Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.


(Del 5 av 11. Fyrste delen.)
 
(Framh. fraa fyrre No).

Berner: (Slutt). Hvad der nu sker, er jo ikke andet, end hvad f. Ex. Ivar Aasen i sin bekjendte Artikel om Dannelsen og Norskheden skrev i Folkevennen for 1857, hvor han meget klart og greidt, og jeg tror med almindelig Anerkjendelse den gang udtaler sig for, at man maatte have Landsmaalet ind igjen paa Skolerne. Han paaviser her, hvorledes en hel Del af denne Uvilje mod eller Træghed med at gaa med paa Foranstaltninger til Fremme af Oplysningen blant den norske Almue netop skriver sig derfra, at man vil paatvinge den et fremmed Sprog. Han advarer i Folkeoplysningens Interesse paa det Stærkeste mod at fortsætte med en saa taabelig og unyttig Kamp. Han siger blant Andet _ jeg skal citere lidet af ham _: Dersom de Midler, hvorved Oplysningen skal udbredes, skulde virke til en Bortryddelse af alt det, som vi have arvet fra vore gamle Forfædre, saa maa det undskyldes, at vi, med al Agtelse for Oplysningen selv, dog have nogen Ulyst til at drive den frem med slige Midler. Dersom den almindelige Oplysning skal kjøbes med en Bortryddelse af Landets gamle Tungemaal og en Fordømmelse af alle gamle Landsskikke, da er den dog sandelig dyrt kjøbt alligevel. Mon det ikke skulde være en saadan Tanke, som virker noget til denne Modstand imod visse nye Indstiftelser? Jeg mener, at det er Ord, som fremfor alle Skolens Mænd for længe siden burde have indprentet sig og handlet efter. Det gjælder virkelig ikke alene vor Nationalitet, men det gjælder ogsaa Spørgsmaalet om, hvor langt vi skal komme frem paa Oplysningens Bane. Det gjælder ikke alene vor Nationalitet, siger jeg. Nu, hvor enig man er om at ville fremme Folkeoplysningen, og for denne lader man altsaa til at ville tøie sig saa langt, at man indrømmer Bygdemaalenes Ret i Skolen, _ saa ved man jo, at naar det gjælder det Nationale er Modstanden seigere og større. Det er ikke saa længe siden, at man i et Dokument fra den forrige Regjering saa udtalt den Mening, at Interessen for og Troen paa og Kjærligheden til det Nationale her i Landet var vel stærk. For mig og andre har det jo staaet saa, at den i det Hele taget var altfor svag, at der fra Styrelsens, fra Statsmagternes ligesom ogsaa fra de enkeltes Side har været gjort altfor lidet for at holde denne Sag tilbørlig oppe, og at det først er i den senere Tid, vi kan glæde os ved at Selvstændighedens Æresfølelse er kommet saa langt frem, at vi nu kan begynde at se enkelte Foranstaltninger til at rette paa det, som rangt var fra ældre Tider af. Men det tror jeg, at skal der blive ordentlig Fart i dette, maa der gjøres meget mer end det, som Kirkedepartementet her iaar har bragt i Forslag, og jeg skal i saa Henseende pege paa, at en af vore anseede Skolemænd _ jeg har allerede citeret ham forrige Gang jeg havde Ordet _ Skolebestyrer P. Voss aabent udtaler, at der nu fra Skolebestyrelsens Side maa tages ganske annerledes fat. Man maa skaffe ind i Skolen Bøger paa Landsmaalet, _ og ikke alene paa Landsmaalet, men ogsaa paa Dansk-Norsk. Han siger bl. A.: Det er maaske overflødigt at sige, at jeg gaar ut fra, at skolestyrelsen i al sin gjøren vil omfatte byskolen og landsskolen med den samme kjærlighet til det hjemlige og la sin interesse for norsk sprogutvikling komme dansk-norskheden lige saa vel som landsmaalet til gode. Det er kommet saalangt, siger han, i Selvstændighedens Æresfølelse, at man fra Skolens Standpunkt ikke længere kan afvise denne Sag, og det er saa langt fra, som man har sagt her i Salen, at man ved at føre Landsmaalet ind i Skolen og gjenindsætte det i dets Ret arbeider for nogen Splittelse, at man tvertimod, hvad jeg tror ogsaa af alt er klart nok, arbeider for en Samling, en Forsoning. Som det nu er, er det netop, at man befordrer Splittelsen, og hr. Voss bemærker derfor ogsaa: Baade for at forringe den sproglige afstand mellem landsmaalsskolerne og de dansk-norske ditto og for at fremme norskens utsigter til hel seier d. e. til engang seirende at holde sit indtog i alle landets skoler er det af vigtighet, at dansk-norsken i skolerne fremtræder i et med dens virkelige norskhet mer stemmende skriftydre end det, de for tiden i skolerne brukelige dansk-norske lærebøker fremviser. Og han for sin Del tager Ordet for, at man endogsaa i Gymnasierne skulde indføre Adjunkt Schjøtts bekjendte og anerkjendte Fremstillinger paa Landsmaalet af Verdenshistorien efter 1789. Jeg behøver vist ikke heller at gaa nærmere ind paa, hvorledes man netop ved at holde frem Maalsagen arbeider for at skaffe en Samlingens forsonende Tanke ind og vil modarbeide den Splittelse, som der fra den anden Side tales om, at man netop nu vil føre ind. Og jeg kan ikke her negte mig den Fornøielse at citere de Ord, hvormed P. Voss slutter sin Afhandling: Lat os se tingen rolig, som den er, og det vil gaa bedre, end man har tenkt. Sondringerne er farlige, naar de ligger under dække. Først i Lyset og i sin frihet vil modsætningerne indordne sig i det store Samspil af Kræfter og endelig konstituere sig til en helhet af høiere orden. Disse Ord ere tagne fra et Foredrag, jeg holdt for henimod 20 Aar siden, og jeg siger, at i alle disse Aar har jeg fremdeles holdt paa den samme Tanke. Det er med stigende Overbevisning, jeg i denne Landsmaalsbevægelse ser en national Samlingsbevægelse. Og er det saa, tror jeg, at de Foranstaltninger paa Skolens og Oplysningens Omraade, som Kirkedepartementet her har bragt i Forslag, maa være _ jeg havde nær sagt _ selvsagte til Vedtagelse.

( Meir.)