Samlagets sidste årsmøde.

 

 

(Af Olaf Huseby).

 

I.

 

Jeg må få lov til at rette nogle misforståelser i redaktionens meddelelser om mødet.

 

Redaktionen skriver:

 

1. ”For at Huseby likevæl ikkje skulde koma i Beit, so fekk Samlaget ordnat det soleis med Cammermeyer, at Huseby skulde faa Bøker beint fraa Samlaget og faa det same Avdraget, som Cammermeyer gjev til Bokhandlarar. Denne Ordningi var Huseby tilfreds med, etter kva han sjølv sagde til Samlagsstyret.

 

Paa Aarsmøtet kom han imidlertid med eit Framlegg, som gjekk ut paa, at Aarsmøtet skulde døma i Saki”.

2. ”Fraa Huseby si Sida vart det framhalde, at det her galdt ei Principsak (Forholdet millom Bokhandlararne  um dei  hadde Lov aa negta kvarandre  Bøker o. s. fr.

3. ”Fraa andre Kanten vart det sagt, at naar Huseby den Tidi, Saki vart ordnat millom Cammermeyer og han (a), hadde sagt seg aa vera tilfreds, so var det no ingen Grunn til aa gjera noko, so lenge dei hadde Sak for Retten. Alle var dei samde um aa anka yver, at det skulde vera so laakt Forhold millom Bokhandlaranne; men (b) dei trudde ikkje, Tidi var inne til aa gjera noko”.

  

 

Svar:

 

1. Jeg har sagt førsttil den for en tid siden fungerende formand, her prof. Seippel, dernæst  den 14. febr. i brev til styret, endelig  samtidig til ovennævnte prof. Seippel og formanden, herr Hølaas, og so tilslut  på årsmødet, at jeg ikke  var tilfreds med den mellem samlagets styre og herr Cammermeyer trufne ordning, da samlaget derved indrømmede C. retten til også at bruge samlagsbøgerne i boghandlerkrigen mod H. & co. , og C. opnåede, hvad han vilde, nemlig at stille H. & co. i klasse for sig for at chikanere dette firma.

 

2. Nej, dette blev ikke  sagt af mig, men af pastor Johannes Belsheim, Vestlndsp. redaktionssekret. kand. theol. Ja. Lavik, og et par til. Jeg sa akkurat det modsatte, nemlig at samlaget ikke havde noget med forholdet mellem boghandlerne at gjøre, men alene at varetage samlagets tarv. 

 

3. a. Dette har Fedraheimen  fundet op. På årsmødet blev ikke fra nogen kant fortalt, at eg hadde sagt dette.

 

b. ”Tidi til at gjera noko” i anledning ”laakt Forhold millom Bokhandlaranne” foreligger verken her eller hisset til afgjørelse af samalgets årsmøder. Disse har bare at passe samlagets grejer og forresten lade verden skjøtte sig sjølv, boghandlerne iberegnet.

 

 

Grejest vil forholdet fremgå af den rundskrivelse, som jeg 14 dage før generalforsamlingen sendte til alle indenbyes medlemmer. Skrivelsen var sålydende:

 

Ved nærværende tillader jeg mig ærbødigst at anmode Dem som medlem af det norske samlagetom personlig at møde ved førstkommende generalforsamling, idet jeg med hensyn til til og sted henviser til avertissementer, som vil bli indrykkede i Fedraheimen, Verdens Gangog Dagbladet.

 

Jeg har nemlig en sag af principiel betydning at bringe fore og vil tillade mig nærmere at udrede den ved generalforsamlingen, vis udtalelse jeg ønsker.

Sagen er i korthed den, at herr boghandler Cammermeyer, samlagets kommissjonær, vægrer sig for at levere samlagets skrifter til Huseby & Co. limit.på almindelige boghandlervilkår. Der er, som man ved, opkommet en tvist mellem parterne, og nu benytter herr Cammermeyer også samlagets ejendom som middel til forfølgelse af nævnte firma. Trods anmodning fra samlagets styre vedblir han med sin nægtelse.

 

Dette kan ikke være overensstemmende med samlagets tarv og ligesålidt være medlemmernes mening. Heller ikke kan han have juridisk adgang til at behandle samlagets forlagsartikler med sådan vilkårlighed.

 

Som følgje deraf har jeg, saman med en nærmere begrundelse, sendt sådant forslag til afgjørelse ved samlagets førstkommende årsmøde:

 

1. ”Samlagets årsmøde forbyder hovedkommissjonæren at anvende samlagets bøger til udøvelse af personlig hævn mod vederheftige boghandlerfirmaer.

 

2. Årsmødet anmoder samlagets styre at underrette boghandler Cammermeyer  om, at det anser hans nægtelse af at levere samlagets forlag til Huseby & Co. limit. på almindelige boghandlerbetingelser (acond og i fast regning) for stridende mod samlagets interesser og henstiller til herr Cammermeyer, fra denne beslutning blir ham meddelt – for så vidt angår samlagets forlag – at behandle Huseby & Co. limit.nøjagtig som andre boghandlerfirmaer, der opfylder sine forpligtelser ifølge boghandlerforeningens love”.

