Det unionelle

Ein gamall Bonde skriv i Dagbl. millom annat:

”Hvad er det ligesiden Bernadotterne fik Fodfæste paa den norske og svenske Trone – som har delt os Nordmænd i 2 Partier, hva andet Spørgsmaal af Betydning end det unionelle.

Og hvilke Egenskaber er det som i al denne Tid har betinget Kongegunst, sikker Forfremmelse til Embeder, Bevaagenhed og Udmærkelse og et godt Omtykke hos Svenskerne, hvad andet end eftergiven Imødekommenhed ligeover for de svenske Krav? Og hvad andet er det, som har stemplet en Nordmand som er forvidt gaaende og umulig Radikaler, hvad andet end en kraftig og bestemt Hævdelse af Norges fuldkomne Jevnbyrdighed og Ligestillethed i Unionen.

Vi har under de forskjellige Tiders Omvæltning seet fremragende og begavede Mænd som Johan Sverdurp i sin Ungdoms- og Mandomsalder med Fasthed og Kraft og med Ære, som Nordmænd hævde Nordmænds Rettigheder, men som i en mer fremkreden Alder i Berørelse med Kongemagten, efterhaanden i en forbausende Grad slappes af til Eftergivenhed og tilsidst ligefrem Imødekommenhed ligeoverfor de svenske Krav.

Jeg skal i saa Henseende nævne Mænd som Chr. Magnus Falsen, Statsminister Stang og Ole Gabriel Ueland – i hans Stilling som Medlem i den sidste Unionskomite og hans Forhold til det fremkomne Forslag til ny Unionsakt. Det er ny gaaet Johan Sverdrup ligedan.

Forfremmelse til Landets første Embede, Dekoration med St. Olafs Ordenens Storkors ved Siden af en vel beregnet udsøgt Opmærksomhed og det pirrende ved en stadig vexlende hemmelig Korrespondance med Majestæten var mere end Johan Sverdrup formaaede at modstaa. Han staar ganske vist i dette Øieblik det Stangske og Selmerske System og Regimente meget nærmere, end mange tror. _ _ _ _.

” _ Og da der i Storthinget blev rettet en Forespørgsel til Regjeringen i Anledning af, at en Amtmand havde misbrugt sin Embedsstilling til at sætte en hel Herredsstyrelse – 21 hæderlige og agtede Mænd – under justitiell Tiltale, fordi de efter bedste Skjøn og Overbevisning, i Henhold til given Lov, havde indstillet en Mand til Lensmand, som ikke Amtmanden syntes om, rettede Johan Sverdrup en Bebreidelse til Storthingets Præsident, fordi han ikke nægtede Forespørgeren at give en nærmere Udredelse af Forholdet.

21 uretfærdigt forfulgte Bønders Skjæbne veiede ikke længere noget overfor Johan Sverdurp, naar det gjaldt at dække over en enkelt ægte Bureaukrats uforstandige og hensynsløse Fremfærd, da maatte der ikke tales, da maatte de forfulgte Bønders Talsmand nægtes Ordet.”