Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.

 
(Framhald fraa No. 58.)
 
(Del 1 av 11.)
 
 
Liestøl: Da man i denne Debat er kommen ind paa Maalsagens Betydning i det hele, saa er dette Grunden til at jeg har forlange Ordet. De, som er imod Maalreisningen, kommer og vil yte os af med det, at der i andre Landes Sprog ogsaa er Dialekter ligesaavel som her, saa vi maa finde os i at have det danske som Skriftsprog, og saa faar vi bruge vore Dialekter, hver i sin Bygd, saa godt vi kan. Vi ved, at denne Sammenligning mellem Udlandet og vort Land i dette Punkt ikke høver paa nogen Vis. Her i Landet har vi en gammel glimrende Literatur i det Oldnorske, som har været Skriftsprog i Landet gjennem Landets store og mest glimrende Tid, indtil vi kom under dansk Herredømme og man tvang paa os et Maal, som ikke var vort eget. Da vi siden slap løs af det Baand, vi havde paa os, begyndte vi at reise op de gamle Ættemærker i vort Land, og da tog vi paa at reise op igjen det gamle Maal, der har en Literatur, som ikke mange Lande har Magen til. Denne er det, vi vil knytte os fast til, og det Maal, som nu tales udover Bondebygden, er en Arv fra den store Tid. Dette er den store Forskjel mellem de Dialektforhold, som der er i Udlandet og de, som er her, og jeg troede, at de, som er studerede, og som er Embædsmænd i dette Land, burde kjende til det. Nu er det over 30 Aar, siden man begyndte at skrive Norsk. Før den Tid var det saa, at vi hørte megen Spot og Hæding over Bondemaalet, og der er vist mange i denne Sal, som bærer bitre Minder fra den Tid. Men daa saa Ivar Aasen og mange med ham begyndte at samle de norske Bygdedialekter under een Form og at skrive dette, da samlede Folk sig med Glæde til denne Reisning. Helst var det Bondeungdommen, som kjendte, at der her var deres eget Maal, som de fik igjen, og de fylkede sig om denne 
Tanke, og den har vundet saaledes frem, at der ikke er nogen, som kunde have tænkt, at det skulde gaa saa fort, og vil det holde paa at gaa saa fort med denne Sag, som det har gaaet, i de nærmeste Aar, som kommer, saa vil det ikke være længe, før der ikke er en eneste Mand i Landet, der vover at sætte sig imod denne Tanke. Men jeg maa sige, at det er et Sutemaal, at uagtet Maalreisningen har den gamle historiske Rod i Landet, vi dog skal strides med flere af landets Embedsmænd om at faa denne Folketanke frem. Efter hvert som Maalreisningen kom frem blant Folket og man blev var, hvilken Magt der laa i den, vilde man ogsaa faa den ind i 
Skolen, og saa kom Kravet paa, at vore Smaabørn skulde faa Lov til at tale sit eget Maal i Skolen, og Styrelsen var saa naadig at give Tilladelse dertil. Da dette kom, var det ligesom baade Lærere og Skolebørn blev løst af et Baand; Lærernes Undervisning blev mer fri; der blev mer Hugnad i den, og Børnene fik en meget klarere Tanke for det, som Lærerne havde at give dem, og dette har ført til, at Lærerne udover Landet har faaet Trang til at udvikle sig videre i dette, til at udvikle sin egen Bygdedialekt og lære at kjende dens Sammenhæng med Oldnorsk og med Landsmaalet, for at de kan bringe sit Maal op i mer Hævd, adle det til høiere Brug. Der er en virkelig trang hos Lærerne udover Landet i denne Retning, og de beder nu om at faa Hjælp til den videre Udvikling paa dette Grundlag, _ men saa kommer de Mænd, som skulde staa i Spidsen for Oplysningen og siger: Nei, det skal i ikke faa. Jeg synes ikke, det er nogen rimelig Fremfærd. Saa siger man: Ja, men dette Landsmaal, som I skriver, det er ingenting, det er kun noget, som Ivar Aasen og slige Karer har fundet paa og sat i hop paa kunstig Maade; det tales ikke nogensteds i dette Land, og der er faa, som læser det ogsaa _ saa tror jeg, der blev sagt. Dette viser et stort Ubekjendtskeb til Forholdene; thi hvorledes har de artet sig? Landsmaalet, som nu skrives, det passer saa godt som det er muligt at faa noget fælles Skriftsprog for Landsmaalet til at passe for hver Bygd i Landet, og der er vist faa Bygder, som taler et saadant Maal, at det ikke er lettere for Smaabørnene at lære sig til at læse paa Landsmaalet end paa Bogmaalet. Man tænke sig saa alle de Bøger, som er skrevne paa dette maal: af Vinje, Ivar Aasen og mange andre; Digte, som er noget af det fagreste, der findes i Landet; her er skrevet historiske Værker _ deriblandt Noregs Soga paa dette Maal _, og en Samling af Salmer, som er af de mest kristelige, som findes, _ og saa kommer man og fortæller os, at alt dette er noget kunstigt, noget unaturligt, som aldrig vil gribe Folkets Tanker og Følelser! Paa samme Tid som de gjør denne Modstand mod Sagen, forsikrer de, at de sletikke har noget imod, at Maaltanken skal fremmes; men de vil have, at vi ikke skal gjøre, som vi vil, men som de vil. Men vi har ikke Tid til at bie, indtil de bliver færdige med den Maalreisning, som de vil have. De vil kanske have det saa, at de vil tage et Lexikon af Ivar Aasen og sætte det op i Boghylden, og saa vil de skrive Dansk, og naar det saa falder dem ind, at her kunde det kanske være høveligt at føie til et norsk Ord, saa vil de tage Lexikonet ned og se at finde et Ord, som kunde passe, og paa den Maade tænker de at kunne faa ind saa mange norske Ord under dansk Form, at Bønderne kan være vel farne. Vi vil ikke have det paa den Maade. Vi vil have den norske Maalform, og vi vil have de norske Ord, som vi bruger, og under norsk Maalform tage op af Dansken, hvad som trænges. Det er det omvendte Forhold af, hvad Modstanderne vil.


( Meir.)