 

 

I ærbødighed

 

Olaf  Huseby.

 

Kristiania, 15. 3. 1887.

 

 

 

Når mit forslag ikke gik igjennem, da var ikke grunden den, som Fedraheimen angir, men den, som formanden under diskussjonen fremhævede, nemlig at Cammermeyer vilde sige samlaget fra sig, for så vidt man vedtok mit forslag. Hensigtsmæssighedshensyn gjorde, at man heller burde fire noget på retten (thi i principet var næsten alle enige med mig, at samlaget burde råde over sine egne bøger) end støde hovedkommissjonæren for hovudet. Alle, undtagen herr pastor Belsheim og Vestlandsp. redaktionssekretær, theologen Lavik, var derhos enige i, at Cammermeyers adfærd var daddelværdig. Stærkest blev dette fremhævet af herr storthingsmand Liestøl, der dog også kritiserede mig for første del af mit forslag og heller ikke af ovennævnte hensyn kunde gå med på det

 

 

II.

 

Ligeså sikkert som det er, at samlaget ikke har nogen bestemmelsesret over, til hvem herr Cammermeyer skal sende sine egne  forlagsartikler, ligeså sikkert er det, at det kan forbyde ham at benytte samlagets  bøger til udøvelse af fiendtligheder mod et andet firma. Hvad han gjør med sine egne  sager, får de to firmaer gjøre op sig imellem, men samlagets  ejendom ikke komme op i striden, undtagen samlagets medlemmer finder grund til at bestemme, at Huseby & Co. limit, rettelig bør nægtes at sælge bøger af samlagets forlag. 

 

Man skulde ha ventet, at generalforsamlingen hadde affordret herr Cammermeyer en forklaringsgrund for hans optræden. Var der så fremkommet ting, der kunde retfærdiggjøre hans handlemaade, så fik man bifalde hans færd; kunde han ikke irettelægge slige grunde, så måtte samlaget tankerigtigt sige: Eders strid vedkommer os ikke; den får I opgjøre som I bedst kan; vi fordrer kun, at hovedkommissjonæren lar samlagets bøger være udenfor striden, og at han befordrer deres salg på bedste måde gjennem alle vederheftige firmaer. Så ræsonnerede et svensk firma, viss bøger herr Cammermeyer som hovedkommissjonær begyndte at anvende på same måde, og så må hver mand med selvbestemmelsesret sige. Istedet derfor nøjedes generalforsamlingen med hovedkommissjonærens: Jeg vil ikke, og med at overlade ordningen til styrelsen, der – efter dens eget udsagn – intet hadde kunnet udrette.

 

Var nu generalforsamlingen ifølge indgået kontrakt eller af andre nødvendighedshensyn nødt til at opgi selvbestemmelsesretten? På ingen måte. For det første indeholder den mellem samlaget og herr C. oprettede kontrakt intet andet end det, som i almindelighed forståes ved en hovedkommissjon; der står intet i kontrakten om, at han efter eget godtykke kan nægte at udlevere samlagets bøger på almindelig måde til vederheftige firmaer; forudsætningen i denne som i alle lignende kontrakter er, at hovedkommissjonæren skal befordre salget på den almindelige måde. 

 

For det andet verken står eller falder samlaget, om en hovedkommissjonær blir vond over, at man tilholder ham hans pligt. I værste fald fik man ta en ny kommissjonær. Samlaget har klaret sig både med og uden disse mellemmænd.

 

Ved ikkje at protestere mod Cammermeyers færd har man, ialfald til næste generalforsamling, indrømmet ham den ret at behandle samlagets ejendom efter eget forgodtbefindende. Har han retten ligeoverfor Huseby & co. limit., så har han ligeså vel retten overfor landets samtlgie andre boghandlere; kun lar han nåde gå for ret ligeoverfor de andre.

 

Jeg har bragt dette spørsmål på bane, ikke for egen fordels skyld – enten eg får bøgerne af en bagvej fra samlaget selv eller direkte som andre boghandlere gjennem hovedkommissjonæren kan for fordelens skyld bli det same, ja, selv om eg ikke på noget sted kunde få dem, så blev det for så vidt ingen ulykke – men for at hævde det princip: a. at ingen hovedkommissjonær bør tillades at anvende samlagets ejendom til forfølgelse af andre firmaer, b. at samlaget selv må hævde selvbestemmelsesretten over bøgerne.

  

Af de tilstedeværende ca. 20 mand var, så vidt jeg kunde skjønne, alle, undtagen de nævnte to theologer, enige i dette. Flertallet af de andre turde af ”hensigtsmæssighedshensyn” ikke gå med på mit forslag.

 

 


Frå Fedraheimen 16.04.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum