsagt mig selv paa et Sted. Jeg skudle nemlig i mit Foredrag igaar have sagt, at der ingen Forskjel var paa Landsmaalet og de enkelte Bygdemaal. Men i den kongelige Proposition om en Professorpost i Folkesproget var der dog skjelnet mellem Landsmaal og Bygdemaal og der taltes f. Ex. om en Doceren baade i Bygdemaal og Landsmaal. Det første beror paa en fuldstændig Misforstaaelse. Jeg har hverken igaar eller nogen Tid sagt, at der ingen Forskjel var mellem Landsmaal og en enkelt Dialekt; men vel har jeg sagt, at denne Forskjel er uvæsentlig, saa uvæsentlig, at Folket i det Hele og Store omkring i Landet hører og læser Landsmaalet og opfatter det som sit Maal, fordi Landsmaalet indeholder de store, væsentlige, for alle norske Dialekter karakteristiske Grunddrag, det, der karakteriserer dem som et Sprog, og hvorved de træde i Modsætning til andre Sprog. Det har jeg sagt og det staar jeg ved, men intet andet; og der bliver altsaa ingen Modsigelse mellem det, og hvad der er sagt i Indstillingen angaaende en Professorpost i Folkesproget. Saa talte Professor Bugge videre om, at der er saa mange Landsmaal, og spurgte, hvad det er for Landsmaal, vi mener _ der gives jo en Mængde forskjellige Landsmaal _, og han sagde videre i det samme Foredrag, at der var neppe to Bøger i Landsmaalet, som har samme Sprogform; enhver Forfatter holder sit eget Sprog. Hr. Præsident! jeg tror dette maa siges at være mer vittigt end egentlig faktisk rigtigt. Jeg har troet og tror, at jeg dog skulde have noget Kjendskab til, hvad der i vort Land overhovedet er skrevet paa Landsmaal; jeg tror, jeg har fulgt ganske godt med i det Stykke. Men for mig er dette aldeles uforstaaelig tale _ at man skal have en hel Mængde forskjellige Landsmaal, at der neppe er to Bøger, som er skrevet i samme Maal, og at enhver Forfatter holder sit Maal! Jeg vil tvertimod sige, at det er muligt, at Professor Bugge og Andre, naar de vil drive Distinktionen vidt, kan faa ud, at der er to noget forskjellige Former af Landsmaal; men det er ogsaa det høieste. Den store Flerhed, den aldeles overveiende Flerhed af dem, som hidtil har skrevet i Landsmaalet, de har sluttet sig til Fællesformen, den saakaldte Aasenske Form, med en Samstemmighed, som er ganske mærkelig, og jeg tør trygt bede Enhver, som overhovedet ønsker nærmere Kjendskab til disse Ting, at tage for sig den store Mængde af den Literatur, som er skrevet paa Landsmaalet, og saa efter en nøiagtig Gjennemgaaelse sige mig, om de virkelig der finder mer end ét Sprog. Videnskabelig kan det ialfald _ det er sikkert, Hr. Præsident! _ videnskabelig kan det ikke forsvares at sige Saadant, som at den store Mængde af Landsmaals-Literatur ikke er skrevet i samme Sprog. Jeg har talt om dette ogsaa med udenlandske Videnskabsmænd, som har studeret baade Dialekterne og Landsmaalet, og har faaet det bekræftet, at naar en Videnskabsmand beskjæftiger sig med den Literatur, faar han af den det stærkeste Indtryk af, at det er et og samme Sprog. Der har som sagt været gjort et enkelt Forsøg, som er noget afvigende; men dels er der nu ikke saa forfærdelig stor Forskjell mellem disse to Former, og dels er der visselig ikke stor Udsigt til, at der skal reise sig nogen stor og langvarig Strid om det. Udviklingen synes mig at gaa bestemt og klart i Retning af, at man mer og mer slutter sig om det ene. Denne Form, hvoraf den Literatur, som hidtil er udkommet, kun indeholder mer eller mindre fri Anvendelser, er i alt væsentligt og i Hovedsaken det samme. Jeg kan ikke gaa med paa, at der er flere Landsmaal; det er mig aldeles umuligt. Saa sagde den ærede Repræsentant videre, at Landsmaalet er et saa overmaade vanskeligt Sprog, og han citerede ogsaa en god Autoritet, nemlig Professor Storm, for den Mening, at Landsmaalet skal være saa overmaade vanskeligt; det havde blant andet saa vanskelige Former, saa mange Deklinationer, at der skal meget Studium til for at trænge ind i det. Det er noget, som jeg heller ikke kan forstaa, at det skal være saa svært vanskeligt. Jeg kan forstaa, at en Mand som Professor Storm, som væsentlig er Fonetiker, for hvem Lydforholdene er det, som mest tiltrækker sig Opmærksomhed _ jeg kan forstaa, at han faar Indtryk af, at der er en stor Forskjel mellem de forskjellige Dialekter, og at det altsaa er vanskeligt dem, fordi deres Lydforhold kan være temmelig brogede. At det imidlertid skulde være saa vanskeligt at lære Landsmaal, at det skulde kræve enten særlige Evner eller særligt Studium, kan jeg paa ingen Maade medgive. Jeg mener, at det bevises noksom deraf, at forholdsvis unge Mænd, som nylig er gaaet ud af Almuskolen, _ for en Del, ialfald meget nylig _ skriver det meget godt og det i et større og større Antal; der er hundredevis af saadanne Folk, som nu om Dagen begynder at skrive Landsmaalet. Jeg er derfor heller ikke i Tvivl om, at naar Mænd som professor Bugge og Skoledirektør Bonnevie blot vilde, kunde de imorgen skrive 
Landsmaal meget godt, _ større er Vanskeligheden ikke efter min Mening. Men de vil naturligvis ikke forsøge paa det, og det har jeg ikke noget at sige paa; de kunde i saa Fald selv levere Bevis for, at det ikke er noget lavet Sprog. Hvad Vanskeligheden forøvrigt angaar, saa er ialfald et sikkert, og det er det, at er Landsmaalet saa svært at lære, saa er de enkelte Dialekter endnu vanskeligere. Landsmaalets Forskjel fra Dialekterne bestaar blant andet deri, at Landsmaalet er søgt gjort mer enkelt, at en hel Del gamle Kassusformer, som bruges i Dialekterne, ikke er optagne i Landsmaalet. Derfor kan det ikke være delte Meninger om, at er Landsmaalet i anden Betydning end den, hvori det overhovedet kan siges om et Sprog, som bliver anvendt i Skrift og til høiere Brug overhovedet. Som jeg sagde igaar, vil der ved saadan høiere Brug af Folkesproget, som ved at bruge det til Undervisningssprog i Folkeskolerne eller ved at bruge det i Skrift, foregaa en Tillempning, en Afslibning, en Udvikling eller, om man vil, en Idealisering af det saaledes anvendte Sprog, som gjør, at det i saadan Anvendelse ikke er og ikke længere kan være aldeles ens med det Sprog, som lever paa Folkets Tunge. Det er noget, som foregaar med alle Sprog under lignende Forholde. I den Forstand kan det være sandt, at et Sprog, som bliver brugt _ jeg vil kalde det i høiere Formaals Tjeneste _, bliver afslebet, idealiseret, saa at det ikke netop bliver saaledes som det lyder i daglig tale. Men det gjælder ikke alene Landsmaalet, det gjælder ogsaa Dansk-Norsk eller hvilketsomhelst andet Skriftsprog. Om dette end skulde gjælde i en lidt høiere Grad om det norske Landsmaal, er det kun en Gradforskjel, som Udviklingen og en fortsat Tilnærmelse mellem Landsmaal og Bygdemaal mer og mer vil udjevne, indtil man vil føle det som det fælles norske Sprog.

( Meir.)