1 Fiskarvise

(Dikt, 1843)

Av Ivar Aasen

Mel: Jeg vil synge Visen rar

      Fiskarinn fær ut paa Sjøn,
      Seer paa Vikja, seer paa Bøn,1
Kur hann treffe kann best frampaa Leite.2
      Itte Midaa3 hann rør,
      Aa te Botna kjenn' ann før,
Hann veit alle dei Skalla aa Veite;4
 
  2. Tænkje paa dæ rike Hav,
      So so maangei Byrsle5 gav,
Paa denn flødand' aa fellande6 Lukke,
      Paa Rikdom aa paa Magt
      Aa paa Armod aa Foragt
Aa paa dei, so ti hinne7 maa sukke.
 
  3. Lukkaa, ho æ Fiskja lik:
      Naar ho vil, bli Manninn rik,
Naar ho vanta,8 forgjæves me stræve.
      D' æ Synd ti denn9 so vil
      Læggje Mod aa Mandom til
Aa hev' inkje fyr' Alt kva han græve.[10]
 
  4. Sume felle Væra til,11
      Dei faa Alting so dei vil,
Kva dei ynskje, dæ verte dei give;
      Dei ha maangeinn Hjelpesmann
      Aa dei sjøle hjelpe kann;
Fyre Slik' æ dæ Moro te live.
 
  5. Sum' æ fødd' i Fatigdom,
      Ælst op ti ett usselt Rom,12
Træla vekk sine friskaste Dage;
      Om einn Heim dei se faa,
      Vil dæ endaa meir staa paa;13
Dei faa altid sit Lass til aa drage.
 
  6. Slikt kann Ingjinn rette paa,
      So he gaatt aa so vil gaa
Fraa dei fysste til seinaste Tide.
      D' æ godt, at Einnkvann14
      Vart einn lukkelege Mann,
So kann Sume ha godt til aa lide.15
 
  7. Denn, so æ mæ lite vand',
      Æfornøgde mæ si Stand.
Dær æ Von i ei viisle' Bestyring.16
      Naar Menneskjaa vil,
      Kann ho store Ting faa til;
Dær æ Lagnad17 i Menneskjens Styring.
 
  8. Denn, so he denn rette Art,
      Æ fornøgde mæ sinn Part
(Aa Fornøiels' æ grumaste18 Tingjinn),
      Hann aavunda 'kje19 denn,
      So fekk Tvo, naar hann fekk Einn,
Aa vanvyr' ikkje20 denn, so fekk Ingjinn.
 
  9. Slikt aa meir hann tænkje paa,
      Mæ hann seer ut paa dæ Blaa,
So i Djupa so maange Ting gjøime.
      Naar Mund'21 æ forbi,
      Fær hann heim mæ sit Fiskri,
Aa sit Vaas22 aa si Møde hann gløime.
 
1) Bøn (forkortet af Bøinn), Gaarden med dens indhægnede Marker.
2) Leite, n, et Sted hvor man søger noget; her Fiskeplads.
3) itte Midaa (i nordre Søndmør: Meaa), efter Mederne, det er, de Mærker, hvorefter man kjender Fiskepladsenes rette Beliggenhed.
4) Skalla aa Beite, Forhøininger og Fordybninger i Bunden.
5) Byrsle (Byrgsle), f. det Tilstrækkelige, saameget som man behøver.
6) flødande aa fellande, stigende og faldende som Havet.
7) ti ( ): uti) hinne, i hende, i den, nemlig Armod og Foragt.
8) vanta'[,] mangler[,] er borte
9) Dæ æ Synd ti denn, man maa ynkes over den.
10) græve, arbeider, bemøier sig; egentlig graver.
11) For Somme er Verden behagelig.
12) ælst op, blive opdragne; Rom, n. Stilling, Kaar; egentlig Rum.
13) staa paa, være vanskeligt.
14) einnkvann, En eller Anden
15) ha'got aa lide, leve godt, have Aarsag til at befinde sig vel. 
 
16) der er Forhaabning ved en viis Bestyrelse.
17) Lagnad, m. Skjebne, der er Skjebne i Menneskets egen Styrelse; d.e. den kan virke meget paa Skjebnen. (Menneskjens er en Efterligning af Skriftsproget.)
18) grumaste, fortrinligst, herligst.
19) aavunda ikkje, misunder ikke.
20) vanvyre, foragter.
21) Mund n. det bekvemme Tidspunkt, f.Ex. da Fisken bider paa.
22) Vaas, n. møisommeligt Arbeide, især tilsøes.
- Det Ord, som betyder "vi", skulde egentlig skrives mid, men er i disse Viser skrevet me, for at undgaae Anledning til feilagtig Udtale.
 
 

Frå Ivar Aasen: Fem Viser i søndre Søndmøres Almuesprog. Egsæt, 1843. Trykt og forlagt af Maurits Aarflot. Side 3-6. Elektronisk utgåve ved Det Norske Samlaget/Nynorsk kultursentrum 2003