21 Fra Maalstræverne

(1867)

I Anledning af Versene «Til Maalstræverne», i Morgenbladet for
4de November (1867).

Nylig der kom os et Rimbrev i Hænde,
gammelt af Indhold, thi forhen vi kjende
nøie til lignende Tanker og Sving.
Svare paa Brevet alt længe vi skulde,
hvis vi just ei havde «Hænderne fulde»
tidlig og sent udaf andre Ting.

Spørge vi skulde, hvor Folk vare stemte,
men, som det syntes, de vare forskræmte;
vistnok de frygted for Lastord og Spot.
Bonden har hørt, at hans Ord vare slette,
Bøgernes Maal var alene det rette;
talte han det, saa var alting godt.

Dog vi til videre Spørgsmaal ei trænge.
Sagens Historie kjendte vi længe;
ældgamle Skrifter fortælle den bedst.
Og om vor Sidemand, Svensken, vi vidste,
at han ei lod sig sit Landsmaal fraliste
af nogen fremmed, indflyttende Gjæst.

Blev end vort Maal af Forfatterne vraget,
var det ei dermed af Landet forjaget;
endda vedvared det levende Ord.
Folket det arved i Ætternes Rader,
Datter af Moder, og Søn af sin Fader,
vidt over Landet fra Syd til Nord.

Hvad har nu Folket mest Aarsag at hædre:
Det, som er arvet af indfødte Fædre,
lært uden Skole og brugt uden Tvang, -
eller og det, som er indkommanderet,
lært under Tvang eller og indstuderet
i en Forhaabning om Gunst og Rang?

Hvad er for Folket den sandeste Ære:
enten et Udenlands-Sprog at lære,
eller at holde paa Fædrenes Maal?
Er det en Hæder, at Sprogmænd skal sige:
«Ypperst var Sproget i dette Rige,
dog blev det udvist med Hyssen og Skraal.»

Kom ei og sig os, at Folket er bundet
fast til et Bogmaal, fordi det har fundet
Kundskab deri og en aandelig Skat.
Ogsaa i Svensk vilde Kundskab vel nydes;
ogsaa i Landskabsmaal kunde den bydes
ligesaa klart og vel mindre mat.

Men kan I regne og skjønne, hvor meget
Bonden har tabt ved at savne sit eget
ældgamle Landssprog i Brev og Bog?
Skal vi ei tro, vore Mødre og Fædre
vist vare klogere, gladere, bedre,
hvis de fik Lærdom i Landets Sprog?

Lidet nød Bonden af Bøgernes Skatte;
fremmed var Stilen og tung til at fatte.
Talen til ham var ham ogsaa en Skræk.
Ofte nok Lastord og Spot ham oprørte,
kun Tugtemesterens Tone han hørte,
derfor saa stødte han Bøgerne væk.

Kun efter Bøger med gudelig Lære
spurgte han gjerne; der fandt han at være
Lighed for Alle, og Ret for enhver.
Der tales ei om en lavere Klasse,
ei med Foragt om en udannet Masse;
kun Uretfærdige bortvises der.

Skal vi nu lyve for Folket og sige:
«Bonde, dit Maal er kun Fusk og bør vige;
Tiden har ei noget Rum dertil.
Nei, vi vil Sløret fra Sandheden lette;
vide skal Folk, hvad som her er det rette,
siden saa gjøre de hvad de vil.

Trøstigt til Frænder paa Strand og i Dale
sige vi, at deres gammeldags Tale
er dog den rette og hædrer dem mest.
Tales ei Ordet just ens af dem alle,
hjemligt og kjendeligt vil det dem falde,
naar det er skrevet som rettest og bedst.

Alle de Ord om «at bytte Sproget»
kunde man spare, thi saadant noget
kommer os ikke saa ganske ved.
Nok har man lært os at laane og leie
Naboers Sprog; men vor Arv og Eie
vil vi dog derfor ei træde ned.

Dog maa vi haste og slutte med Brevet.
Just som jers eget i Form er det skrevet,
ogsaa lidt myndigt og dristigt som jers.
Ellers vi tro, at kun Tiden vi spilde,
hvis vi for længere Tider nu ville
kives i klodsede, haltende Vers.
 

Frå Ivar Aasen: Skrifter i samling. Trykt og utrykt.
Kristiania og Kjøbenhavn. Forlagt av Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag. 1911-12.  Elektronisk utgåve ved Det Norske Samlaget/Ivar Aasen-tunet 1997/2009.