Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.

 
(Del 3 av 11. Fyrste delen.)
 
(Framh. fraa fyrre No.).


Blekastad: Siden jeg forlangte Ordet er der saamange, som har udtalt sin Tilslutning til Komiteens Indstilling, at for den Sags Skyld kunde jeg gjerne frafalde Ordet. Jeg skal imidlertid faa Lov at gjøre en liden Bemærkning. Det er sagt i Debatten og holdt frem med adskillig Styrke fra flere Kanter, at naar Østlandet kom med i Maalbevægelsen, vilde det virke Forstyrrelse, og at de østlandske og vestlansdke Dialekter er saa forskjellige, at de snarere kom til at optræde som kjæmpende mod hinanden end som Brødre i Kampen. Mod denne Udtalelse vil jeg nedlægge en bestemt Protest. Jeg har prøvet at være Lærer for Smaabørn paa Østlandet i Skolen, og jeg har prøvet at undervise mine egne Børn, og jeg er kommen til den Opfat
ning, at saadanne Udtalelser er aldeles ukorrekte. Der er vistnok en del Forskjel paa de østlandske og de vestlandske Dialekter, saa at naar vi paa Østlandet skal lade Smaabørnene læse Bøger, der er skrevne i en vestlandsk Dialekt, saa træffer vi en del Former og Endelser i Ord og en del Ord ogsaa, som Børnene ikke forstaar, det er sant; men er det mer, end hvad der er Tilfældet selv her i Kristiania? Træffer ikke Børnene her ogsaa mange Ord i Bøgerne, som de ikke forstaar, og som der maa Forklaring til? Og maa der ikke her ogsaa gives Regler for Læsningen? Bare et sligt lidet Ord, som jeg, naar Barnet staver det j _e _g, saa finder det ikke paa at læse jeg med engang. Slige Regler maa naturligvis Barnet indprentes, ogsaa for at det kan lære Landsmaalet; men det er ogsaa omtrent alt, hvad der forlanges paa Østlandet; Forskjellen er ikke større. Naar der er forsøgt paa at stille disse forskjellige Dialekter op som Modsætninger, mener jeg, det er en Paastand, som aldrig vil lykkes overfor Østlandets Bønder; _ vi forstaar godt det, at den vestlandske Bygdedialekt ligger os langt nærmere end den sjællandske.

Berner: Fra den anden Side er jo denne Debat ført langt ud paa Vidderne, som der blev sagt. Jeg synes nok ogsaa, som Repræsentanten fra Drammen i Slutningen af forrige Møde bemærkede, at Udbyttet af denne Fart paa Vidderne fra den anden Side har været meget magert, saa at jeg nok kan finde det rimeligt, om Repræsentanten var blevet noget sulten, som han udtrykte sig. Men jeg forstaar Meningen nu at være den fra alle Sider, at man her ved denne Post vil uddebattere hele Spørgsmaalet om Landsmaalet, altsaa ogsaa afgjøre paa en Maade Præmisserne til en hel Række af de Poster, som allerede er satte paa Dagsordenen i denne Indstilling _ og vel ogsaa i Indstillinger, som man ved vil komme fra andre Komiteer, f. Ex. 2 _3 saadanne Poster fra Budgetkomiteen. Man vil ogsaa her diskutere Sagen i sin Almindelighed, og paa Grund heraf finder jeg mig ogsaa opfordret til at ytre mig derom saavelsom om den foreliggende Post. Jeg har jo en vis Opfordring til nu at tage Ordet, da jeg er bleven paaberaabt gjentagne Gange, og man har _ skjønt vistnok med en vis Overdrivelse _ villet tillægge mig Navn af at være en af Maalsagens Førere. Jeg har ganske vist ogsaa været en af Stifterne af det norske Samlag, og jeg har tillige staaet ikke alene som Ordfører, da det blev stiftet, men ogsaa i 10 Aar som Formand for dette Samlag, i dets første og vanskeligste Tid. Jeg har der hos gjentagende udtalt mig om denne Sag gjennem offentlige Foredrag. Jeg har saaledes en særegen Stilling til denne Sag, og jeg er som sagt ogsaa blevet paaberaabt her, navnlig gjentagne Gange og med Styrke af Repræsentanten fra Kristiania. Jeg skal imidlertid, da Debatten har været ført saa vidtløftigt, bestræbe mig for at være saa kort, som det efter mit Skjøn gaar an. Jeg maa sige, at det er forunderligt, naar man tænker paa, hvorlænge denne Sag har staaet paa Dagsordenen, og fra hvor mange Sider den har været belyst, i hvormange Skrifter man finder Oplysning om den, _ at man endnu skal se, at der er en saadan Uvidenhed _ kan jeg sige _ om Sagen, og en saadan Uklarhed om, hvad dens Formaal egentlig er, som der ogsaa delvis er kommet frem under denne Debat. Jeg troede, at ialfald nu, da der jo har vist sig Tegn _ fra Maalmændenes Side ligesom enkeltvis fra andre Sider _ til en vis Imødekommenhed, en vis Forsoning, en vis Tilbøielighed til at samle sig om de nationale bestræbelser i denne Sag, _ at man nu kunde have ventet, siger jeg, fra Modstandernes Side en mer aaben og fuld Anerkjendelse af, at ikke alene Bønderne, men det norske Landsfolk i sin Helhed _ og vel en stor Del af Byernes Befolkning med _ maa have Krav paa at faa sit Modersmaal, sit Fædremaal anerkjendt uden den Tvang, som hidtil har hvilet derover. Jeg troede, at man, siden Wergeland sang om, at

Folket høre maa, som i sin Dal,
i Skrift som Digt sit eget Maals Metal,

_ var kommen til bedre Forstaaelse af, at vi som en ung Nation har ikke alene en Ret og Forpligtelse paa os til at optage igjen til fuld Hævd og ære vort Fædremaal, men at det er saa at sige blevet en Naturnødvendighed; det er blevet en Sag, som det ikke længer nytter at gjøre saadan Modstand mod. Jeg troede ogsaa, at det maatte drive Modstanderne til at erkjende i langt høiere Grad, end det af denne Debat lader til at være Tilfældet, at man her staar overfor en Sag, som ikke kan afvises paa en saadan feiende Maade, som det er forsøgt fra flere Kanter her i Salen _ og udenfor. Eller hvad skal jeg kalde det, naar man hører f. Ex., at Repræsentanten fra Kristiania er i den Grad ubekjendt med Sagens Stilling, at han tror, at det her kan gaa an at henvise til dette, at medens man ikke ser nogen Bestræbelse fra Plattyskens Side for at afskaffe det høityske Sprog, saa skulde man derimod her, i disse norske Mundarters Reisning, i denne Maalreisning ligesom se en Bestræbelse for at afskaffe det, der nu er Udtrykket for den samme sproglige Enhed her i Landet som Plattysken er det i Tyskland. Kan der være nogen større, nogen mer skjæbnesvanger Misforstaaelse? Høitysken staar jo nemlig i samme Forhold til Plattysken eller de tyske Dialekter i det hele, som Landsmaalet til de norske Dialekter. Det danske Skriftsprog kan jo her ikke sættes ind paa Høityskens Plads ligeoverfor de norske Dialekter. Naar der er tale om Strid blant Maalmændene, mener man altsaa at der er forskjellige Dialekter her som i alle andre Lande, og at de mer eller mindre modstræbende bøier sig ind under dette Landsmaal. 
Det samme har man seet i Tyskland. Ogsaa det tyske Sprog er, som det blev sagt om Landsmaalet af Repræsentanten fra Kristiania, paa sin Vis et lavet Sprog. Da man spurgte Luther, hvorfra han havde taget det Sprog, han skrev, sagde han, at han ikke havde holdt sig til noget bestemt Sprog, _ han havde væsentlig holdt sig til det Kur-Sachsiske Kancellisprog, som han havde ændret paa enkelte Maader. Og man ved, at Luthers Skrifter i begyndelsen blev oversatte paa Plattysk og forskjellige andre Mundarter, og at der var et svare Stræv med at faa Luthers Sprog fastslaaet som Literatursprog. Vi ved f. Ex., hvorledes Mænd som Opitz i det 17de Aarhundrede og Leipzigerprofessoren Gottsched i forrige Aarhundrede kjæmpede for at holde det tyske Skriftsprog rent for disse mundarters Indtrængen, Men vi ved ogsaa, hvor faafængt det ofte var. Vi ser f. Ex. Gøthe bruge stærke Verber i Henhold til Mundarterne, medens det tyske Skriftsprog bruger svage. Vi ser, hvorledes det levende Sprog, Bygdemaalene gjør sig gjældende ligeoverfor Skriftsprogene. Vi ser det i alle Sprog. Det er den samme Bestræbelse, som vi her ser fra de enkelte Bygdemaals Side for at gjøre sin Ret gjældende i Landsmaalet, og det er vel ogsaa noget som viser, at denne Landsmaalsbevægelse er en sund og stærk Bevægelse, at den er voxet af en Naturbund, og at det saaledes er forgjæves at tænke paa at kvæle den ned; den bryder sig op igjen med Livets egen Magt.


( Meir.)